Marie Amiguet dokumenterer to mænds søgen efter den mytiske sneleopard – et majestætisk kattedyr, der er så sjældent et syn, at det i folkemunde er kendt som ”bjergenes spøgelse”. Men i løbet af deres søgen i det barske tibetanske bjerglandskab, finder de meget mere, end hvad de oprindeligt kom efter.

Pakket ind i adskillige lag camoufleret vintertøj og med flerdages kradsende skægstubbe, ligger Vincent og Sylvain på lur med udsigt ud over et af verdens sidste uspolerede naturområder. De er ikke bevæbnet med jagtgeværer, tværtimod, men med kikkert og kamera.

Der er ingen tvivl om, at Vincent Munier og Sylvain Tesson er et umage makkerpar. Med to dybt forskellige personligheder skulle man ikke tro, at de ville være et godt match til at tilbringe adskillige uger sammen under ekstreme vejrforhold i det østlige Tibet. 

Vincent Munier er en anerkendt naturfotograf, som spenderer de fleste af sine vågne timer i absolut stilhed i jagten på at tage det perfekte billede. Han har gjort det at holde sig i skjul til en livsfilosofi, og det er en kunst, som kræver en enorm disciplin og respekt for sine omgivelser.

Omvendt er forfatteren Sylvain Tesson en berømt eventyrer og livsnyder. Han har rejst verden tynd og er vant til store forsamlinger, hvor han kan benytte sig af sine fornemme talegaver.

Sammen er de to franskmænd en fornøjelse at opleve, når de i dobbeltcifret minusgrader funderer over menneskets rolle i jordklodens store puslespil.

Tålmodighed er en dyd

Det er dog vigtigt at pointere, at de reelle stjerner i ’Sneleoparden’ ikke er Munier og Tesson, men i stedet dyrene og den tibetanske natur, som i al sandfærdighed er deres hjem.

I deres udforskning af de grandiose bjergplateauer støder de to franskmænd på alt fra såkaldte bharaler (en form for bjerggeder), til ulve, antiloper og yakokser – de sidstnævnte, som ligner levn fra fortiden.

Et højdepunkt af mange er deres møde med en bjørnefamilie, en mor og hendes to unger, der nysgerrigt iagttager de to mænd. Den ene af bjørnene finder sig endda så godt til rette, at den begynder at gnubbe sig op af en klippesten, som for at demonstrere over for de to fremmede, at det er dén, der hører til her.

Alt dette må Munier og Tesson betragte på afstand, hvor timevis går med at traske rundt og vente på det ene øjeblik, hvor de kan få øje på det væsen, de netop er rejst til Tibet for at se.

Dokumentarens engelske titel ’The Velvet Queen’ vidner om, hvor majestætisk og ærefrygtindgydende et dyr, sneleoparden er. Men grundet dens sky natur har de to mænd kun en lille forhåbning om overhovedet at få et glimt af den.

Og på trods af det overvejende næringsfattige landskab er dyrene mestre i at camouflere sig. Det resulterer i, at man som publikum sidder flere gange undervejs og kniber øjnene sammen, indtil det går op for en, at det er dyrene, der iagttager en og ikke omvendt. Når man så omsider får øje på sneleoparden, er den hele ventetiden værd.

Vi er ikke alene

Et af ’Sneleopardens’ bærende elementer er, at den er simpelt fortalt. Samtidig er den meget mere end bare en gængs naturdokumentar.

Dette skyldes i høj grad den underliggende musik skrevet og fremført af Warren Ellis og Nick Cave, som er noget af det bedste, de to herrer har leveret. Og det siger ikke så lidt.

I samspil med Vincent Muniers blændende smukke billeder og optagelser fremmaner The Bad Seeds-medlemmernes kompositioner mildest talt kuldegysninger med deres brug af både klassiske og østasiatiske instrumenter.

Når der ikke er uhyggeligt stille eller musik fra Ellis og Cave til at supplere optagelserne, føres man gennem rejsen af Vincent Muniers filosofiske fortællerstemme, der beretter om menneskets plads her på jorden – og i det, et altoverskyggende budskab.

I en tid, hvor vi er blevet så afhængige af teknologi og sociale medier, glemmer vi at sætte pris på den spektakulære verden, vi er så heldige at leve i. Det er vores opgave at beskytte og bevare den natur, vi nu har tilbage, samt det dyreliv, der har været her længe før os.