Efter ‘Justice Leauge’ fra 2017 fik en sønderrivende dårlig modtagelse, kom der rygter frem om et alternativt cut i en lukket boks et sted, og det startede hashtagget #releasethesnydercut. Nu er det blevet en realitet, men var det det værd?

Når fans sætter sig for noget – så sker det! Efter tragiske omstændigheder under filmningen af ‘Justice League’ fra 2017, måtte Zack Snyder træde væk fra projektet og ‘Avengers’-instruktøren Joss Whedon træde ind i stedet. Hvad der kom ud i den anden ende, var et Frankensteins monster af et æstetik-forvirrende CGI-helvede. 

Det har ikke været nemt at være DC-fan de sidste mange år. Med ‘Batman v Superman’, ‘Suicide Squat’, ‘Aquaman’ og ‘Justice League’ er der heller ikke meget at heppe på. (Og nej Justice League, vi har ikke glemt Supermans computer-fjernede overskæg).

Der har dog været nogle få lyspunkter. Efter min mening var ‘Man of Steel’ faktisk ikke helt så slem, som folk husker, og ‘Wonder Woman’ var reelt en god film og en skøn karakterskildring med et superhelte-værdigt soundtrack.

Efter ‘Wonder Woman’ kom der også lidt mere gejst i DC-fansene og forventningerne til superhelte kulminationen i ‘Justice League’ var høj. Men som sagt kom fansene slukørede ud af biografen med en følelse af vrede, komplet forvirring over, hvad de lige har været vidne til, og lunkne forventninger om fremtiden for DC-filmene.

I dag udkommer så Zack Snyders længeventede version af Justice League på HBO, men denne gang får vi en film hvor Zack Snyders fulde vision er blevet udlevet – og det kan mærkes. Jeg er ikke altid med på Zack Snyders dystre vogn, men lige meget om du er Snyder-fan eller ej, så kan man ikke komme udenom, at hans director’s cut fra i år, er en film, der har noget på hjerte. Den fuldender Snyders vision på en virkelig tilfredsstillende måde, så fans, I kan ånde lettet op.

Denne gang får vi et reelt plot

Filmen starter, hvor ‘Batman v Superman’ sluttede, med mordet på Superman. Hele verden sørger over tabet af deres store helt, og Bruce Wayne (Batman), som er efterladt med den skyldige følelse over Supermans død, sætter sig for at ære hans minde og samle et hold af overnaturlige mennesker, Justice League. Sammen skal de kæmpe mod den store skurk ’Steppenwulf’ som er kommet til Jorden for at finde tre bokse (“mother-boxes”), nogle våben, som har evnen til at give ejeren komplet kontrol over universet – du ved, hverdagsproblemer.

Teamet består af Ben Afflects Batman, Gal Gadots Wonder Woman, Jason Momoas Aquaman og de nye venner på blokken Ezra Millers Flash og Ray Fishers Cyborg.

I forhold til 2017-versionen, der fuldkommen ødelagde Flash og Cyborg, er begge heltes karakterudvikling i Zack Snyders udgave fra i år super tilfredsstillende og velfortjent.

Flash har endelig fået en episk scene, som gør karakteren værdig. Cyborg har også virkelig fået sin historie udvidet, og plottet giver mening nu på grund af hans tilføjede scener. Det er et kæmpe mysterie for mig, hvorfor Warner Brothers valgte at klippe så meget væk fra hans karakter i 2017. Det virker helt ude i skoven. Især fordi han baggrundshistorie er så essentiel for plottet. Nu forstår jeg også endelig meningen bag de der forpulede bokse.

Hold tungen lige i munden

‘Zack Snyder’s Justice League’ er en fire timer lang nørde-fest, og Snyders dystre og overdramatiske slow-mo stil (tænk ‘300’, ‘Suckerpunch’ og ‘Watchmen’) er skruet op til 11 her.

Men hvis du er med på det tog, så vil du elsker den her film. De fire timer er lange, men historien er værd at følge med i. De trance-agtige slowmotion-sekvenser i hver anden scene, den overdøvende følelse af Watchmen-agtig undergangsatmosfære, er faktisk meget underholdende, og den holder sgu stilen hele vejen igennem.

Det er ikke kun undergang-dystopi hele vejen igennem. Filmen har også sine lette øjeblikke. Især ved hjælp af Ezra Millers Flash, som er filmens comic-relief-karakter. Hans rolle tilføjer en ironisk selvbevidsthed til en ellers meget alvorlig film. Vittighederne er gode, og de er ikke malplacerede som i 2017-mareridtet. Tværtimod giver de noget hjerte og menneskelighed til de meget optegnede karakterer, som ellers har så meget mere at byde på.

Der er dog nogle få valg, der får mig til at rynke lidt på næsen. Som med de meget besynderlige valg af lydeffekter nogle steder. Især lyden af Steppenwulfs transporterings-stråle. Jeg forstår virkelig ikke argumentet bag den der *bweip* lyd. Det lyder som et gammelt konsol spil hvor man skal zappe ting op.

Generelt er soundtracket flere steder lidt for ”Snyder-doom-agtigt”. Det er ok at gøre situationen mere alvorlig, men Aquamans underlige scene ved en havn, hvor han smider trøjen og står midt en voldsom storm, mens Nick Caves ’There is a Kingdom’ spiller, var så besynderlig og unødvendig. Og hvorfor havde han trøjen på til at starte med? Han kommer fra havet, redder en ligegyldig statist fra en båd, hopper tilbage i havet, men skal lige nå at smide trøjen inden?

Jesus is back baby

Og så er der problemet med Henry Cavills lidt ukarismatiske Superman. Jeg ved ikke, om det er skuespillerens skyld, eller om det er mangel på karisma-givende scener, men som han er nu, burde han måske hellere bare spille ”Man”.
Superman er en svær karakter at portrættere på skærmen og han generelt også meget Jesus-optegnet, som godt kan gå lidt amok en gang i mellem (især i ‘Man of Steel’), men denne gang handler det om en reel genopstandelse (det er ikke en spoiler, det er det hele filmen handler om), hvor han svæver op i ‘kors-stillingen’ og ser ned på verden. Med vores Virgin Mary-karakter i ‘Martha’ (moren) og vores Mary Magdalene i ‘Lois Lane’, er det lidt svært at abstrahere fra. Men som sagt er Superman svær på den måde, og jeg vil gerne se bort fra de få mangler og se filmen for det den er.

‘Zack Snyder’s Justice League’ er et fan-service-spektakel og tak til Snyder for det. Jeg har intet imod fan-service, når det bliver gjort på en måde, der klæder historien, og denne her service har fået, på trods af alt, en værdig plads på hylden.