Intet er ændret, siden Marvels antihelt Venom først var på det store lærred, for kulisserne er stadig beskidte, og Tom Hardy er endnu engang rumvæsenets taberagtige følgesvend. Og det er en god ting!

Hej, mit navn er Lennon, og jeg er nok en af de eneste anmeldere derude, som har glædet sig ualmindeligt meget til efterfølgeren til ’Venom’ fra 2018.

“Hvorfor” spørger du?

Fordi jeg er en del af målgruppen, naturligvis, også selvom den film ikke rigtigt vidste, hvad dens målgruppe var. Men det gør dens efterfølger, og derved formår den at have det sjovt uden at prøve på at være andet, end den er: plat og charmerende på én og samme tid.

Den mest misforståede film

Venom-karakteren er kendt som en af den kære Spider-Mans fire store ærkefjender (sammen med Green Goblin, Doctor Octopus og Mephisto), en såkaldt symbiote fra rummet, der mest af alt ligner en klump sort slim.

Som navnet antyder, har denne alien brug for en symbiose, at overtage et menneskes krop, som den først gjorde med Peter Parkers Spider-Man i tegneserien fra 1984, for at overleve. Men Parker indså selvfølgelig, at Venom mest af alt bare vil spise hjerner, og det førte væsenet til sin anden, mest berømte og elskede vært: Eddie Brock.

Og her kommer vi så til filmen. For efter ’Venom’, hvor Eddie (spillet til perfektion af  Tom Hardy) blev fyret som journalist, dumpet af sin forlovede og så reddede jorden sammen med sin nye alien-makker, vender vi tilbage til deres liv, hvor de to bare prøver at holde hinanden ud.

Eddies lejlighed er et kaos med mad over hele gulvet, hans eks Anne (Michelle Williams) skal giftes med en rig læge, og samtidigt vil seriemorderen Cletus Kasady (Woody Harrelson) selv gerne finde sin fortabte kærlighed, Frances Barrison (Naomie Harris). Kort sagt: life sucks.

Den første ’Venom’-film var latterligt åndssvag, ensfarvet og actionmættet, men når alt kommer til alt, så er det ikke ‘Venoms’ kampscener, der er de vigtige: nej, det hele handler om forholdet mellem menneske og symbioten.

Derfor er det dejligt, at den her sequel blot lægger endnu mere vægt på den galskab, fansene (men bestemt ikke anmelderne) elskede så højt ved den første.

Venom er (næsten) ude af skabet

Hvis man kender bare lidt til begrebet monsterfucking, så vil man vide, at Venom er en fanfavorit – både når animationen af væsnet er virkelig bulky og stemmen en tand for sensuel, men især pga. Eddie Brocks forhold til sin ’parasit’, som er romantisk og seksuelt i tegneserierne, hvor de desuden også har et barn sammen.

Da jeg gik ind for at se ’Venom: Let There Be Carnage’, håbede jeg inderligt på, at det homoerotiske (og teknisk set også det nonbinære) aspekt ville blive mere end bare hintet til, som det var tilfældet i forgængeren.

Mine forventninger blev ikke helt indfriede, men i det mindste går Venom op på en scene og proklamerer stolt, at den er ”kommet ud af Eddies skab.”

Så hvorfor er to’eren bedre?

Simpelthen fordi det er tydeligt, at skuespilleren har haft indflydelse på manuskriptet. Hardy valgte selv Andy Serkis som instruktør, og de er begge forkæmpere for at sætte fokus på forholdet mellem de to karakterer.

Samtidig er Woody Harrelson, som vi alle ved, en fænomenal skuespiller og lige så fantastisk kaotisk og rapkæftet som altid, til trods for at der ikke bliver sat tid af til, at vi kan knytte os til ham som skurk.

Når folkene bag en film brænder for den, så kan det altså bare mærkes.

Jeg kan næsten ikke selv tro, at jeg siger det her, men den her film er altså ikke lang nok. ’Venom: Let There Be Carnage’ overgår sin forvirrede forgænger, fordi den nu ved, hvad det er, den vil: den har fået frie tøjler, giver fans, hvad de vil have, og siger fuck de andre.

Nogle gange har man bare brug for endeløse eufemismer og politimænd, der ædes af rumvæsner. Yes please!