Misbrug, vold og økokritik – der er meget at komme efter. Men når der klokkes i et ellers lovende koncept, så kan et grusomt smukt monster alligevel ikke redde denne Del Toro-producerede gyser.

I en lille by i Oregon arbejder en enlig far på en fabrik i et underjordisk tunnelkammer, mens hans unge søn venter ude i bilen. Men strømmen går, og mystiske lyde giver genlyd omkring ham og hans kollega.

Da faren ikke vender tilbage til bilen, hvor han bad drengen om at vente, må drengen gå ind i mørket og finde ud af hvorfor.

Sådan åbnes ’Antlers’; en isoleret gyser produceret af den moderne gysermester og Oscar-vindende instruktør Guillermo Del Toro og instrueret af Scott Cooper, hans første forsøg på genren. Det skulle han nok desværre have ladet være med.

Et lovende startskud

I hovedrollen finder vi Keri Russell som skolelæreren Julia, der bor hos sin lillebror Paul (spillet af Jesse Plemons), som er sherif i byen. Det tyder på, at de både har traumer og bærer et usagt nag til hinanden på grund af deres barndom. Dette forbindes snart med den familie, åbningen af filmen præsenterede os for.

En af Julias elever, Lucas (Jeremy Thomas), er stille og mere indelukket, end han ellers plejer, og hans lillebror er også stoppet med at dukke op til undervisningen.

Derfor mistænker læreren, at noget er galt. Det er noget hun kan relatere til og hjælpe med. Og på sin vis kan hun.

’Antlers’ første akt fortæller os lige akkurat nok til at være ildevarslende, hemmelighedsfuld og ubehagelig. Det er i kraft af både de to søskende, der går på listetå rundt om hinanden, og den unge dreng der sidder oppe med musik hele natten og holder øje med døren til loftet.

Og da hemmelighederne bliver belyst?

Et mere frygtindgydende og grotesk smukt monster skal man lede længe efter i gysergenrens brede katalog. Det er en kæmpe fortjeneste for produktionen, special effects og animationen at skabe et så mareridtsagtigt og alligevel skræmmende realistisk væsen, som er i fokus hele fortællingen igennem.

Det er så desværre også netop dette monster, der skaber problemer.

Utilfredsstillende mellemspil

’Antlers’ er tydeligt inspireret af Native American-mytologi, og i en genre fuld af slasher-franchises og remakes er det forfriskende, at der gås andre veje end de typiske monstre i den overnaturlige subgenre.

Men hvorfor i alverden er den her film så fuld af hvide mennesker?

Det giver en lidt dårlig smag i munden, at den eneste narrativt vigtige karakter, der ikke er hvid, er First Nations Canadiske Graham Greene, og hans karakter Warren Stokes har desuden ikke mere end ti minutters skærmtid, hvor han falder i den oldgamle stereotyp som vismand, der info-dumper heltene, så de kan redde dagen.

Lige så meget lider ’Antlers’ under sit manus, når faktisk størstedelen af karaktererne virker statiske og umenneskelige, hvis man ser bort fra Plemons, der gør et stort arbejde, på trods af det han har at arbejde med.

Skud ud til forgængeren

Filmen kunne nok  beskrives som en forspildt chance, for det er tydeligt i den første del af filmen, hvor meget konceptet har at byde på, til trods for at der desværre er lavet en del ændringer på novellen, den er baseret på, ’The Quiet Boy.’

For det første bindes det todelte narrativ klodset sammen, og det fungerede langt bedre på skrift, hvor man kun har så meget viden om hovedpersonen.

Derudover bliver den ildevarslende stemning hurtigt brudt, og især midten af filmen er præget af mærkelige overgange på mærkelige tidspunkter, og til sidst har ’Antlers’ så ualmindeligt travlt med at få alle hemmelighederne ud i lyset på samme tid, at magien forsvinder.

Haltende over målstregen

Måske skulle Guillermo Del Toro have siddet i instruktør-stolen, for hans tilgang til monstre er klart noget, der giver gyseren så meget potentiale. Eller måske skulle historien faktisk være blevet fortalt af en Native American stemme i stedet for at bruge dette folks legender og by som blot en kulisse. Der er så mange måske‘er.

Gyserfilmens væsner og natur er fænomenale, og temaerne med misbrug og vold i hjemmet giver overvældende meget mening, så man kan bare ikke lade være med at ærgre sig over, at den ikke giver sig selv tid til at udfolde det, samtidigt med at den ikke sætter sig nok ind i de legender og det materiale, den ellers ønsker at bygge på.

I stedet får ’Antlers’ kun en til at tænke på alt dét, den ikke er og ikke gjorde. Det er som en sti igennem det utilgivende mørke, belagt med spor efter de langt mere dragende og næsten perfekte historier, den kunne have været. Men alle de potentielle fortællinger er den ikke; den er faktisk bare lidt af en ommer.