Bag bløde streger og pastelfarver gemmer sig en håndfuld kvinder og et tabubelagt spørgsmål i det indonesiske samfund: Hvorfor har de ikke fået børn?

Kosong, det indonesiske ord for ’tom’, er en passende titel for den animerede dokumentar, som har premiere på dette års VOID-festival – eller hvad?

Vi i det vestlige samfund har over tid indset, at alle familier ser forskellige ud. Døden til forventningen om den traditionelle kernefamilie har været langt undervejs, og vi lærer stadig, men langtfra hele verden ser ens ud.

Instruktørene Chonie Prysilia og Hizkia Subiyantoro har været gift i otte år uden børn. Og mens danske seere blot vil trække på skuldrende, så er det med at få børn en selvfølge i deres eget land. Så hvad gør man, når man ikke vil, eller kan, leve op til forventningerne?

Ufuldkomne kvinder

På blot lidt over en time besøger vi fem indonesiske kvinder. Alle har de det til fælles, at de ikke har børn.

Én prøver og fejler, trods presset fra sin svigerfamilie. En anden er i et lykkeligt ægteskab, hvor begge parter ikke føler sig klar til at være forældre.

Og de hjemsøges alle det samme spørgsmål: Er du gravid endnu?

Alle får det først stillet i en relativt ung alder – eller, det vil de fleste af os nok synes, når de alle allerede bliver gift før de fylder 20 år. Men det er jo traditionen.

Særligt en kvinde nævner endda hendes egne helbredsproblemer, som hun ikke endnu har fået gjort noget ved, netop på grund af frygten for, at det vil gøre hende ufrugtbar.

Filmen tager sig tid til hvert subjekts historie, hvor følelserne langsomt åbnes op. Flere af dem er til dels afskåret fra resten af samfundet, og bliver set ned på i deres sociale omgangskreds. Det virker måske ubetydeligt, men at være kendt som ”den barnløse” er et vidne om et tabu, der langtfra er brudt.

Nogle fortællinger er på grænsen til at blive repetitive; men måske er det pointen.

Den første kvinde i dokumentaren siger bittert, ”En kvinde uden børn er ufuldkommen.”

Farver og følelser

Mens lyse pastelfarver går igen i hele filmen, bruges der skiftende forskellige stile af animation til kvindernes minder.

Billeder, der kunne stamme fra en tegneserie popper op, mens en person funderer over sit manglende ønske om at føde børn. Kaotiske klatter af maling i mørke farver danner ramme om en beskrivelse af en af kvindernes mand og hans forhold til sin skizofreni.

Som instruktøren selv siger, er animationen en oplagt måde at beskytte de valgte kvinders identitet, særligt når størstedelen er ofre for omgivelsernes granskning.

Men at fortælle en så til tider hård historie som den her med nærmest drømmende billeder gør den langtfra letbenet, som man måske kunne frygte – i stedet er det kunstneriske legerum med til at give luft til de mange følelser, der er i spil.

Traditionens greb

’kOsOng’ håndterer et tabubelagt emne fra flere synsvinkler, og lader dem der tvinges til stilhed få deres stemme hørt.

Den er et rørende portræt af kvinder, der lever på vidt forskellige måder, men må høre på det samme spørgsmål igen, og igen, og igen.

”Flere børn, desto mere rigdom” er et udtryk der gentages flere gange. Men hvad hvis lægen erklærer en ufrugtbar? Hvad hvis man er i et ægteskab uden kærlighed? Hvad hvis der bare ikke er et behov for børn?

Det indonesiske samfund har arvinger i konstant fokus, og filmen giver os et indblik hos dem, der trodser forventningen, om det er med vilje eller ej. Med en feature fuld af liv og svære følelser får VOID os til at tænke på de traditioner, der har eksisteret siden tidernes morgen – og hvor hårdhændede, og vedholdende de er.

Dette er en anmeldelse af én af premiere filmene på dette års VOID International Animation Film Festival. Se hele programmet for årets online udgave af VOID her.