Instruktøren bag ’Shoplifters’ er tilbage med et rasende charmerende og vittigt komediedrama. Filmen er en mange facetteret beretning om, hvordan fortidens spøgelser kan skygge for nutidens lykke, når en mor udgiver sit omdiskuteret memoirer.
Den lille familie bugter sig igennem en efterårshave, der leder op til huset, hvor barnets mormor bor. Datteren udbryder begejstret, at det smukke hvide gamle hus ligner et slot. Faren istemmer ivrigt. Det er sandt, siger moren, men lige bagved ligger der et fængsel. Jo tættere, hun kommer på sin mors hjem, jo mere ligner hun en, der er på vej til skafottet.
Japanske Hirokazu Kore-eda betræder med ’Sandheden’ bogstaveligt talt nyt geografisk territorie. Han har byttet sit filmisk velbevandrede hjemland ud med Frankrig, mere præcist Paris. Men tematisk kredser han atter om det universelle tema: Familien.
Erindringer uden sandhed
Skuespillerinden Fabienne Dangeville (Catherine Deneuve) er en beundret diva, der behandles og ter sig som en dronning. Ligesom filmen foregår om efteråret, befinder hun sig også i sit livs sensommer, hvilket mærkes ved at hukommelsen svigter. Udgivelsen af hendes erindringer er anledningen for datteren visit. Datteren Lumir (Juliette Binoche) arbejder som manuskriptforfatter og bor i New York sammen med sin familie.
Sin livshistorie har Fabienne givet titlen ’Sandheden’. Lumir er rasende, for hun mener ikke, den indeholder ET sandt ord. Hvortil hendes mor svarer ”Den nøgne sandhed er uinteressant”.
Kort inde i besøget siger Fabiennes assistent igennem fyrre år pludselig op. Han er såret og vred over ikke at være nævnt i hendes memoirer. Lumir påtager sig nu rollen som assistent, og besøget hos moren bliver noget anderledes end forventet.
Upålidelige minder
Fabiennes memoirer fungerer som katalysator for filmens centrale tema: Sandhed i erindringen af fortiden. ”Man kan ikke stole på sine minder” ytres gentagne gange igennem filmen. Vi ser det igennem Lumir, som altid har opfattet sin mor som fraværende og ligeglad, og Fabienne har omvendt altid oplevet sin datter som afvisende.
Filmen viser skarpt og nuanceret, hvordan vi klynger os til forestillinger om vores fortid. Hvordan vi ud fra dem skaber vores egen sandhed om det forgangne, og hvordan den opfattelse er med til at forme vores fremtid.
Barnets rene blik
Barnebarnet Charlotte (Clémentine Grenier) er fuld af glad nysgerrighed og stærk indlevelse. Hendes tilgang til Fabienne, som hun tror har magiske kræfter, står i modsætning til de andres. Hun har kun mødt sin mormor en gang før, så hun har ingen forudindtaget holdning til hende.
Barnets blik sætter de andres opfattelse af konflikten mellem hendes mor og mormor i perspektiv, og det nuancerer tilskuerens opfattelse. Desuden tilfører det filmen et strejf af lys, eventyr og latter, som gør filmen til sin helt egen.
Vær ikke sådan en prinsesse
Instruktørens milde tilgang oplever man også i skildringen af relationen mellem Fabienne og Lumir. Der er ingen dramatiske skænderier, hvor tallerkner smadres, og meget få tårer flyder igennem historiens udvikling. I stedet flyver spydigheder ladet med sarkasme og humor frem og tilbage.
Deres ytringer kan enten bryde den anden ned eller bygge op. Alt sammen skrevet og spillet med elegance, lune og vid. Som da Fabienne beder om datterens medfølelse, efter at være faldet under en optagelse: ”Har du ikke noget is? ”, og Lumir svarer ”Vær ikke sådan en prinsesse”.
I en til tider ubehagelig kynisk tid er det er så uendelig befriende, at Hirokazu Kore-eda igennem sine karakterer viser kærlighedens magt i relationer. Han tror på det gode i dem uden at forskønne eller skildre dem som entydigt gode eller onde.
Da filmens personer forsvinder ud af filmens sidste billeder, og rulleteksterne begynder, fik jeg en stærk lyst til at løfte hånden og vinke farvel, og ønske dem alt godt.
