Netflix sender os på tour de chambre gennem hele følelsesregistreret, og viser os, at der findes mennesker, der er mere ”Crazy In Love” end Beyonce.
En eventyrlig nat starter, da Adrian møder den vilde Carla en sen aften på en bar. Men sammen med mørket, forsvinder hun på sin motorcykel. Snart skal det vise sig, at hun bor på et psykiatrisk behandlingssted. Han må nu lade sig indlægge, hvis han vil se hende igen.
Sygt forelsket
Kærligheden gør ikke kun blind, men også skør. For journalisten Adrian kan man roligt sige, at Amors pil rammer hårdere end i de flestes tilfælde.
Og netop derfor skal der åbenbart ikke nogen som helst overvejelser til. Selvfølgelig vil han da lade sig indlægge i kærlighedens navn – for en kvinde han kun har brugt en nat sammen med. Jovist, det så da ud til at være god sex, men alligevel?
Præmissen for filmen kan være svær at købe, hvis man betvivler kærlighed ved første blik. Vil man virkelig lade sig indlægge på et psykiatrisk bosted for en kvinde, man lige har mødt? Måske jeg bare ikke forstår mig på romantik.
I medgang og modvind
Det er ikke smil, der tegner sig på Carlas ansigt, da hun først ser den nye beboer. Men efter et pokerspil, får han charmeret sig ind på hende, og snart sover de sammen hver nat, og alt virker til at gå glat.
Men Carla er bipolar, og Adrian er overbevist om, at medicin er unødvendigt, hvis hun blot har viljen til at blive rask. En stormfuld nat skal det dog vise sig, at ikke alle lidelser kan holdes nede af gode intentioner. Og i en euforisk rus får Carla lyst til at svæve med vinden.
Imidlertid opstiller filmen en smuk pointe formuleret af lederen på bostedet. Hun mener, at det sværeste ved at være syg er, at raske vil have en til at opføre sig som dem.
Business or pleasure
Da Adrian flytter ind på bostedet, går han samtidigt med til at skrive en artikel om stedet set indefra. Det sker lidt tilfældigt, da redaktøren presser på for flere artikler.
At han er journalist og nu også skriver om bostedet har dog tilsyneladende intet at gøre med noget. Nej, han vil blot bo der for at være en del af Carlas liv. Eller hvad?
Man kan ikke lade være med at stille sig selv spørgsmålet: Er han forelsket eller bare på arbejde?
Med en lidt tynd præmis formår ’Crazy About Her’ ikke at leve op til den smukke fortælling, den kunne have været. For at bløde de seriøse tematikker op, er der tilsat et drys af humor. Det meste ad vejen lykkedes det, men desværre går komikken flere steder ind og skygger for en ellers rørende scene.