2020-heksene gør som så mange andre film og følger i sporet på en kultklassiker. Reglerne er slørede, karaktererne er flygtige, men jeg er så pokkers underholdt.

Alt ligner sig selv, når instruktør Zoe Lister-Jones og producer Jason Blum giver sig i kast med at genopleve den kitschede 90’er-heksefilm ’The Craft’.

Hovedpersonen Lily (Cailee Spaeny) flytter til en ny skole, hvor hun går tre unge hekse i møde, og sammen begynder de at udforske magi og de kræfter, de kan opnå i fællesskab. Reglerne og relationerne i deres nye verden kommer dog med deres udfordringer.

Ligeledes glædes jeg over nyfortolkningen, på trods af dens fejl.

Remake eller sequel?

Promoveringen for ’The Craft: Legacy’ har, ligesom filmen selv, efterladt mange forvirrede. Faktisk tydede meget på, at den ville været et reboot af den originale film, og derved følge mere eller mindre samme handlingsforløb.

Og det gør den langt hen ad vejen, men nej, det er ikke et reboot. I en tid, hvor reboots er mange, men kvaliteten faldende, så er det sød musik i mine ører.

Men af alle de efterfølgere derude, var den her ikke lige forventet. Selvom originalen sluttede med mange muligheder for at bygge videre på fortællingen, så er over et årti gået, og ’The Craft’ kan stadig betegnes som en nichefilm.

Hvad vi fik dette år burde ikke sammenlignes med originalen, i hvert fald ikke på andet end et nostalgisk plan. ’The Craft: Legacy’ hylder den originale historie på egen vis med mange bump på vejen.

Nyt blod

Hvad jeg sidder tilbage og elsker ved en sequel som den her, er at den formår at tage fat i noget, der altid har været omdiskuteret i den originale fortælling. Begge film spiller på forholdet, de fire unge piger har til hinanden.

Det er dog en tydelig forskel på, hvordan de to venskabsgrupper fremstilles, og det er utrolig forfriskende at finde en ny kvindefortælling, hvor både spydigheder og sammenhold virker ægte og håndgribeligt, selv med magi som faktor.

Så hvor er det dog ærgerligt, at de tre andre hekse i gruppen ikke får tildelt samme skærmtid eller dybde som vores hovedperson.

Særligt Gideon Adlon, i rollen som Frankie, fangede tidligere min opmærksomhed i den dystopiske Netflix-serie ’The Society’, og komedien Blockers. Hun beviser endnu engang sit værd på trods af hvor lidt hun har at arbejde med.

De unge skuespillere har talent, så det driver, og jeg ville ønske, at ’The Craft: Legacy’ gav dem mere tid til at udforske deres roller.

Måske er en franchise ikke for meget at spørge om?

”Det er da ham fra The X-files”

Hvis man ikke selv er fan af den originale heksefilm, må man sige, at et ikonisk navn som David Duchovny kan få trukket publikum til sig.

Og genren er klart i hans boldgade, om end han må nøjes med en rolle, der virker en anelse undervældende, som Lilys nye stedfar.

Faktisk giver hans medvirken i filmen ikke megen mening før den tredje og utroligt overdramatiske akt, som kun spredte et stort grineflip i biografsalen.

Duchovny er filmens største plothul, men ikke det eneste. For hvad med hovedpersonens mystiske brødre? Og hvad med de mange regler for heksenes magi, der gang på gang bliver brudt? Føles det ikke som om noget af manuskriptet mangler?

På trods af plothuller, der kan tælles på to hænder, hylder den som sequel sin forgænger, samtidig med at den går helt ind til benet på temaer som kvindevenskab, magt og queerness, som den originale hentydede til.

Og brugen af spirende nye talenter og skønheden i dens omgivelser sikrer den sig som en lovende, nutidig ungdomsfilm. Selv også når man ruller øjne af den.

’The Craft: Legacy’ er langtfra en perfekt efterfølger. Men hvem har da også sagt, at den skal være perfekt?