Den amerikanske quirk-auteur par excellence Wes Andersons film om journalister starter fremragende, men som minutterne tikker, taber den pusten.

”Det begyndte med en ferie,” forklarer Anjelica Houstons rolige og varme voice-over i starten af ’The French Dispatch’. Som så mange andre elementer i instruktøren Wes Andersons nyeste epos udi æstetiske spilopper er replikken blot en usandsynlig lille brik i et visuelt og auditivt sansebombardement.

Filmen handler om det hæderkronede, titulære amerikanske magasin, der holder til i den franske by Ennui-sur-Blasé – begge dele fiktive naturligvis. Det skal selvfølgelig på gaden med det nyeste nummer til deres 500.000 store læserskare, og det er de tre artikler (plus en lille aperitif), som magasinet består af, der også fungerer som filmens kapitler.

Men som det efterhånden er blevet sædvane i Andersons værker, ryger den spændende historie i baggrunden til fordel for den amerikanske auteurs forkærlighed for quirk og stil-over-substans-tilgang.

Se mit fjollede hår

’The French Dispatch’ er på mange måder en lækker film.

Selvom Ennui-sur-Blasé ikke eksisterer i virkeligheden, har den Paris-bosatte Anderson alligevel fundet en betagende stand-in i form af den sydfranske by Angouléme. De charmerende gamle bygninger, i sammenspil med fremragende sets, skaber en herlig finurlig gave til øjnene, hvor selv det, at en tjener skal bringe en bakke med drinks op til redaktionen, bliver til en snirklet vej op ad en nærmest labyrintisk trappe.

Instruktørens inspirationskilder ses tydeligt i det visuelle udtryk, hvor førnævnte eksempel uden problemer ville høre hjemme i en af Jacques Tatis geniale film om monsieur Hulot. Veksling mellem sort/hvid og Andersons vanlige pastelfarvede-palette fungerer egentlig udmærket, dog uden at det ligefrem duperer. Faktisk er det mestendels forfriskende med de monokrome farver i en Wes Anderson-film, da det på en måde accentuerer de herligt morbide dele af ’The French Dispatch’, som er mesterligt akkompagneret af et yderst veloplagt og legesygt score fra den franske virtuos Alexandre Desplat.

Og så er der historien, som mest af alt bare er en omgang overfladisk referenceguf og mere af det, som instruktøren altid har lavet. Er man hype på idéen om Timothée Chalamet som pseudo-rebelsk fransk studenteroprører (komplet med smøg i kæften og hårdt stylet vildt hår), men uden nogen form for nerve ellers, så bliver man ikke skuffet. Historien med ham og Frances McDormand i front er de svageste af de tre og uden den ellers obligatoriske Andersonske fornemmelse for liv og rappe replikker – det er hardcore faux fransk nybølge uden skyggen af humor.

Kordrenge halvfulde på Jesu-blod

På den anden side er det også svært ikke at falde igennem, når vi forinden både har fået serveret en kort historie om en cyklende journalist (Owen Wilson) – der blandt andet bliver offer for byens unge kordrenge, der nærmest går bersærkergang efter nadver – og, ’The French Dispatch’s absolutte højdepunkt, en sprudlende gennemgang af den gale maler Moses Rosenthalers (Benicio Del Toro) start på karrieren.

Præcis den del af historien viser Anderson, når han er bedst: excentriske karakterer, der leverer det ene vanvittigt underholdende øjeblik efter det andet. Tilda Swinton er herlig absurd kunstskribent, Léa Seydoux en femme fatale-esque fængselsvagt, som ikke finder sig i noget pis fra fangen med den plagede sjæl, og Adrien Brody er uovertruffen som speedsnakkende opportunistisk kunstsælger. Fans af instruktørens magnum opusser ’The Royal Tenembaums’ og ’Fantastic Mr. Fox’ vil elske den her del, men som sagt ligger de to også i starten af filmen, og derefter fiser det ud.

Sidste fortælling om en kok på en politistation har ét højdepunkt, og det er Jeffrey Wright. Når der engang skal laves en biopic om James Baldwin, så er der efter ’The French Dispatch’ ingen tvivl om, hvem der skal spille den ikoniske forfatter. Det voluminøse cast, der også tæller bl.a. Bill Murray, Edward Norton og Willem Dafoe ender desværre tit som cameos eller stunt-casting, for hvad er idéen med at have Christoph Waltz med, hvis han bare skal sidde ved et middagsbord i to minutter?

For Wes Anderson-fans og filmhistorie-nørder er ’The French Dispatch’ et overflødighedshorn af referencer, og filmens første halve time er noget af det bedste, instruktøren har lavet. Niveauet daler dog derefter og i stedet for at have overværet et potentielt mesterværk, sidder man tilbage med en ganske middelmådig følelse i kroppen – underholdt, men ikke noget, som kommer til at gå over i dén filmhistorie, der ellers refereres hyppigt til på lærredet.