Andrei Konchalovsky har i sit seneste værk valgt det helt rigtige perspektiv at skildre begivenhederne fra. En traumatisk, og i tre årtier mørklagt hændelse finder sted i 1960’ernes Sovjetunion, der betyder, at Lyuda, partikvinde og filmens hovedperson, skal forholde sig til, om hun kan blive ved med at se verden som før.

‘Kammerater!’, instrueret af den rutinerede Andrei Konchalovsky, er en film, jeg er glad for at have set. Det er en særdeles velskabt film; af en filmmager, der tydeligivs ved, hvad han laver; og det er langt fra hver biograftur, der byder på så gennemtænkte billedkompositioner, så kompromisløse skuespilpræstationer og en epokemæssig autenticitet, der er svær at opnå i ‘historiske’ værker.

EN MØRKLAGT HÆNDELSE

Året er 1962, og befolkningen i den sydvestlige sovjetiske by Novocherkassk er i krise. Det er ikke kun, at kommunistpartiet har forhøjet fødevarepriserne; de har også formindsket de lokale lokomotivbyggeres løn, hvad de anser som utilgiveligt, uanset hvilke løfter om langsigtet velstand lederne giver dem. 

Så de strejker – i massevis – foran fabrikken. Strejken vækker opsigt hos partiet, også hos Lyuda, en midaldrende, lokal partikvinde, hvis hårde ansigtsudtryk og stive kropsholdning giver hende en stålagtig, dogmatisk kvalitet. 

Lyuda er en erklæret og ufortrøden Stalinist. I følge hende var alting bedre back then, før Khrushchev, den daværende Sovjetiske leder, der netop markerede sin erobring af magten ved at tage afstand fra den afdøde Stalins grusomheder. Lyuda er som alle utilfreds med den økonomiske tilbagegang, men anser kommunismen som den eneste vej frem og derfor de strejkende som landsforrædere, der bør møde den hårdeste straf.

Den opfordring viser sig nærmest at være profetisk, da det svært bevæbnede militær, med støtte fra KGB-snigskyttere, omslutter demonstranterne, og Lyuda pludselig hører pistolskud hagle ned over dem. Massakren er baseret på en virkelig hændelse – Novocherkassk-massakren – hvor omtrent 80 mennesker blev dræbt, og som først blev almen kendt efter murens fald. Myndighederne havde tvunget hele byen til at underskrive tavshedserklæringer med trusler om død til følge, hvis de brød dem.  

TVIVL SOM DRIVKRAFT  

Massakren skildres køligt og nøgternt. Snarere end at være det centrale i filmen fungerer den som vendepunkt. For når hospitalerne og lighusene flyder over med kvæstede og livløse, og myndighederne afspærrer byen for at forhindre nyheder om massakren i at nå ud, kan Lyuda ikke finde Svetka, sin 18-årige datter, der sympatiserer med arbejderne og har tilsluttet sig strejken samme morgen. Hun er ikke derhjemme, ej heller hos veninden, hvorfor Lyuda tvinges ud i en svær balancegang. Hun skal på den ene side opretholde loyalitet over for partiet, der nu betragter hendes datter som forræder, samtidig med at hun leder byen tynd efter tegn på, hvad der mon er sket hende.

Filmen er spændende, fordi den stiller nogle enkle, pirrende spørgsmål om dens hovedperson. Vil Lyuda forblive håndfast i sin blinde partiloyalitet, når dens ledelse handler elitært? Når den ligefrem undertrykker befolkningen, og statsvolden tilmed går ud over hendes datter? Hvis ikke, hvordan vil hun så forholde sig til en virkelighed, hvor hun ikke længere kan lægge al sin lid til partiet?

At den skildrer begivenhederne fra Lyudas synsvinkel er lige præcis dét ved filmen, jeg synes allerbedst om. Den kommer således til at handle om tvivl – en tvivl, som alle på en eller anden måde kender. Der er noget dragende over en film, der søger at forstå mennesker, der fejler, snarere end at dømme dem for det. 

‘Kammerater!’ gransker en kritisk personlig omvæltning, hvor noget, der virker urokkeligt (Lyudas tro på at hun og partiet har ret) svækkes, bliver flydende. Filmen behandler et menneskes intense længsel efter mening, samt hvor desorienterende det er at skulle ransage en overbevisning, som man ikke længere kan stå inde for.

‘Kammerater!’ får biografpræmiere den 15. juli.