Lysende naturbilleder og grufulde krigsscener lyder måske ikke som et oplagt mix. I Terrence Malicks film fra 1998 er det opskriften på et hjerteskærende og undrende mesterværk.

Som 16-årig så jeg Malicks mesterværk ’Den tynde røde linje’ om soldater, der konfronteres med Stillehavskrigens gru, naturens skønhed og deres egen plads i det hele alene en sen nat på mit teenageværelse.

Ung og åben, som jeg var, blev jeg også konfronteret med min egen dødelighed, frygten for den.
Men også hvor svært det er at vide, hvad det er, der udgør summen af dét, jeg er bange for at miste – mig selv. Findes det overhovedet?

Det føles som om, minutterne og sekunderne har lagt sig i en uendelighed mellem dengang og nu. Som om mit minde om filmen tilhører en anden.

Det var en anden, der så Terrence Malicks film om Stillehavskrigen dengang. Teenagepigen havde en helt anden oplevelse af, hvad filmen forsøgte at fortælle, end jeg havde, da jeg for nyligt genså den i forbindelse med en visning i Cinemateket.

Kunstfilmsbiografen kører et tema i denne og næste måned om den mytiske instruktør, kendt for at nægte at være kendt og for sine drømmende, filosofisk og indimellem forvirrende indadvendte film om den menneskelige eksistens.

Det hele fanget af fotograf Emmanuel Lubezki i billeder af natur og lys, af teknologi og mennesker, der sætter spørgsmålstegn ved dem selv og deres plads i verden.

 Sandheden forstår teenagere
Dengang følte teenageren, at ’Den tynde røde linje’ måtte rumme en sandhed om, hvad krigen i virkeligheden var. Som om hun med sine dengang stadig uskyldig og spørgende øjne stirrede direkte ind i krigens mørke hjerte og lærte den at kende ved at betragte den.

Filmen har ikke nogen mærkbar holdning til krigen, ved jeg i dag. Den er ikke som en antikrigsfilm om Vietnam-krigen, der hader den systemiske uretfærdighed, eller de patriotiske film fra 1990’erne sat under 2. Verdenskrig, hvor gode og modige amerikanere kæmper mod ondskabens regime.

I stedet er Malicks film tusindfold kærlighed til de mange soldater, der frygter døden og kæmper for livet. Den er filosofisk undren over livet, naturens natur og vores eksistentielle, besværlige plads midt i det hele.

På den måde er filmen både åbent spørgende som en teenager og klog som en filosof.

Stemmehavet
Malicks film har ikke en tydelig hovedperson, men skifter i stedet perspektiv mellem flere soldater, der skal erobre en bakke i japanske hænder. Meget i stil med Terrence Malicks andre film (Badlands, Three of Life) findes de fleste af ’Den tynde røde linjes’ replikker som hviskende, spørgende voice-overs.

En ung mand, der hviskende taler om at elske så meget med sin kone, at han til sidst ikke kan kende forskel på sin egen og hendes krop.

En anden tænker over, om menneskeheden i virkeligheden har én samlet sjæl. At alle ansigter, han ser, måske er den samme.

En anden taler tungt og vredt om ikke at blive set af de andre, om manglende anerkendelse og det hul i selvet, det fører med sig.

Fordi personskildringerne ikke er dybe på en udtømmende måde, men nærmere ser karaktererne som symbol på forskellige standpunkter til, hvordan det er at være menneske, virker det som om, at filmen igennem sit stemmekor egentlig er mikrofonholder for hele menneskeheden.

Der findes ikke nogen sum, kun detaljer
For en 16-årig er krig en ubegribelighed, et mærkværdigt faktum, som findes i den verden, man forsøger at forstå nok til, at man til sidst kan føle, man er en del af den. Krigen ser man som alt andet: Som noget nyt. Derfor kan man stille et ret naivt spørgsmål til, hvorfor den i det hele taget findes.

For en voksen er krigen en kendsgerning. Man ved, at den har været her til alle tider og vil formodentlig være her fortsat. Det giver ikke mening at stille spørgsmålet, for man ved, at maskineriet bag den er for tungt til, at det kan stoppes i tide.

Den har ophav i, at vi mennesker er gode til at lukke øjnene for andres menneskelighed. De bliver til genstande, så vi kan dræbe dem.

Terrence Malicks film er så rystende, fordi den virker til at være ude i stand til at glemme menneskeligheden samtidig med, at den viser os, at vi er det. Den er teenager, og den er filosof.

Tom Hanks med trompet
Terrence Malicks ’den Tynde Røde Linje’ udkom i 1998, et halvt år senere gjorde en anden, meget dyr krigsfilm – ’Saving Private Ryan’.

I den patriotiske, trompetgjaldende Tom Hanks-film er soldaterne først og fremmest modløse, men retfærdige helte. De kæmper modigt for fædrelandet, lærer af deres anstrengelser og bliver til større mennesker af krigens ilddåb, hvis de da overlever den.

Filmen gjorde det muligt for Spielberg at hive sin Oscar hjem, en Oscar, som også Malick var nomineret til at få.

Malicks film er langt mere tvetydig.

Filmen er til forskel fra Stephen Spielbergs et navlepillende studie i at være menneske – rummer vi tro, håbløshed, kærlighed, frygt, uskyld? Står vi op for det vi tror på, eller vælger vi den nemme udvej og tror på dét, vi tilfældigvis står i?

Jeg aner det ikke. Men det var en stor oplevelse af se den i Cinemateket. Hans Zimmers musik får lov til at fylde billederne ud, der skiftevis er grufulde, men mest overvældende og insisterende smukke.

Cinemateket er din ven
Cinemateket havde inviteret USA-forsker Thomas Ærvold Bjerre til at give et oplæg om filmens tilblivelse og kulturelle baggrund, inden vi blev lukket ind i Malicks lysende og mørke krigens hjerte.

Det gav en helt anden nøgle til forståelse af, hvordan man kan tilgå Malicks indadvendte mesterværk.

Jeg fortryder aldrig, når jeg har valgt at se en klassiker i Cinemateket.

Det tilføjer endnu mere til oplevelsen, at et klogt og fortællelystens menneske tager publikum i hånden inden og agerer guide ind i filmens univers.

Cinemateket har i juli og august et Malick-tema ’Sjælens mørke nat.’ Du kan endnu nå at se ’the Thin Red Line’ i Cinemateket den 1. august eller nogle af de mange andre Malick-visninger. Dem kan du læse mere om her.