Der er dømt klassisk 90’er domstolsdrama, når den moralske kamp mellem et humanistisk oprør og den amerikanske stat udfoldes. Aldrig har en retssagsfilm ramt så hårdt i mit aktivist-hjerte.

Staten indkalder unge mænd til Vietnam-krigen, og en stor ungdomsbevægelse beslutter, at nok er nok. Uskyldige liv føres i krig, og et stigende tal dikterer de faldne dag fra dag.

Filmen foregår i 1968, hvor mange fredelige demonstration er blevet udryddet. Rob F. Kennedy og Martin Luther King Jr. er begge myrdet, og Chicago er på randen af et civilt sammenbrud.

Der er mange lag at tage fat på. Seeren introduceres til fire-fem forskellige grupper af politiske mennesker, hvis bevæggrunde udpensles over filmens to timer.

Abbie Hoffman (Sacha Baron Cohen) står i spidsen for yuppierne med hash og blomster i favnen.

Tom Hayden (Eddie Redmayne) er en militærnægter med en mere akademisk baggrund og fremtoning.

De skal bevise deres uskyld overfor en semi-partisk anklager i Richard Schultz (Joseph Gordon-Levitt), der om noget fremviser empati for de forskellige grupperingerne trods sin politiske position.

Det er ret forvirrende i starten, men man får hurtigt en forståelse for, at disse mennesker har samme agenda. At stoppe krigen i Vietnam, få de amerikanske tropper hjem og skabe generel retfærdighed for alle mennesker.

”Politiske retssager findes ikke”

I retssagen er flere personer anklaget for at konspirere til oprør mod politiet, men som filmen udfolder sig, bliver man løbende præsenteret for deres uskyld.

I en bestemt scene, der leder op til et voldsomt sammenstød mellem politiet og oprørerne, ser man hvordan oprører bliver tæsket af politimænd i fuld udrustning. Der klippes til en tale (i klassisk stand-up regi), hvor Abbie Hoffman (Sacha Baron Cohen) spytter i had, i takt med at fortællingen spilles ud.

Det er så dybt forfærdeligt, at jeg sidder med tårer i øjenkrogen.

Selvom alvoren er reel, så er stemningen indhyllet af humor og sarkasme, især fra Sascha Baron Cohen, der direkte stjæler spotlyset fra resten af det meget kompetente cast.

Netflix’ bedste originale film

En time efter rulleteksterne sidder jeg stadig lamslået. For filmen formår med alle greb at gøre mig rørt, vred og stærkt partisk i kølvandet på en sag om grundlæggende menneskerettigheder i en retssag fra 1960’erne.

Det er langt fra en for voldsom hæder at give filmen, at kalde den Netflix’ bedste originale film. Netflix er nærmest notorisk kendt for at lave utroligt dårlige film, hvorimod serier får lov til at blomstre i kritikerros. Men filmen understreger netop med sin stærke dialog og meget aktuelle fortælling, hvorfor dén er den bedste Netflix’ original-film til dato.

’The Trial of the Chicago 7’ er en film, der kommer på det rette tidspunkt. Om at tage kampen op imod det uretfærdige, og hvor langt vi skal gå for at kræve grundlæggende rettigheder.