Skaberne bag den højtelskede serie ’Downton Abbey’ vender nu tilbage med endnu et periodedrama, hvor musikken og kulisserne næsten (men også kun næsten) skinner smukt nok til at skjule de usympatiske karakterer og den kedelige handling.

Efter at have mistet sin far flytter den unge Frøken Marian Brook (Louisa Jacobson) til New York i 1800-tallet, hvor hun får lov til at bo sammen med sine mostre (spillet af legendariske Christine Baranski og Cynthia Nixon) i den dyre ende af byen.

Her bliver hun kastet ind i et virvar af uskrevne regler, løftede næser og sladren i krogene, når nye familier prøver at tage del i det eksklusive liv på 5th Avenue. Det er dog ikke nemt – hverken for en ugift kvinde fra Pennsylvania eller for nyrige magtpar nedstammende fra irske kartoffelbønder.

På samme vis er det heller ikke er nemt at opretholde interessen for selve serien.

Nye spillere i et gammelt spil

For at være helt ærlig, så fik jeg aldrig set ’Downton Abbey’ (2010) færdig. Jeg er helt vild med tanken om et periodedrama (jeg skrev endda et adoptionsbrev til Bridgerton-familien), men af en eller anden grund kom jeg aldrig længere end et par afsnit i første sæson.

Alligevel føler jeg mig kvalificeret nok til at kunne kalde ’The Gilded Age’ for dét, den er – en dårlig kopi af en gammel version.

Før jeg overhovedet vidste, at serien er lavet af Julian Fellowes, som netop stod bag ’Downton Abbey’, tænkte jeg ”Wow, det her minder meget om ’Downton Abbey’”. Musikken, kulisserne, kostumerne og selve konceptet er som taget ud af den gamle serie.

Det kan vel i sig selv egentlig godt fungere, men det kræver en original handling, som er nytænkt og spændende nok til, at man tværtimod tænker: ”Wow, ’The Gilded Age’ erstatter totalt meget min fascination af ’Downton Abbey’”.

I det mindste var de flotte at se på

I stedet består ’The Gilded Age’ af usympatiske karakterer og forhold uden nogen form for kemi, som prøver at skjule sig bag flotte farver og skønt tøj.  

Seriens scenografi og udsmykning er fuldstændig upåklagelig. Her kan man virkelig mærke Fellowes’ erfaring og evner skinne igennem, og kombineret med musikken, både intro og underlægning, er rammerne af ’The Gilded Age’ skabt af erfarne og talentfulde hænder.

Seriens skønhed har potentiale, men det bliver desværre ikke indfriet, hverken af manuskript eller valg af skuespillere. Replikkerne og relationerne føles tvungne og unaturlige, og det er svært at holde med nogle af karaktererne.

De eneste, der formår at bære serien og give den et pust af liv, er Baranski og Nixon, som hver portrætterer Marians mostre på en rigtig fin og yndig måde. Scenerne med de to er et højdepunkt, selvom der desværre ikke var nok af dem.

Seriens hovedrolle, Marian, er der ikke meget at sige om. Hun er en ufatteligt tør og usympatisk karakter, som virkelig har brug for en mere original personlighed, og det kan intet antal af flotte kjoler ændre.

Gamle, forudsigelige rammer

Når det kommer til æstetikken og scenografien rammer ’The Gilded Age’ perfekt. Desværre er det bare ikke nok, specielt når den skal leve op til andre højtelskede serier.

Serien prøver at sætte fokus på den tids kontroversielle emner såsom raceadskillelse og homoseksualitet, men den gør det på en meget uoriginal og forudsigelig måde. Det føles svagt, ugennemtænkt og egentlig bare som en stor skuffelse.

’The Gilded Age’ havde virkelig potentialet og talentet til at blive så meget mere, end den er, men som det ser ud nu, er serien ikke mere end en flot kunstudstilling, der er set før.

Denne anmeldelse er baseret på 1.-5. afsnit af sæson 1.