Netflix byder på intriger i massevis med en anerkendt moderne thrillerroman. Desværre efterlader overgangen til skærmen ikke meget andet end en dårlig smag i munden.

Når et værk sammenlignes med ’Gone Girl’, en forunderlig spydig film og roman, der formår at få mig til elske og hade hovedkaraktererne på én og samme vis, så må jeg indrømme, at mine forventninger er høje.

Og netop det er tilfældet med miniserien ’Behind Her Eyes’, baseret på Sarah Pinboroughs roman af samme navn, rost som en af de bedste psykologiske thrillere i nyere tid.

Så hvad, kan høje forventninger kun føre til skuffelse? Nej, det er langtfra altid tilfældet. Men her er det.

Mr. Perfect (not)

Vi følger singlemoren Louise (Simona Brown, ’Kiss Me First’), da hun en skæbnesvanger aften støder på David (Tom Bateman, ’Murder on the Orient Express’), et møde, der hurtigt bliver lidt mere end venligt.

Der er dog bare det problem, at han er hendes nye chef. Og han er gift. Og hvis det ikke var nok, så er Louise pludselig også blevet venner med konen, Adele (Eve Hewson, ’Bridge of Spies’). Sikke et rod.

Ihærdigt prøver hun at adskille de to forhold, hun nu befinder sig i. Ved første øjekast virker konen utrolig ensom, mens manden er et skår, hun ikke kan holde sig fra… eller, det er nok det, som serien vil have dig til at tro.

Den hengivne hustru Adele er både elegant og hemmelighedsfuld, og skuespillerinderne har en pirrende kemi omringet af mystik. I midten er manden, de begge vil have.

At de begge brænder for en partner omkring så interessant som tre uger gammelt toastbrød, det er så noget andet.

Længe siden er det, at jeg har oplevet så kedelig en karakter. Og det er svært at tro på den livlige affære med den mandlige parts intetsigende smil og kærlighedserklæringer strippet for al følelse.

Endnu en gang er to ellers uhyre interessante kvinder offer for Mr. Perfect. Den trope burde vist have døet for længst.

Gisp, gab

Hvis man undlader at sætte spørgsmålstegn ved den mandlige karakter, så er dramaet i ’Behind Her Eyes’ egentlig gribende nok.

Der er en fare, der lurer bag overfladen på det ellers perfekte ægteskab, og mens de langsomt hiver den naive Louise ind, giver hemmelighederne en lyst til at løse mysteriet, på trods af enkelte grinagtige øjeblikke.

Den unge mor døjer med søvnproblemer (som aldrig rigtig bliver forklaret), og hendes nye slyngveninde beslutter sig for at hjælpe hende.

Mareridtsscenerne gør, hvad de skal, men hvad der er af special effects bliver ærgerligt nok hurtigt for platte til at være uhyggelige.

Marmorkugler ruller på gulvet, en gang beklædt i rødt lys, vægge, der vrider sig – vi ser det igen og igen, men hvad betyder det?

Dit gæt er så godt som mit.

#WTFThatEnding

Er ‘Behind Her Eyes’ blot endnu en ’Gone Girl’? Ikke med min gode vilje, for det ville være en skændsel for både historiens ikoniske afsløringer og Amy Dunnes skræmmende charme.

Der var et lille håb forude med romanens berygtede plottwist, #WTFThatEnding, der blev brugt til at reklamere bogen. Og wtf må man sige.

Forestil dig, at ’Pride & Prejudice’s Mr. Darcy faktisk afsløres i at være en tidsrejsende robot – så giver det dig nok en idé om, hvad du går ind til.

Var den chokerende? Meget. Men også usammenhængende med resten af historien, utroligt irriterende og faktisk decideret fornærmende.

’Behind Her Eyes’ er en thriller, der ikke rigtig er en thriller, for intrigerne afsløres for nemt, og forfatteren virker mere forvirret over sin egen historie end noget andet.

I løbet af kun seks afsnit sidder jeg træt med nedslidte nerver og en dårlig smag i munden. Amy Dunne ville have været skuffet.