Rachel er sent på den. Igen. Hun skulle have stillet alarmen, men glemte det og snegler sig nu gennem morgentrafikken. ”Kom nu! Kan du ikke se, der er grønt?”, vrisser hun ad pickuptrucken foran sig. Hun dytter hårdt og længe og ryster opgivende på hovedet, da hun overhaler den store bil. Dét skulle hun aldrig have gjort.

’Unhinged’s handling er baseret på et enkelt fænomen, der, ifølge thrillerens hektiske åbningssekvens, er under heftigt fremtog i USA. Med klip fra virkelige hændelser af trafik-galskaben, kaldet road-rage, introduceres man til den ærkeamerikanske tendens, der hvert år koster hundredevis livet.

Folk med ulmende psykologiske problemer kan nemlig pludseligt se rødt, hvis de udsættes for et lidt for intenst dyt eller et frækt vejbaneskift. Og netop road-rage er, hvad den travle Rachel (Caren Pistorius) med et enkelt dyt kommer til at vække i Russell Crowe.

Fejlplaceret hævn
Crowes karakter nævnes aldrig ved navn. Hans identitet uddybes kun i få glimt, der afslører, at han, som Rachel, har været gennem en skilsmisse og i den forbindelse føler sig gevaldigt trådt på.

Da Rachel dytter af Crowe, har han kort tid forinden haft en heftig udveksling med sin ekskone og hendes nye mand. Efter deres intense møde har Crowe kort sagt dårligt noget tilbage at leve for, og Rachels uhøflighed er dråben, der får bærret til at flyde over for den pressede mand. Det eneste, som betyder noget for ham nu, er, at få hævn over Rachels uforskammede opførsel.

Det får ham til at drøne efter hende dagen lang i trafikken.

Og i netop dét – den pludselige irrationelle umenneskelighed, der kan ramme tilfældige forbipasserende – ligger ’Unhinged’ største styrke. For er der noget mere skræmmende og realistisk end ondskab, der uden grund rammer dig og dine kære?

Tilfældig stranger-danger
Manuskriptforfatter Carl Ellsworth (’Buffy the Vampire Slayer’) og den tyske, forholdsvis ukendte instruktør, Derrick Borte, læner sig, med ’Unhinged’s psykologiske horror-element, op ad stranger-danger-fænomenet, som inden for gyserfilm dikterer, at alle fremmede potentielt kan være farlige.

Selvom ’Unhinged’s spændingsniveau og kunstneriske finesse langt fra er i nærheden af home invasion-perler som ’The Strangers’ og ’Funny Games’, som også gør brug af stranger-danger, skal der ikke meget til, førend man kan se, hvor filmens paranoia og uprovokerede vold har hjemme.

Og med blik på de sidste måneders corona-mistro til vores medmennesker og frygt for tilfældigvis at krydse veje med et individ, der potentielt kunne udgøre en trussel gennem smittefare, rummer ’Unhinged’ skræk for ”en tilfældig morder blandt os” interessant stof til forskræmt eftertanke.

Ikke nok bump på vejen
Det bliver dog en smule trivielt at høre Crowes prædiken om, hvor uhøfligt Rachel har behandlet ham, hvordan den unge generation ikke har nogen pli i trafikken, og hvordan hun – hvis hun nu bare havde sagt undskyld noget tidligere – kunne have slippet med en advarsel.

Pistorius gør et flot arbejde med at spille op imod den skummende Crowe, der primært har kontakt med hende gennem bilruden. Det er på sin vis en smule ærligt, for den unge skuespillerinde kan tydeligvis bære at stå ansigt til ansigt med en af Hollywoods største navne. Det meste af tiden bruger Pistorius dog inde i sin bil, der, efterhånden som den tørner sammen med pickuptrucken, bliver mere og mere medtaget.

Biljagtssekvenserne, som primært er udført med rigtige stunts og elegant brug af nedtonede computereffekter, gør det heller ikke svært at tro, at de to chauffører går i clinch med hinanden med livet som indsats.

’Unhinged’ leverer ikke nogle nyskabende bilstunts, men det er alligevel en fornøjelse at se imponerende stunt-kørsel og veludførte eksplosioner, der snildt kunne være ’Fast and the Furious’ eller ’Mad Max’-universet værdigt.

Og selvom ’Unhinged’ langt hen ad vejen er ganske forudsigelig, vil jeg da ærligt indrømme, at jeg var glad for, at jeg skulle med det offentlige og ikke skulle køre hjem fra biografen. Man ved jo aldrig, hvem man kunne møde i trafikken.