CPH:DOX-aktuelle ’Thyland’ vover sig ud på sjældent betrådt, mytologisk terræn – men den måde, den behandler sit stof på, virker ensporet og forceret.

En hærget stemme læser et gammelt brev op.

Brevets forfatter er Lars Dybdahl, der i 1857 skrev til en nær slægtning om de mystiske forhold der gjorde nordvestjyske Thy, hvorfra han stammede, til et særligt sted.

Med lokale sagn som grundlag, beretter Dybdahl om de usynlige sjæle der i umindelige tider styrtede ned på Thy og bosatte sig i det dystre hav, på den bakkerige kyst og i de dunkle skove. Sjælene forvandlede sig til mørke kræfter, der kidnappede børn og kvinder og druknede unge mænd i havet. Frelsen søgte man hos gud og den kristne kirke, men kun årvågenhed og ærefrygt kunne beskytte mod de mørke kræfter.

Det er på baggrund af Dybdahls fortælling at instruktør Vibeke Bryld har skabt dette mytologiske stedportræt – et slags portræt, vi sjældent ser i Danmark.

DEN DYSTRE STEMNING TAGER OVERHÅND

Dybdahls fortælling udfolder sig i takt med, at kameraet, der selv virker som en slags truende, usynlig ånd, bevæger sig stille gennem Thys barske, magiske landskaber.

Billederne er vidunderligt maleriske, men efter noget tid bliver de også temmelig ensartede. Stemningsbillede efter stemningsbillede bliver til en flygtig billedestrøm, hvis hovedsagelige formål er at understøtte Dybdahls uhyggelige beretninger. Billederne fremstår således som blot et akkompagnement frem for et bærende element, hvad der efter min mening havde virket kraftigere.

De naturelementer i Thys landskaber, som Bryld har forsøgt at fremhæve, underordnes også af et nærmest gyseragtigt lyddesign. Vi ser og hører vinden, der siver gennem træerne, samt de kæmpemæssige bølger der styrter mod land, men alt i alt undertrykkes elementerne, når de kun er til for at understøtte det uhyggelige udtryk som filmen, også i sit lyddesign, ensporet tilstræber.

‘Thyland’ lider af gennemskuelige associeringer, når lyd og billede altid skal tilsvare den mørke stemning som de uhyggelige beretninger fremkalder. Næsten alt i filmen bærer et decideret uhyggeligt præg. Det munder ud i en ærgerlig monotoni, når intet får lov at løsrive sig fra den altomfattende dystre tone.

Fine og mere nuancerede øjeblikke findes dog, for eksempel når dystre naturbilleder væves sammen med et subtilt og følsomt klassisk stykke, der ikke dominerer, men spiller sammen med, hvad vi i øvrigt ser og hører; eller når en nutidig Thyboer beretter om “Jens”, en lige så mystisk og uhåndgribelig skikkelse, der i modsætning til sine artsfæller er særdeles velmenende.

ET SPØRGSMÅL OM POETISK LICENS

Filmen tager som sagt afsæt i Dybdahls brev, der daterer helt tilbage til 1857. Men den inkluderer også beretninger om nulevende Thyboere og deres oplevelser med de samme onde sjæle.

Umiddelbart virker det forceret, at filmen skildrer Thy i både for- og nutid som ét stort mytologisk land. Den gav mig det indtryk, at alle Thyboere tror på de ondartede sjæle, og indretter alt i livet efter at bevare freden med dem. Uden at kende svaret, spørger jeg, hvor virkelighedsnært er det mon? Og kan filmmagerens poetiske licens retfærdiggøre, at man fremstiller et helt område så ensartet?

Det er fantastisk, at nogen har dyrket denne slags fortælling her i Danmark. Det er bare en skam, at det sker på en så lukket måde. På et tidspunkt møder vi en lokal fisker, men får intet at vide om ham – kun at de ondartede sjæle også findes ude på havet. I sådanne øjeblikke hæfter Bryld sig for meget ved sin egen fascination med sagnene, og den (dystre, mørke) stemning, som hun udleder af dem. Og så bliver alt, selv de lokale, vi flygtigt møder, blot redskaber i forsøget på at fremhæve, hvor dystert det hele er.

Filmen havde præmiere den 23. april på CPH:DOX og kan ses på doxonline.dk indtil den 5. maj. Den 7. maj bliver den vist i Big Bio Nordhavn.