Lykken er svær, men håbet er højt, når Dev Patel løber gennem det victorianske England med sin farvestrålende høje hat og højtflyvende idéer. Jeg er henrykt, og jeg vil have mere.

En film baseret på en Charles Dickens roman? Det er uden tvivl ikke første gang, du har set det.

Der er et rigt udbud af filmatiseringer af klassisk litteratur derude – om du er til Austen, Fitzgerald eller King.

Ligeså er det gået med Dickens’ historie om David Copperfield, som efter flere bud på filmmanuskripter, end jeg kan remse op her, har fået en 2020-behandling.

Og om du er en hengiven fan af forfatteren bag, eller om du falder i søvn halvvejs gennem hans bøger, så er der grund til at se ’The Personal History of David Copperfield’.

Fra da jeg satte mig i sædet, blev jeg lukket ind i et historisk tilbageblik, der sjældent har været så farverigt.

Nej, han er ikke tryllekunster

Hvis man ikke kender til Charles Dickens værker, burde jeg måske lige opklare sagen for forvirrede læsere: Dette er ikke en film baseret på en rigtig historie. Den omhandler ikke den amerikanske illusionist, der er navnebror til Copperfield.

David Copperfield er en fiktiv karakter præsenteret i romanen af samme navn, som første gang blev udgivet i 1849.

Og her er der ét men, for man kan til dels sige, at denne filmatisering er baseret på en sand historie. I det mindste kan man gå så langt at sige, at romanen er selvbiografisk, idet mange af hovedkarakterens oplevelser er baseret på Dickens eget liv.

Kort sagt vokser David Copperfield, spillet af Dev Patel, op hos en enlig mor og hans barnepige.

Det er en idyl, men den er kortvarig.

En klassisk ond stedfar (Darren Boyd), og den nok endnu ondere søster til førnævnte (Gwendoline Christie) skaber den første af mange storme i Copperfields liv, og derved starter hans store eventyr.

Det kommer måske ikke naturligt at tro, at en historie om en overdøvende ulykkelig ung mand, der sætter fokus på børnemishandling og mislykket kærlighed, kan være så håbefuld. Og så ualmindeligt sjov derudover.

Ja, de er ikke alle sammen hvide!

På rollelisten kan man også finde Hugh Laurie, en genganger indenfor britisk komedie, og Tilda Swinton og Peter Capaldi, som alle bidrager med deres egne mærkværdigheder.

Men, med al respekt for dem, har de svært ved at kunne leve op til den glans hovedrolleindehaveren bringer til lærredet.

Dev Patel kender man måske fra hans gennembrudsrolle i ’Slumdog Millionaire’, eller i nyere tid den biografiske ’Lion’, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det på tide, at han bliver et household name.

Der er noget så charmerende over hans kejtede løben i græsset, stærke optimisme og desuden brede udvalg af farverige høje hatte.

Og ja, der fandtes altså ikke-hvide personer i 1800-tallet.

At de er så utroligt underrepræsenteret i størstedelen af historiske fremstillinger er, i min ydmyge mening, en skændsel.

I filmen får diversiteten lov til at leve i bedste velgående, og personer der ikke er hvide har tredimensionelle roller i stedet for de stereotypiske skildringer, de desværre tit lider under i dramaer som denne.

Det må da også være på tide.

’The Personal History of David Copperfield’ er fjollet, højtflyvende og hurtig i tempo. Men når disse kvaliteter spiller sammen på den rigtige måde, som her, så er det noget nær en magisk oplevelse.

Den klassiske historie har fået pustet liv i sig med kantede portrætter af allerede kantede karakterer, nydelige overgange og et håb, der trods utallige slag aldrig helt bliver slukket.

Så put dog Dev Patel i alle film fremover, tak.