Vi befinder os ikke i det turistede London med Bobbies, Big Ben, bangers and mash – nej, vi skal en tur ned i Londons snuskede undergrund og se, hvad byen i virkeligheden har at byde på med kyndig guidance fra ingen ringere end selveste Guy Ritchie.

Mens grænserne er lukkede, rejser Nosferatu igennem filmens verden til savnede feriedestinationer. I denne del af artikelserien rapporterer vores udsendte Josephine Høgsted fra London.

Med udgangspunkt i Guy Ritchies fire London-baserede gangsterfilm kigger vi nærmere på det farverige persongalleri ’the real London’ har at byde på. Bag filmenes hårde facade males et personligt og intimt billede af et London, der både er i evig forandring, og hvis sjæl samtidig fremstår pålidelig uforanderlig.

Filmene har en udpræget britisk og humoristisk stil, med blandt andre The Clash og Oasis som det musikalske backdrop. Igennem komplicerede plots i et stærkt stiliseret miljø, følger vi excentriske og moralske små-kriminelle, der gør umoralske ting.

En (for)rygende start

Fire Jack-the-lads er på dybt vand i Ritchies første film ‘Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ fra 1998. Historien skydes i gang da Eddy (Nick Moran) går all-in i et pokerspil, styret af den hårdeste gangster i East End, Hatchet Harry (P. H. Moriarty). Han taber rub og stub.

De fire rødder har en uge til, at skaffe 500.000 pund til Harry, ellers er der blodbad. En præmis der ofte ligger til grund for plottet i Guy Ritchies film. Som altid går intet som det skal, og de må ty til lyssky metoder, og involveres med flere brogede karakterer fra den veletablerede kriminelle underverden.

Filmen introducerer os til ikoniske personligheder som Alan Ford, Jason Flemyng, Vinnie Jones & Jason Statham. Filmen har både et anerkendende nik til film som ’Get Carter’, samt en nyskabende æstetik der rummer både nostalgi, stiliseret vold og komik.

En auteur skabes

I år 2000 udkommer Guy Ritchies ”pièce de résistance” – som er hans mest populære samt højest ratede film – ’Snatch’. I denne film rammer Ritchie hovedet på sømmet, og har allerede i sin anden film en fuldendt, særlig æstetik der er helt unik og karakteristisk for ham som instruktør og manuskriptforfatter.

Den byder på et kærligt gensyn med flere skuespillere, og et indtog af nye og karismatiske folk som Benicio Del Toro, Dennis Farina, Mike Reid & Stephen Graham. Denne gang introduceres vi tilmed til en ny gruppe eksistenser, nemlig ’pikeys’, ledet an af selveste Brad Pitt, som leverer en morsom, rå og utraditionel præstation.

Her mærker man i den grad Ritchies stærke kærlighed til de mange spændende originaler man kan finde rundt omkring i det ”ægte” London. Netop derfor, er der altid gengangere, sportsstjerner og andre ikoniske britiske personligheder der pryder rollelisten i hans film.

Ritchie slår til igen

Efter nogle hårde år med flop på flop (Revolver er dog en stærkt undervurderet film), er Guy Ritchie tilbage på tronen som den britiske films bad boy ”extraordinaire” med ‘RocknRolla‘ fra 2008. Uden Madonna ved sin side, kan Ritchie på ny dykke ned i den rige kultur han kommer fra.

For første gang møder vi et nyt socialt lag i Ritchies film – nemlig de nyrige, den velstillede gangster, samt invasionen af russiske oligarker. Hjertet af filmen ligger dog stadig hos de kriminelle i middelklassen, der som sædvanlig ender som en lus mellem to negle.

Filmen har et stærkt cast, der indeholder flere store talenter som Gerard Butler (en særdeles spændende danser), Thandie Newton, Idris Elba, Mark Strong, Tom Wilkinson og Tom Hardy. Det er dog i særdeleshed Toby Kebbell der stjæler billedet som den rå og intelligente junkie-rockstar Johnny Quid.

Denne film er Ritchies kærlighedsbrev til selve byen. Vi kommer omkring mange forskellige dele af London, og for første gang er æstetikken mere moderne, og filmen byder på flere wideshots af byens mange forskellige og smukke områder og bygninger.

En rigtig gangster er en gentleman

‘The Gentlemen’ fra 2019 er, på trods af den polerede billedside, nok den mest rendyrkede gangsterfilm Ritchie har bedrevet. Her befinder vi os ikke kun blandt semi-kriminelle i middelklassen, men bevæger os op i toppen af marijuana dynastiet i London, hvor ingen ringere end Matthew McConaughey regerer.

Filmen har et sædvanligt stærkt og farverigt cast bestående af folk som Hugh Grant – en slesk og manipulerende journalist, som er Ritchies hævn over den britiske presse, Colin Farrell – som den hårdkogte men moralske boksetræner i stilede tracksuits, og Charlie Hunnam som Ray – den OCD-ramte, bakterieforskrækkede og maskingeværssvingende gangster.

I takt med, at Guy Ritchie får et stærkere greb om sin stil som instruktør, bliver alle elementer af æstetikken i hans film yderligere stiliserede og personlige. De britiske pubs er indbegrebet af old school med blandingen af materialer som træ, læder og industrielle elementer, tøjstilen er gennemført britisk om det så er hipt Adidas træningstøj eller tweed jakkesæt med tilhørende vest i ægte gentlemen stil, og volden er på én gang både brutal og elegant.

’The Gentlemen’ er et af Ritchies stærkeste manuskripter, og han har endnu engang begået en genistreg af et mesterværk.

Et komisk og kitsch kærlighedsbrev til byen over alle byer

På trods af dette forholdsvis uromantiske billede af London, gemmer der sig en kæmpe kærlighed til byen i Guy Ritchies film, som autentisk portrætterer byen – på trods af den stiliserede æstetik – og fanger ånden i den mangfoldige metropol.

London byder nemlig på nogle af verdens mest særegne mennesker, hvilket har skabt en helt særlig kultur fyldt med humor, ærlighed og originalitet. Denne ånd formår Ritchie at indkapsle med hans nærmest lyrisk legende tilgang til dialoger, hans familiære og personlige portræt af byens indbyggere, samt hans exceptionelle æstetik. London er bare federe med Guy Ritchie ved roret.