Hiphop-musiker uden at bande, betjent i rumvæsenpolitiet, kærlighedsguru og redder af en sygdomsbefængt verden – Will Smith kan det hele, og det er på tide, at han får den anerkendelse, han fortjener.

Forestil dig en buttet og krølhåret baby, der lige har lært at stå og gå og som hører start-tonerne til, hvad der vil ende som en af de mest hjertenære sange for hende. ‘Men In Black’ af Will Smith spiller og babyen danser for første gang.

Godt nok består dansen af hurtige ryk op og ned med kroppen, men stadig.

Grundlaget for en livslang kærlighed til Will Smith er hermed lagt.

Den friske prins udvider sit kongerige

Når der bliver snakket om Will Smith, vil de fleste nok tænke på ham som Mike Lowrey i ‘Bad Boys’, men mange glemmer, at han faktisk debuterede i Hollywood som rapper sammen med DJ Jazzy Jeff (måske bedre kendt som Jazz fra ‘Rap Fyr i LA’, der bliver kastet ud af huset af onkel Phil).

Sammen lavede Will Smith og Jazzy Jeff, hvad der blev kaldt for “radio-venlige” sange, fordi de, i modsætning til mange andre rappere i den tid, ikke brugte bandeord.

Nogle ville sige, at netop dét gør musikken dårlig, men de vandt en Grammy Award i rap-kategorien for ‘Summertime’ i 1988, så den mening skal måske genovervejes.

Det var musikken, der fangede Hollywoods opmærksomhed og gav Will Smith sit eget tv-program i 1990. En frisk prins fra West Philadelphia bliver sendt til Bel-Air for at bo med sin onkel og moster, men alle kender vel teksten til introsangen, så der er ingen grund til et længere resumé.

Selv mænd i sorte jakkesæt kan ikke få dig til at glemme det her

Min første oplevelse med Will Smith var hans rolle som Agent J i ‘Men In Black’ fra 1997. Sammen med Tommy Lee Jones skulle han holde orden i Jordens rumvæsenbefolkning, hvilket nok lyder lige så svært at gøre, som det fremstår af filmen.

‘Men In Black’ åbnede en hel ny verden for mig (udover verdenen med rumvæsner i filmen). Der blev sat ansigt på stemmen fra titelsangen, som Will Smith lavede til filmen, og jeg blev introduceret til hans komiske og sympatiske personlighed.

Personlighedstræk, som han umiddelbart tager med sig i alle hans roller, og som specielt gør hans præstation i ‘Men In Black’ til noget specielt og mindeværdigt.

Hans spydige kommentarer og flabethed under en løbejagt efter en kriminel, som viser sig at være et rumvæsen, er et godt eksempel på den autencitet, Will Smith bringer til rollen. 

Det gør det nemt som seer at leve sig ind i oplevelsen, som Agent J har, mens han opdager alle universets hemmeligheder. Jeg har i hvert fald i dag meget svært ved ikke at tænke på, om metroen bliver spist af en kæmpe orm (en kærlig tanke til ormen i ‘Men In Black II’ fra 2002).

Kærlighedsguruen med uheld i kærlighed

Mand møder kvinde. Kvinde lægger ikke mærke til mand, fordi han er akavet og kejtet. Ind kommer Hitch.

Will Smith skruer op for charmen i ‘Hitch’ fra 2005, hvor han coacher mænd i at få drømmekvinden. Hans identitet er fortrolig, og dér kommer Cocio-baben Eva Mendes’ rolle som journalist med ind i spillet.

I rollen som Hitch formår Will Smith ikke kun at være sit karismatiske selv, men også at tilføje et ekstra lag, der viser, at alle er menneskelige og alle er kejtede. Jeg tænker selvfølgelig på scenen med skaldyr og en lille allergisk reaktion.

‘Hitch’ er en hjertevarm og glad film, som, på trods af Eva Mendes og Kevin James’ præstationer, ikke ville være det samme uden Will Smith.

Hans rolle og tilstedeværelse i filmen er så mærkbar, at en handling så triviel som “mand søger kvinde” bliver markant bedre.

For ikke at snakke om den ikoniske dansescene i slutningen (som også bliver hyldet i slutningen af ‘Aladdin’ fra 2019).

Legenden redder verden

Med ‘I Am Legend’ fra 2007 får Will Smith vist sin dybde og det faktum, at han kan mere end bare sjov og spydig.

En kur mod kræft viser sig at gøre mennesker til en form for vampyrer, og den eneste, der kan finde en kur, er Will Smith. Og hans hund, selvfølgelig.

Og ja, jeg er bevidst om ironien ved, at det er en film om en sygdom, der har lukket hele verden ned.

Størstedelen af filmen består af kun Will Smith og hans hund, og hvis dét ikke siger nok om mandens evner til at bære en film, så ved jeg ikke, hvad der ellers skal til.

Hans præstation i ‘I Am Legend’ er detaljeret og finpudset på sådan en måde, at man hverken keder sig under hans ture rundt i New York eller kan forudse filmens handling (et kæmpe plus for en ivrig filmseer).

Han gør det så godt, at man kan mærke hans desperation og ensomhed gennem skærmen, når han står og snakker til en mannequin i en gammel Blockbuster efter flere år som eneste menneske på Manhattan.

Sagt på en anden måde: Han gør det så godt, at jeg bliver ved med at vende tilbage til den film på trods af, at den skræmmer mig helt vildt og gav mig mareridt første gang, jeg så den.

Prinsen bliver til en konge

Jeg er ikke den eneste, der er kæmpe fan af Will Smith. Rapper Joyner Lucas udgav i år en hyldest-sang med en musikvideo, hvor han genskaber scener fra Will Smiths filmkarriere.

Will Smith hørte så sangen og udgav derefter et remix af den, hvor han har et mini comeback med sit eget vers.

For mig er filmene, som jeg har nævnt her, eksempler på Will Smith i sit es. Han er ikke kun en rapkæftet prins eller cool politibetjent, der jagter damer og kriminelle. 

Han er så meget mere, hvilket ‘The Pursuit of Happyness’ fra 2006 også er et eksempel på, men fordi det er min artikel, så valgte jeg ikke at skrive om den. Du kan til gengæld lytte til vores podcast om arbejdsløshed, hvor vi snakker mere om netop den film (skamløst plug).

En dag vil jeg nok sende Will Smith klippet af mig som baby, der danser til hans sang. Indtil da vil jeg sætte mig og gense ‘Men In Black’ og dagdrømme om endelig at kunne møde manden, der dannede soundtracket til min barndom.