The Crazies
3 ud af 6 stjerner
Åh ja. Hvad er mere idyllisk end en lilleby i det amerikanske midtvesten. Til tonerne fra the All american Johnny Cash og hans fortolkning af klassikeren ”We´ll meet again”, er kameraturen langs den lille hovedgade et studie i lykken americana style.
De første uheldssvangre tegn får byens sherif David Dutton(Timothy Olyphant) da han sammen med sin kollega overværer forårets første kamp på byens baseballstadion. Spillet afbrydes nemlig da byens tørlagte dranker tropper op med et ladt haglgevær. I den tro at manden er fuld og utilregnelig ender David med at skyde ham. Samtidig oplever hans kone Judy(Radha Mitchell) at en af hende mandlige patienter opfører sig mærkeligt og da denne senere på aften brænder sit hus af efter at have låst kone og barn inde, er faktoren for undren og uhygge allerede godt op i det gule felt. For vores kære sherif bliver førstnævnte undren kun større, da den anholdte mand langsomt men sikkert bliver ustabil psykisk såvel som fysisk. Da nogle jægere finder resterne af en pilot og et militærfly i den nærliggende flod adderes en snigende mistanke til den snarrådige Sherifs fornemmelser. For hvorfor har ingen myndigheder oplyst dem om det nedstyrtede fly og hvorfor er den anholdte mand ikke for længst blevet hentet og bragt til det nærmeste fængsel.
The Crazies er som mange andre gyserfilm disse dage ådsler, der lever af fortidens store eller mindre store kultklassikere. George A. Romero, der er mest kendt for sine zombiefilm, fokuserede i sin oprindelige film på den simple uhyggelige tanke: hvad nu hvis din nabo blev sindssyg og gik amok. En tanke der som med alle gode gys kan læses allegorisk. Således forsøger Breck Eisner sig også i sin genindspilning, men udover nabofrygten tilføjes et konspiratorisk element, hvor staten i vanlig stil er kynismen selv.
Selve historien i The Crazies er så lige, som den landevej vores par flygter af i store dele af filmen. Grunden til at filmen er seværdig også for folk der ikke er fan af genren, er i den håndfulde scener, hvor hovedpersonerne konfronteres med de ”sindsyge”. Her udnyttes genrens chok, dobbelt chok, suspense og detaljer i lys- og lydsætning i korrekt afmålte doser. Uhyggen får tilmed et ekstra nøk opad idet at tilforladelige dagligdags redskaber og rum bruges kreativt. Som da David og de andre fanges i en bilvask, der inkluderer mere end den sædvanlige voksbehandling. Eller da sheriffen tidligt i filmen besøger den lokale retsmediciner og i stedet kommer i nærkontakt med en af hans meget roterende kødsave. I disse øjeblikke lever gyset nok til at denne anmelder mærkede gysets gribende underholdning.