Af Annemette Traberg.
Lad mig først pointere, at jeg var stor fan af serien, og det er mig uforståeligt at de ikke lod serien hvile i fred efter den første middelmådige film, men nuvel. Inden jeg gik ind og så filmen havde jeg læst Lindy West hysterisk morsomme anmeldelse, ”Burkas and Bikinis”, og tænkte ’Hey, så slem kan den da ikke være’, men jo mark my words (og også Lindys) – Sex & the city 2 er som at se en god gammel ven blive slagtet for øjnene af en.
Den første Sex & the City film sluttede med at Carrie og hendes Mr. Big endelig fik hinanden. SATC2 starter med (endnu) et bryllup, nemlig Stanford og Anthonys, og så er der ellers bare Liza og overdrevne stereotype homoseksuelle mænd med løse håndled for alle pengene. Carrie og Big har lidt ægteskabelige problemer, da Carrie synes det er kedeligt at sidde i deres luksuriøse lejlighed og holde i hånd, og brokker sig over hvor forfærdeligt det er at han køber et fladskærms TV til hende på deres 2 års bryllupsdag. Hvilken frækhed! Men så er det godt at Samantha bliver tilbudt en all expenses paid tur/retur til Abu Dhabi, inc. veninder, og afsted med de fire damer. Herefter transformerer SATC2 sig til en lang stime af sekvenser med overflod og overforbrug til man får kvalme. Det virker mest af alt som om at United Arab Emirates turistkontor har betalt de fire kvinder et kæmpe beløb for at medvirke i en meget lang TV reklame for Abu Dhabi. Det har de så ikke, for er filmen optaget i Marokko, da Abu Dhabi forbød optagelser på deres egn, og det kan man godt forstå.
Filmen er mega vulgær, og damerne danser rundt som var de overklassen i 1800tallet med tjenere der lystrer deres mindste vink, mens de hysterisk griner af de undertrykte kvinder, der render rundt i burka. I den første sex & the city film var der enkelte glimt af hvor overfladiske og materialistiske disse kvinder er blevet, men i 2eren bliver det tværet ud gang på gang. Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha opfører sig direkte usympatisk, og som fan føler jeg mig snydt for det var ikke det jeg fulgte serien for i alle de år. Serien handlede om at finde sig selv i storbyen og problemerne med kærligheden og karrieren. Nu opfører figurerne sig som en gang forkælede rige duller, der har det åh så svært med al den rigdom, og full-time nannies.
New York er ofte blevet udråbt som den femte figur i serien, men her får man kun et glimt eller to af den berømte by med, da Michael Patrick King laver nybegynderfejl nummer 1, og vælger at fastholde størstedelen af filmens ”handling” i Mellemøsten. Som instruktør burde han vide, at når figurer normalt optræder i ét miljø er det en kæmpe brøler at fjerne dem fra deres vante omgivelser. De svageste afsnit i serien var også dem, hvor Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha tog til LA og the Hamptons.
Til filmens ros skal det siges at den trods alt har en enkelt scene eller to, hvor charmen fra serien kommer frem. Lidt 80r flashback i åbningssekvensen, hvor man ser pigerne som unge og lige flyttet til byen, er uden tvivl filmens højdepunkt. De gode manusforfattere fra serien må have fundet nye jobs for den eneste replik denne anmelder synes var sjov var Carries kontante svar til Charlottes bekymringer omkring sin utroligt smukke barnepige: ‘yes, there should be a law against having fit nannies. The Jude Law.’ Ellers er dialogen så utrolig ringe, at man undrer sig over om det måske var praktikanten, der fik lov til at lave det hele. Det vrimler med forfærdelige og horrible jokes som f.eks. dette ordspil udtalt af Samantha, om en dansk arkitekt hun har tænkt sig at fjolle rundt med: ’Lawrence of my labia’. Endnu værre er det at Michael Patrick King er begyndt at se sig selv som en slags dokumentarist. Og han vil utrolig gerne fortælle os, hvor undertrykte muslimske kvinder er. Faktisk er det en pointe man bliver slået oven i hovedet med mange gange – muslimske kvinder er undertrykte! Amerikanske kvinder er frigjorte!! Ak ja, det er ikke nemt at være amerikaner og redde hele verdens undertrykte kvinder.
Sex & the City 2 havde været en langt bedre film, hvis fokus var holdt på New York, og problemer med ægteskabet og det at være mor. Hvis man fjerner hele turen til Abu Dhabi står man tilbage med det der svarer til et middelmådigt afsnit af serien. Filmen var så dårlig, at jeg slet ikke kunne lade være med at grine af hvor dårlig den var, og det blev værre og værre i løbet af de 146 min den varer. Michael Patrick King burde skamme sig, han har et ansvar overfor de millioner af piger, der voksede op med og så disse fire kvinder som rollemodeller og idoler, han har skuffet dem – katastrofalt.
RIP, Carrie og co.
1 ud af 6 stjerner