Jonas Kærup Hjort’s ‘Den Næstsidste’ bevæger sig igennem mørke, grå betonkorridorrer, som står i kontrast til de excentriske og skøre karakterer, der lever i bygningen. Filmen er dog desværre ikke meget mere spændende end den grå betonbygning, den finder sted i.

Hovedpersonen i “Den Næstsidste” starter som en stille, ret intetsigende karakter, og igennem filmen følger vi hans psykiske nedbrud og ser ham langsomt blive mere og mere animalsk og utilregnelig.

‘Den Næstsidste’ omhandler en vandaflæser, spillet af Joen Højerslev, der kommer ud til en stor, mystisk betonbygning for at aflæse dens vandmåler. Da han træder ind i bygningen, mødes han af besynderlige karakterer, og hele bygningen virker næsten som en sindssygeanstalt, som er blevet forladt af personalet, så de indlagte nu har fri leg. 

Døren, han kom ind af, kan kun åbnes udefra, så han skal ud på en lang kafkask mission for at slippe ud af bygningen. Dog er det svært præcist at forklare filmens handling, for vi har ikke at gøre med en særligt plotdrevet film.

Fuld skrue på filmiske virkemidler

Lige fra første scene i filmen bliver man helt paf over, hvor flot den er filmet. Størstedelen af filmen foregår i en grå betonbygning, men filmen formår på trods af dette at være visuelt interessant gennem hele dens spilletid.

Også lyddesignet i filmen er mærkværdigt. Gennem meget af filmen virker det som om, at mikrofonfølsomheden er skruet op på 110%. Man kan høre, hver gang to stykker tøj gnider mod hinanden, og man ville i hvert fald kunne høre en knappenål falde til jorden. 

Dette bliver brugt til at gøre seeren utryg. Eksempelvis er der flere scener, hvor filmen klipper fra en stille scene til en scene, hvor en stor gruppe mennesker råber i munden på hinanden. Det bliver ikke benyttet som et jumpscare, men den voldsomme kakofoni af alle stemmerne gør én meget ubehagelig tilpas.

Lyddesignet fungerer rigtig godt i nogle dele af filmen, men andre gange distraherer det fra det vigtige, der foregår. Flere gange kan være svært at forstå, hvad der bliver sagt i dialogen, fordi alle de små lyde, der normalt ville være dæmpede, i stedet er forstærkede.

Fortællingen falder fladt

Filmen berører en masse spændende emner. Der er bl.a. alle de skøre beboere i bygningen, den rejse, hovedpersonen skal på, samt hvordan hovedpersonen, i sit forsøg på at undslippe bygningen, bliver mere og mere skør og bliver mere og mere sammenflettet med bygningen og dens beboere. 

Filmen dykker desværre bare ikke dybt ned i nogen af disse elementer, og man kan derfor ikke undgå at spørge sig selv, hvad man har fået ud af filmen, når den er færdig.

Til tider kan man blive i tvivl om, hvad filmens formål er, specielt i forbindelse med karaktererne i bygningen. Karaktererne minder en del om figurer fra Anders Thomas Jensens film (bl.a. ‘Mænd og Høns’ og ‘Retfærdighedernes Ryttere’), men i stedet for at være vinklet til det komiske er de mere vinklet mod det forstyrrende eller gyseragtige, dog ikke nok til at være lige så uhyggelige som karakterer i gyserfilm. 

Karaktererne befinder sig i en underlig gråzone: ikke rigtig komiske, ikke rigtig uhyggelige. Det skal dog siges, at alle skuespillerne generelt spiller rigtig godt, specielt Joen Højerslev, da det også er ham, der får flest muligheder for at skinne igennem

“Den Næstsidste”  forsøger sig med en masse forskellige ting, og måske af præcis denne grund fejler den i at skabe en god filmoplevelse. Filmen tager for store bidder og ender derfor med at blive kvalt i maden.