Paris er et glansbillede af fortiden, men også nutidens metropol. I film portrætteres byernes by med bankende hjerte – vi ser den blandt andet igennem øjnene på en nostalgisk manuskriptforfatter, en fiktiv popstjerne og en madlavende rotte.

Mens grænserne er lukket, rejser Nosferatu igennem filmens verden til savnede feriedestinationer. I denne del af artikelserien rapporterer vores udsendte Kira Kawauchi fra Paris.

Paris på film er en rejse til det poetiske og fantastiske på lige fod med de romantiserende postkort fra den populære destination.

Midnight in Paris (2011)

Owen Wilson spiller en nostalgisk manuskriptforfatter, der på magisk vis trylles tilbage til 1920’ernes Paris. ’The roaring twenties’ er i fuld gang, og vi tages med til en tid, hvor kulturen gik hånd i hånd med byens udvikling som verdensby.

Filmen er et kærlighedsbrev til byens fortid – til en periode, nogen ville kalde dets storhedstid.

Hemingway, Dali og Fitzgerald, der alle har haft en kæmpe indflydelse på litteraturen og kunsten, fungerer som biroller, der introducerer Gil Pender (Owen Wilson) til byens fantastiske kulturscener. Filmen foregår hovedsageligt i Montmartre, som er kendt for Paris’ kunstneriske nabolag og måske mest for natklubben La Moulin Rouge. Ligesom Owen Wilsons karakter, fortrylles man af fortidens glansbillede.

Cleo de 5 à 7 (1962)

Vi skruer tiden lidt frem og lander i 1960’erne, midt i den franske nouvelle vague. En filmbølge, der igennem realisme og klipning brød med tidligere filmiske regler. Vi møder en fiktiv popstjerne, der kaldes Cleo. Hun er omdrejningspunktet i en film, der handler om, hvordan det er at være kvinde i efterkrigstidens Paris. En skæbnesvanger diagnose står for døren, og Cleo må bruge to timer i uvidenhed. Som fluen på væggen følger vi Cleo gennem de parisiske gader; til indkøb af hatte og stavrende mellem de almene parisere. Vi møder dem ung som gammel, mænd og kvinder, elskere og søstre.

Cleos fortælling er ikke udelukkende fokuseret omkring hendes helbred, men også hvordan hun ser sig som kvinde af sin tid. Hun er usikker på sin egen rolle mellem sine medmennesker og bliver opvartet i hoved og røv. En udsigt til at blive dødelig syg ændrer pludseligt Cleos syn på sin selvstændighed, og hvordan hun er træt af at blive opfattet som et objekt.

Ratatouille (2007)

Fransk cuisine er nok det mest kendte køkken, man kan opspore. Det er en blanding af komplekse teknikker, originale termer og de sagnomspundne Michelin-stjerner, der skaber hypen. Det er dog ikke kun mennesker, der har lov til at udleve deres maddrømme. For gaderotten Remy (med Patton Oswalts stemme) er mad ikke kun til for at blive indtaget. Mad er en kunst i sig selv. Igen viser Pixar, hvorfor livets store spørgsmål bedst kan besvares med hjælp af animation. Ifølge Ratatouille kan nemlig både du og jeg lave mad, og selvom du er anderledes, så passer du ind et sted.

Ratatouille viser ikke udelukkende et moderne Paris. Det er en cadeau til hovedstadens alsidighed i at blande det gamle med det nye. De smukke billeder af Eiffeltårnet og nattens gadelys, der blinker som stjerner på jorden, viser Paris som turister oplever den. Musikken komplimenterer det stereotype, men rare billede af byen.