Kender du det, at du burde gøre mere for klimaet, men ikke får det gjort i bekvemmelighed over din egen tilværelses forbrugsgoder? Eller at du ser på en 18-årig klimaaktivist fra Sverige og mærker, hvordan du allerede er blevet alt for gammel til virkelig at gøre en forskel? Alle de komplicerede og skamfulde følelser bliver taget under kærlig behandling i Aveny-T’s ungdomsforestilling MIT NAVN ER GRETA, hvor 15-årige Clara går i Thunbergs fodspor i kampen for klimaet.

Midt på scenen står en badebold med print som jordklode. 22-årige skuespiller Karla Løkke, forestillingens eneste skuespiller, træder ind på scenen, puster luften ud af den og smider den i skraldespanden. Derefter sætter hun sig foran sit webcam, så hendes ansigt projiceres op på begge sider af scenen. Her fortæller hun om at være til klimademonstration med veninderne, men også om gå i Magasin og shoppe efterfølgende.

Clara vil være klimaforkæmper med Greta Thunberg som forbillede, og gennem stykket følger hun i fodsporene på Greta fra Riksdagen i Stockholm til World Economic Forum i Davos over Atlanten til FN’s klimatopmøde i New York. Det er Karlas personlige udvikling der er i fokus, mens hun forsøger at finde sin stemme i klimakampen.

Dramatiker William Lippert og sceneinstruktør Emil Rostrup iscenesætter den genkendelige splittelse mellem idealisme og private behov, man kender så godt fra sig selv. Stykket kommer omkring temaer som berømmelse, heroisme, kollektivitet, klimaangst og hykleri gennem Claras til tider ikke kun idealistiske motivation for at kæmpe for klimaet.

Vores hus brænder

Den virkelige verdens Greta Thunbergs taler bliver flettet ind i stykket på en elegant måde, der illustrerer hvilken enorm betydning, de allerede har haft. Særligt i en scene med den berømte og følelsesladede How dare you-tale til FNs Klimakonference i New York, er et højdepunkt i stykket. Fra et podie i midten af scenen og i en simpel spot fremfører Clara talen på dansk, hvilket fremkaldte gåsehud hos mig.

Der er generelt en rigtig flot, simpel scenografi med brug af visuals af brændende skove og strømlinet landbrug. Det fungerer også som baggrund for en scene, hvor Clara/Greta er til topmøde i Davos. På begge sider af scenen optræder verdens rigeste og mest magtfulde mænd som angstfremkaldende talking heads, der griner i loop, mens Karla Løkke optræder som den ubehagelige ”Davosmand” der fortæller de kropsløse mandeansigter, hvordan han kun venter på Gretas mindste fejltrin til at udradere hende og hendes besværlige idealisme – hvorefter han byder Greta op på scenen med tomme floskler.

Karla Løkkes øjne glimter farligt i scenen og overgangen fra ”Davosmandens” monolog til rigmændene over i skiftet til Greta – det fungerer rigtig godt som en dramatiseret version af den modvilje, der er mod Greta i virkelighedens verden.

Du er god nok – uden at være Greta

Med Claras indre rejse i fokus mangler jeg til dels lidt mere handling, særligt i forestillingens første halvdel, der bliver lidt taletungt, mens anden halvdel gør mere brug af virkemidler, blandet andet det fede lydesign af Viktor Dahl og de nævnte visuals. Men stykkets undersøgelse af, hvordan man skal forblive sig selv og ikke forsøge at blive til Greta skinner klart og potent igennem. Og at der bag dem, der står forrest på talerstolen, står en hel masse ukendte menneskers store aktivistiske arbejde.

Som Ole Blegvad skriver i POV. International i begyndelsen af året, så kan den unge instruktør William Lippert siges at tilhøre en generation af teaterskabere med noget andet og mere på hjertet, der giver sig i kast med at behandle store emner som kønsidentitet, sexisme, racisme og i dette tilfælde klima. Aveny-T’s ambition om at lave ungdomsteater med lige så store ambitioner som teater til voksne er i høj grad gået i opfyldelse med MIT NAVN ER GRETA. Man kan mærke, at stykket kommer fra et godt sted, fordi der bliver talt i øjenhøjde med publikum, selvom det er nuancerede pointer og store, alvorlige emner.

Jeg frygtede faktisk at gå fra teateret nedslået i min egen klimaskam, men det gjorde jeg heldigvis ikke. Jeg gik nærmere derfra med oprigtig benovelse over både virkelighedens unge klimaaktivister og de dygtige unge teaterfolk, der formidler klimadagsordnen på en ligefrem måde, der inspirerer mere til handling end deprimerende tungsind.