– 2 ud af 6 stjerner –

Typisk når en film skal sælges har stjerneskuespillerne altid været dominerende på de plakater, der skulle sælge Hollywoods nyeste millioninvestering. Dette er også tilfældet med Disneys Prince of Persia – The sands of time, der har Jake Gyllenhaal i hovedrollen som den uægte prins Dastan og Sir Ben Kingsley i rollen som Nizam perserkongens rådgiver og bror. Sagde jeg dominerende? For i denne films er det rent faktisk produceren Jerry Bruckheimer der står øverst på plakaten. Hvorfor så det? Jo, Bruckheimer har det seneste årti specialiseret sig i at stå bag højeksplosive action knaldperler såsom Priates of the carribean-triologien, og National treassure filmene, der i langt de flestes tilfælde er blevet filmens svar på fastfood. Let og lækkert at gå til og glemt og fordøjet inden man er kommet hjem fra biografen.

I dette årets anden store sværd og sandalfilm, er historien i modsætning til Clash of the titans bygget på computerspillet Prince of Persia, der i forskellige formater har været tilgængelig siden 1989, og ”pudsigt” nok kommer der her til premieren et nyt spil ud, der har samme titel og handling som filmen.

I Prince of Persia følger vi den tidligere gadedreng Dastan, der efter en åbningsscene tyvstjålet fra Aladin, optages i kongens hof på linje med hans to sønner Garsiv(Toby Kebbel) og Tus(Richard Coyle). År efter er de tre sammen med Nizam kommet til den hellige by Alamut, som eftersigende skulle smede våben til persernes fjender. Beviserne er tvivlsomme og Dastan aner uråd, men leder alligevel hans deling til det afgørende angreb. I virkeligheden er byen tilholdssted for tidens sand og den magiske daggert, hvis vogter og præstinde Tamina(Gemma Arterton) er sat til at beskytte. Ved et tilfælde får Dastan fat i daggerten, der har den særlige evne, at dens bærer kan rejse tilbage i tiden og dermed ændre den. En viden han dog først får presset ud af Tamina, da de begge er på flugt og han beskyldt for at have slået kongen ihjel.

Som det klassiske heltepar, der først ikke kan døje hinanden, må de to gennem mange farer og rænkespil for først at rense Dastans navn og siden for at stoppe jorden fra at gå under.

Prince of Persia er en blockbuster der solidt går efter laveste og bredeste fællesnævner. Folk der ikke har spillet computerspillet kan sagtens følge med i denne filmatisering, hvis kompot af actioneventyr, arabisk mystisk, politisk rænkespil og klæge moraler er så forudsigelige og harmløse at ”anbefalet over 11” mærkatet i filmens markedsføring virker overflødigt. Det skulle da lige være for, at spare de små for den filmiske tomgang. Bevares filmen har spektakulære stunts og visuelle effekter,

der er produceret og shinet op som kun hollywood dollars kan det, men det er bare ikke nok. Selvom tempoet sjældent forlader det hæsblæsende bliver karaktererne aldrig rigtig interessante. Faktisk er det kun Alfred Molina i rollen som slynglen Amar, der formår at bringe humor og troværdighed ind i rollen som tyvekonge og strudsevædeløbsarrangør.

Alt i alt er filmen en skuffelse lige meget om man kender til universet eller ej og selv for kendere af eventyrfilm vil Prince of Persia – The sands of time virke som gammelt sand på nye flasker.

NE