Det japanske filmstudie er synonym med mystiske væsener, overdådige omgivelser og den bedste mad, du nogensinde har set. Med disse fem anbefalinger kommer du vidt omkring i det magiske animationsunivers.

Animationsstudiet er verdenskendt for de forunderlige universer og finurlige væsener, de har kreeret i film efter film.

Og så selvfølgelig nok den mest appetitvækkende mad i nogen film nogensinde. Det kan man ikke undgå at nævne.

Jeg har været fan af studiet, særligt Hayao Miyazakis legendariske værker, lige siden mine forældre besluttede, at det var en god idé for en 9-årig at se ’Chihiro og heksene’ (og det var det, for det er en perfekt film, men lidt traumatiserende i første omgang). Men under lockdown indså jeg, at jeg faktisk ikke har set særlig mange Ghibli-film.

Så derfor blev min mission at se alle studiets 22 film.* Og når Netflix tilbage i april 2020 tilføjede de fleste af dem i deres udvalg, så kan det ikke blive nemmere!

Fem film gjorde størst indtryk på mig i mit maraton. Dette er på ingen måde en ’top 5 bedste Ghibli-film’, men nærmere et bevis på, hvor alsidige studiets historier er. Og selvfølgelig har jeg mine favoritter, men der er altså ingen af de film, der er dårlige. Tro det eller lad være.

Bliv barn på ny i ’Katten vender tilbage’

Der er sjældent en Ghibli-film, der ikke kan få et par tårer på gled, så ’Katten vender tilbage’ fra 2002 er en undtagelse – på ingen måde dårligt ment!

Og af alle studiets skæve eventyr må den være i top. Den 17-årige Haru har en skoledag ligesom enhver anden, lige indtil hun redder en kat fra at blive kørt over. Og selvfølgelig kan katten tale og gå på to ben, det siger jo sig selv.

Det bliver dog kun skørere, når der viser sig at være et helt kongerige af katte, og siden vores hovedperson frelste kronprinsen, skal de nu giftes. Naturligvis.

Nej, det er ikke ‘Prinsesse Mononoke’. Langtfra.

Men selvom den ikke tilsyneladende har mange rørende ord eller dybere mening på hjerte, så er der noget bedårende og befriende i den unge protagonist, der kommer flyvende over himlen på en flok af krager.

Jeg troede, jeg ville grine på grund af hvor latterligt konceptet er, men tværtimod er humoren så dejligt naiv, og verdenen en drøm for alles indre barn. Og ham katten, iført jakkesæt og høj hat, er da genial, ikke?

’Den røde skildpadde’ er en hyldest til livet

Den franske animationsfilm må nok være den mest usædvanlige i studiets katalog, og den formår at røre en på en helt unik måde – helt uden dialog.

Faktisk er det svært at forklare, hvad den handler om, men da en mand strander på en øde ø, meget lig Robin Crusoe, kommer han ikke til at kæmpe mod naturen for sin overlevelse.

Eventyret er snarere en dialog med naturen. Eller en udveksling af følelser, sanser og betydning der rækker langt ud over den daglige menneskelige travlhed.

Det lyder måske vagt, men den burde og skal bedst opleves i dens stille, hemmelighedsfulde skønhed. Og til forskel fra mange andre af Ghiblis fortællinger, der flyver højt og gennem grænseløse universer, har denne benene solidt plantet på jorden.

Outsiderens verden i ‘Marnie – min hemmelige veninde’

Instruktøren Hiromasa Yonebayashi er nok mest kendt for ’Arriettys hemmelige verden’ (som også er vidunderlig, selvfølgelig), men det er hans film fra 2014, der rørte mig på en helt særlig måde.

’Marnie – min hemmelige veninde’ er heller ikke den mest velkendte af Studio Ghiblis værker, men den bevæger sig langt tættere på klassikerne som ’Min nabo Totoro’ både i tegnestil og tematisk.

Teenageren Anna er lidt af en outsider i skolen og er generelt bitter over sin tilværelse. Da hun bliver syg, beslutter forældrene sig for at sende hende ud på landet til fjerne familiemedlemmer som en form for timeout.

Her møder hun Marnie – en hemmelighedsfuld pige, der udstråler uskyld og ungdommelig fantasi. Fortællingen kredser om deres blomstrende venskab, hvor vores hovedkarakter har svært ved at åbne sig op og stole på andre. Men mon ikke Marnie kan ændre på det?

Anna falder i hak med mange af Ghiblis andre hovedpersoner. Eventyrlystne unge, hvor hun selv er en tand mere hidsig og stædig – og det er netop modsætningen mellem hende og de nye relationer, der gør filmen så levende!

Og som altid er der et strejf af magi at finde, men mere siger jeg heller ikke.

‘Ildfluernes grav’ og uskyldigheden midt i kaos

Da jeg købte denne DVD-film fortalte ekspedienten mig, at det her er den mest triste film, han nogensinde havde set – og tro på det!

De fornævnte historier, og langt størstedelen af Ghiblis magiske katalog kan nydes af alle aldersgrupper (vil jeg mene i hvert fald). Men ’Ildfluernes grav’ er under ingen omstændigheder for børn!

Isao Takahata har givet os mesterværkerne ’Fortællingen om Prinsesse Kaguya’, ’Minder fra i går’ og den utroligt undervurderede ’Mine naboer Yamadaerne’ – dette er endnu en genistreg. Vi følger 14-årige Seita og hans lillesøster Setsuko, der i de sidste måneder af 2. verdenskrig må klare sig uden deres mor, efter hun dør under et luftangreb.

Jeg tror, det er længe siden, at jeg har tudet så meget til en film.

Filmen portrætterer deres barnlige uskyldigheds kamp mod deres barske, utilgivende omverden.

Og det er de fredfyldte øjeblikke, de unge finder i at fange ildfluer og fylde den dunkle nat med deres latter, der gør værket så rørende brutalt. Så er du advaret.

Ja, ‘Chihiro og heksene’ er stadig den bedste Ghibli-film

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Hayao Miyazakis mesterværk er på den her liste. Faktisk kunne alle hans film være inkluderet, for der er noget helt specielt med hans måde at fortælle historier på, der drager dig ind på et øjeblik.

Men ’Chihiro og heksene’ fra 2001 har jeg konkluderet som den bedste Ghibli-film – måske endda den bedste film nogensinde, punktum. I mit hoved, i hvert fald.

Miyazaki er mester, når det kommer til stærke og unikke kvindelige hovedkarakterer, og Chihiro er nok den mest vidunderlige. Da hun flytter til en ny by, kommer hun på et større eventyr, end hun nogensinde kunne have forestillet sig. Hun er fanget i en verden fyldt med mystiske væsener og hendes forældre er forsvundet.

Universet er intet mindre end betagende, finurligt og med lige den rigtige mængde af uhygge. Ligeså er vores hovedperson modig, emotionel og så relaterbar, at man bare må holde med hende.

Så har filmen også en af de sjoveste og mest interessante skurke. Er der noget Miyazaki ikke kan? Det tvivler jeg på.

Jeg har set filmen flere gange, end jeg kan tælle på to hænder, og hver gang jeg vender tilbage er det med præcis den samme nysgerrighed, eventyrlyst og rå følelse. Det er hvad Studio Ghibli kan, og dette er intet mindre end fortryllende.

*Dette Ghibli-marathon blev lavet før studiets nyeste film, ’Earwig and The Witch’, havde fået megen omtale, og den er heller ikke tilgængelig i Danmark. Derfor indgår den ikke i denne artikel.