Af Line Gøttsche Dyrholm

I Små Mirakler Og Store vakler Per, en hjemløs dåsesamler, ud på sit livs rejse for hanke op i sin blakkede fortid. På turen gennem Sveriges smukke sommerlandskab møder Per en række nye såvel som gamle bekendtskaber. Heriblandt den unge Sara, en gudesmuk skandinavisk udgave af Norah Jones i skikkelse af Amanda Renberg.

Per og Sara slår følge, og den rejse, de to tager os ud på, skulle vist nok være et eventyr. Men kedeligt er det.

På parrets vej møder vi den ene arketype efter den anden. En lastbilschauffør, et campingpar og en marskandiser blandt andre. Fælles for dem alle er, at de er gode, ærlige mennesker – med et lille twist, pædagogisk nok. Lastbilchaufføren var engang sin kone utro, campingfyren har et mindre alkoholproblem, marskandiseren har en lille tendens til mistro. Men de er alle hæderlige og hjælpsomme mennesker.

Det er velment og sympatisk, men går desværre hen og bliver temmelig kvalmt. Små Mirakler Og Store er så banal og unuanceret, at man er tilbøjelig til at frygte at den er lavet på grundlag af en politisk korrekt børnebog og ikke et rigtigt filmmanuskript.

Hvis så bare filmen havde været lækker. Ingen steder i Norden skulle det vel være nemmere at lave en visuelt smuk film end i Sverige om sommeren? Desværre har Jon Lindström misset også denne mulighed. Kamaraet er uelegant. Det virker generelt hakket og amatøragtigt. Og når Per får abstinensanfald, så blinkes der med lyset, og når det bliver uhyggeligt, så bliver der banket rigtig hårdt på et trommesæt.

Jeg er fan af film, der kan stå enkle og simple uden effekter, lys og lyde. Det havde den her film ikke kunnet, så jeg forstår godt, at man har haft lyst til at peppe den lidt op. Det ærgerlige er bare, at det har gjort filmen endnu dårligere.

Små Mirakler Og Store hverken spørger eller svarer, den rører ikke, den underholder heller ej.

Hvad vil den egentlig?

Èn ting kan jeg komme i tanker om. Den messer: Verden er fuld af gode mennesker.

Og det er jo rigtigt.

2 af 6 stjerner