Trine Dyrholm går fra at spille med i ’Dronningen’ til at spille Dronning Margrete I i dette yderst vellykkede periodedrama.

Kong Valdemar Atterdag efterlod sig kun døtre, da han døde i 1375. Da tronfølgen dengang var agnatisk (kun mænd kunne arve), blev hans barnebarn Oluf valgt som arving. Indtil han blev gammel nok, regerede Margrete som den første kvindelige regent af Danmark. Kong Oluf døde dog ungt og under mystiske omstændigheder, mens Margrete stadig sad på tronen. For at sikre arvefølgen adopterede hun sin søsters barnebarn Erik af Pommern.

I sin regeringstid formåede Margrete I at samle kongerigerne Danmark, Norge og Sverige i det, der kaldtes Kalmarunionen. ’Margrete den Første’ foregår fem år efter dette, hvor Margrete I kæmper for at styrke unionen under trussel fra den tyske orden. Dette besværliggøres yderligere, da der dukker en mand op, som påstår at være den afdøde Kong Oluf II – Margretes søn.

Kongen er død, længe leve kongen

Det er næsten en skam at kalde filmen et historisk drama, for den har magtspil og intriger som minder mere om en politisk thriller. Med mysteriet om den genopståede Kong Oluf i centrum formår instruktør Charlotte Sieling at koge dronningens regeringstid ned til dens mest interessante uge.

Margrete skal jonglere de tre landes rigsråd, samtidig med at hun balancerer sin adoptivsøn og (måske) ægte søn. Hvis hun fejler, falder unionen, og de onde tyskere invaderer. På den måde fortælles en komplet historie om en af Danmarks største regenters liv, men uden at strække sig  over 59 år.

Det historisk dramas faldgruber

Mange historiske portrætfilm prøver tit at fortælle hele historien om personen. Hvem var (indsæt historisk figur) egentlig? Forfattertrioen bag ‘Margrete den Første’  har dog valgt  ikke at fortælle historien om Margrete I, men blot én historie om Margrete I, som faktisk perfekt repræsenterer udfordringerne i hendes regeringstid.

I historiske dramaer skal skuespillerne gå på line; hvis de lyder for moderne, fremstår det anakronistisk, men for gammeldags sprog er kedeligt og uforståeligt. Trine Dyrholm, Søren Malling (Biskop Peder) og Morten Hee Andersen (Erik af Pommern) rammer hovedet på sømmet, selvfølgelig godt hjulpet på vej af deres fortræffelige skuespil. Det er også en fryd at høre norsk, svensk, tysk og engelsk fra resten af castet, da det netop er en international fortælling.

Alle gengivelser af historiske begivenheder er selvfølgelig en fortolkning farvet af den tid, den er lavet i. Af grunde, som udpensles i filmen, er der ikke mange egentlige nedskrivelser om det endnu uløste mysterium om Kong Oluf. Alligevel giver filmen et rimelig tydeligt svar, som, ligesom Trine Dyrholms sympatiske, men stærke portrættering af Margrete I, er en fortolkning. Heldigvis er det en fænomenal, rørende og spændingsfyldt fortolkning af Danmarks sejeste regent (undskyld, Margrethe II).