Instruktøren og manuskriptforfatter Derek Cianfrance forsætter sin undersøgelse af den menneskelige psyke i denne sønderrivende og brilliant spillede miniserie, der griber om krop og sjæl.

Thomas holder godt fast i sin burger. Han ser tomt ud i luften. Tårerne triller ned ad kinderne på ham. Ved siden af ham sidder hans tvillingbror Dominick. Han iagttager sin bror med et meget bekymret og omsorgsfuldt blik.

Thomas og Dominick Birdsey er enæggede tvillinger på omkring de fyrre. Begge mesterligt fortolket af den samme skuespiller – Mark Ruffalo. Thomas lider af paranoid skizofreni og har hele sit voksne liv været inde og ude af institutioner og hospitaler. Dominick ser det som sin livsopgave at beskytte sin meget syge og skrøbelige bror.

Historien fortælles af Dominick, som på det ydre plan er velfungerende. Han er i et parforhold og har sit eget malerfirma. Men på det indre plan er han ved at gå i stykker. Uforløste traumer fra fortiden og hans forsøg på at redde sin syge bror æder ham op. Han er en tikkende bombe.

Beretningen tager afsæt i nogle dramatiske episoder, der markant forværrer Thomas’ situation og mentale tilstand. Jeg vil ikke gå nærmere ind i, hvad der sker. Det vil spolere oplevelsen.

Scener fremkalder tårer
Serien er baseret på forfatteren Wally Lambs bestseller fra 1998. Forlægget er som skabt til en Derek Cianfrance-fortælling. Han er ekspert i at beskrive smerte og kærlighed i familiære relationer, hvilket er gribende eksemplificeret i hans film ’Blue Valentine’.

’I Know This Much Is True’ springer imellem to spor: Nutiden, som her er 1990, og igennem flashback til brødrenes barndom og ungdom, som er fyldt med psykisk og fysisk vold og svigt. En gåde skal trævles op. Dominick er desperat for at få svar på, hvor de kommer fra. For hvorfor er brødrenes liv blevet som det er?

Den magtesløshed Dominick oplever i forhold til Thomas’ sygdom går direkte i tilskuerens krop og sind. Nogle af scenerne er næsten ubærlige at overvære, og de fremkaldte mange tårer hos mig. Som da Thomas på et tidspunkt løber direkte ud på en meget trafikeret vej, og Dominick styrter efter ham.

Mark Ruffalos dybe stemme
Serien er filmet på 35 mm, hvilket betyder, at billederne har en mørk tone, og farverne er let støvede. Det passer perfekt. Det føles som om, den mentale udmattelse og martring, de to brødre oplever, har inficeret billederne.

Historien er langsom og underspillet. Mark Ruffalos dybe stemme taler i flere sekvenser langsomt og monotont ind over billederne i et smukt poetisk sprog.

Det skaber en kontrast til den tragiske og mørke historie, som derfor aldrig bliver for ekstrem, på trods af sin overflod af psykiske rædsler.

Hovedværk indenfor skuespilkunst
Mark Ruffalo havde allerede inden denne rolle opnået en høj status og stor respekt som skuespiller. For eksempel for sin rolle i Benett Millers ’Foxcatcher’. Men i ’I Know This Much Is True’ sprænger han rammerne. Hans hengivelse i fortolkningen af de to brødre, er så levende og autentisk, at de nærmest træder ud af skærmen, og bliver til to levende mennesker, som står lige foran en. I løbet af fem minutter har man glemt, at det er den samme skuespiller, der gestalter begge roller. Præstationen er et hovedværk indenfor skuespilkunst.

En dybfølt tak til Derek Cianfrance og Mark Ruffalo for at have modet til at bære denne så dystre fortælling om traumer og om stor kærlighed på deres skuldre – uden på noget tidspunkt at forfalde til sentimentalitet eller overspil.

Jeg håber ikke, det er sidste gang, de to skaber filmkunst sammen.