Colin Firth og Stanley Tucci skal opleves sammen, for her danner de noget unikt i en stilfærdig fortælling om kærlighed og sorg midt i den engelske naturs idyl.

Dramaet ’Supernova’ åbner med et kulsort billede, og lige så stille træder stjerner frem en for en.

Stjernerne, og de grønne engelske landskaber, danner rammen for historien om Sam og Tusker, hvis fortælling er en roadmovie i bedste (og mest tårevædede) forstand.

Ægteparret gennem mere end 20 år har besluttet sig for at køre igennem landet i deres autocamper for at besøge familie og gamle venner – alt sammen på grund af Tusker, der er blevet diagnosticeret med demens.

Instruktøren Harry Macqueen fortæller om store følelser med få ord, og man har lyst til at hvile med de to karakterer for evigt.

Blændende sammenspil

Vores hovedpersoner emmer af omsorg og intimitet og er spillet af nogle af vor tids stærkeste kræfter indenfor skuespil.

Colin Firths Sam er pianist og har sit barndomshjem i England, mens Stanley Tuccis Tusker er forfatter og tidligt i sit sygdomsforløb; og dermed hele grunden til, at deres rejse begynder.

Køreturen skaber et savnet pusterum for de to mænd, men med tiden også forvirring og konflikt.

Kontrasten mellem parret er tydelig, og omsorgen, der er hele omdrejningspunktet for filmen, kæmper mod fortvivlelsen hos Tusker og hans frustrerede partner, der gør sit bedste for at få sygdommen på afstand, selvom det er svært.

Firth og Tucci er magiske sammen; de har en form for kemi, der ikke behøver forklaring eller argumentering. Den giver bare mening – om det så er i skænderier, nostalgiske samtaler eller halvtrættende jokes.

Derfor er det også yderst vigtigt, at skønheden omkring dem danner baggrund og ikke overdøver dem, når de funkler så meget som de gør.

Hovedrollerne rammer hvert toneleje til perfektion og passer sammen som to puslespilsbrikker. Selv når de ikke er sammen på skærmen, er der ingen tvivl om, hvor, og med hvem, de hører til.

Teatralske hvilerum

De frodige, grønne marker og det fredfyldte vand er som pitstops mellem de store følelser, der skridt for skridt bliver tydeligere og blusser op. Det er en god ting, men samtidig bliver det også til dels en forhindring.

’Supernova’ er en samtalefilm; manuskriptet er tydeligt det vigtigste element, og de to hovedroller gør alle andre kærlighedsdramaer til skamme.

Men fordi størstedelen af filmen netop er samtaler fra førersædet, i sengen eller ved sofabordet, kunne man måske spørge sig selv, om dramaet ville fungere lige så godt – eller måske endda bedre – som teater.

Der er en samhørighed og intimitet ved teaterscenen, som man vil savne en anelse i biografens mørke. Det føles mindre ømt, end det burde, og tårerne, der pressede sig på, blev nærmest en anelse pinlige, for som seer føler man sig som ubuden gæst hos noget så privat som dette.

Skiftede man det store lærred ud med en teaterscene, måtte naturen selvfølgelig ofres for en faktisk kulisse, og de langstrakte skove er på ingen måde noget, der skader.

Der opstår dog bare et ønske om at blive hos parret gennem alle opture og nedture, og de kunstpauser, som eksisterer i deres lille boble, er så tydeligt teatralske, at det er en anelse synd, at de ikke udføres på de skrå brædder.

Kærlighedens hvisken

’Supernova’ sniger sig op på dig, og på sin vis indser du ikke, hvor meget historien rører dig, inden du allerede er et hulkende sammenbrud.

Sjældent er noget så skrøbeligt, tordnende, varmt og drænende på samme tid. Denne film formår alt dette med ord, der føles som tusinde hemmeligheder, hvisket i en dybt forseglet fortrolighed. Ja, det føles nærmest ironisk at anbefale den til andre, når hvert blik på filmen sikkert er unikt på sin helt egen måde.

Filmen er en fortælling om en kærlighed, der kæmper mod både  sygdom og død. Samtidig er det en fortælling om tid og ønsket om at klamre sig til den, før den rinder ud.

Så i ’Supernova’ er du i gode hænder: hvert minut med Firth og Tucci bliver brugt med den største omsorg og omvæltende frihed, distanceret fra verdens hårdførhed – du vil blot ønske dig uendeligt mere tid og uendeligt flere hemmeligheder i mørket.