Sean Bakers anden film om bunden af det amerikanske samfund er et ekstraordinært indblik i hvordan børn lever under kummerlige forhold.

Tæt på slutningen i ’The Florida Project’ tager ludfattige Halley sin seksårige pige Moonee på brunch i et luksushotel. Halley er i en hård kamp for at beholde forældremyndigheden over sit barn, især når hjemløsheden står for døren.

Moonee er overbegejstret og propper alle slags lækkerbiskener i sig. En tjener spørger fordømmende Halley, hvilket hotelværelse regningen skal sendes til, og hun svarer med et tilfældigt nummer.

Halley griner og giver et blink til Moonee. På trods af at leve som fattig prostitueret, har hun lykkedes at skabe en herlig oplevelse for sit barn.

Sean Bakers oversete film fra 2017 er fyldt med små scener som denne, der formår at fange skyggesiden af det amerikanske samfund med barnlig optimisme.

For i sit ramme alvor er ’The Florida Project’ en knusende socialkommentar om, hvordan børns håb og drømme bliver ødelagt i et tabersamfund fyldt med uelskværdige røvhuller.

Det vises åbenlyst i karakterernes hjem; en lortelejlighed i et discount-motorvejshotel blot få kilometer fra Disneyland i Orlando.

Tæt på fattigdommens skraldede virkelighed
Hovedrollerne Halley og Moonee spilles henholdsvis af instagrammer Bria Vinaite og på dette tidspunkt den blot 6-årige Brooklynn Prince, der leverer en af tidens bedste børnepræsentationer.

Begge er amatørskuespillere i deres første roller, fordi Sean Baker går efter at skabe et menneskedrama med næsten dokumentarisk æstetik.

Den eneste kendte skuespiller er veteran Willem Dafoe i rollen som den sympatiske hotelejer, Bobby. Han gider ikke Halleys barnlige opførsel, men ønsker det bedste for Moonee, på trods af hendes frækheder.

At den umodne og højtråbende Halley spilles af ukendte Vinaite fungerer især godt, netop fordi man ikke genkender nogen skuespiller, der gik igennem ”en transformerende proces, for at virkelig kunne leve sig ind i rollen”.

Vinaite indkapsler fuldkomment et produkt af et tabermiljø. Alligevel vinder karakteren sympati, når hun viser, hvor meget hun elsker sin datter, den eneste, hun ikke råber af som et lille barn.

Barndommens uskyld på film
Baker ignorerer også den dramatiske Hollywoodmodel for i stedet give os små glimt af Moonees sommerferie, som hun tager en dag ad gangen med glædelig optimisme, på trods af sine skodagtige omgivelser.

Mens Halleys desperation over at skulle betale den næste husleje vokser, hænger Moonee ud med sine venner.

De begiver sig ud på eventyr, typisk ved at tigge om penge i rigere omgivelser og udforsker også gamle, forladte bygninger.

Dagen er vellykket, hvis det lykkedes for Moonee at hutle sig til en god isvaffel. Desværre begynder Moonees dage at blive mindre sjove, når hun ikke længere må ses med sine venner på grund af hendes mors tåbelige opførsel.

Et afgørende kunstnerisk valg, som Baker har taget for at få os ind i Moonees uskyldig verden, er at få kameraet til at fokusere udelukkende på lille Moonees synsvinkel.

Når hun er sammen med voksne, er hun den eneste i kameraets ramme. Kun når hun taler til de voksne, ser vi dem i et frøperspektiv, der klargører, hvor store de ser ud for en lille pige som hende.

Det ses i scenarier som ovenfor, hvor Moonee henter hvidbrød fra en frivillig madklub. Hun lægger ikke mærke til situationens alvor, men henter blot maden, som hun er blevet bedt om.

Det fungerer forrygende og passer ind i den skyggeside af det amerikanske samfund, som Baker indrammer til perfektion.

Kontroversiel slutning splitter den samlede modtagelse
Moonees uskyldige verden bliver langsomt brudt og kulminerer i en hjerteskærende afslutning. Baker vælger dog pludselig at bryde sin realistiske fortællerstil i filmens sidste 30 sekunder, og afslutter med en underlig drømmeagtig sekvens, der føles som noget fra overdramatisk Disney-film.

Både begejstrede seere og anmeldere var dybt forvirrede over denne beslutning, og jeg vil også selv indrømme, at det tog mig helt ud af det virkelighedsbillede, som Baker havde bygget op.

Disse famøse 30 sekunder er sandsynligvis, hvad der forhindrede ’The Florida Project’ i at få større opmærksomhed, både blandt publikum og ved prisshows (hvor kun velkendte Dafoe blev belønnet med en Oscar-nominering).

Sidenhen har jeg forstået Bakers beslutning. Filmen skifter kurs, for at tage afstand fra den hårdkogte socialrealisme, som er Moonees virkelighed, til at i stedet trøste hende med at give hende lov til at komme ind i den drømmeverden, som den amerikanske drøm symboliserer. Baker går fra socialrealisme til magisk realisme, for at give seeren lov til at afslutte Moones historie, uden at det ser helt håbløst ud. Personligt føler jeg, at slutningen passer godt ind i den triste historie om fattige børn, der også bare vil prøve at opleve det magiske Disneyland.

Hvordan man end vælger at tolke de sidste 30 sekunder, skal de på ingen måde forhindre dig i at se en af amerikansk films mest rammende fortællinger om barndommens uskyldige og legesyge optimisme i et fattigt og fortabt miljø.