‘Spencer’ er den nyeste film om Lady Diana og foregår over juledagene i 1991. Dagene, som kulminerede i hende og prins Charles skilsmisse. Pablo Larraín, som også er manden bag den fantastiske biopic ’Jackie’, instruerer igen en vidunderlig film om en fascinerende karakter.

Ligesom ’Jackie’ foregår ’Spencer’ blot over et par dage, hvilket er min favorit facon for filmiske biografier eller biopics, som de også er benævnt (se ’One Night In Miami’ ’ & ’Steve Jobs’ som fantastiske eksempler). De få dage tillader os i større grad at komme ind under huden på Diana, end en tjekliste for hendes mest kendte begivenheder ville gøre.

Fra ‘Jackie’ medbringer Larraín 1.66:1-formatet og sin 16mm-filmoptagelser, men skifter Stéphane Fontaine ud med Claire Mathon (’Portræt af en Kvinde i Flammer’), som formår at skabe maleriske indstillinger. 

Kombinationen af det engelske vejrs tåge og kodakfilmen virker næsten som at et tyndt slør over linsen, og Diana og hendes farverige kostumer står i kontrast til filmens yderligere farvepalet. Især i forhold til de grå-uniformerede familiemedlemmer og tjenestefolk som hun, med undtagelse af William og Harry, modvilligt omgås.

Og når nu vi er ved familien…

Larraín har valgt at benytte Elizabeth sparsommeligt. Dronningen fremstår derfor langt mere truende, idet blot hendes tilstedeværelse på slottet er nok til at skræmme alle godsets indbyggere – tjenestefolk såvel som familiemedlemmer. Ligesom i de bedste gyserfilm er monsteret langt mere uhyggeligt, når det ikke ses.

Det er dog ikke kun svigermor, som gør julen til en ubehagelig oplevelse. Traditionen med at familiemedlemmerne skal vejes før og efter jul, samt tvangen om bestemte outfits på bestemte tidspunkter, får godsets varme, træpanelsbeklædte vægge til at virke som et fængsel.

Maggie, som er Dianas påklæder, minder Diana om godsets, billedligt talt, tynde vægge. ”They can hear you” står der på et skilt i køkkenet, som en påmindelse til køkkenpersonalet om at være stille. Men det er tydeligt, at reglen ikke kun gælder dem. Tjenestefolk og fotograferer siges at lure på slotsgrunden. Alt, hvad Diana gør, kan potentielt blive til valuta i deres sladderkredse. Kommentarerne er en subtil adressering af publikum og er enormt triste, Dianas skæbne taget i betragtning.  

Stewart bliver ét med Spencer.

Kristen Stewart er fantastisk i rollen som Diana. Hendes performance er tilpas balanceret mellem den eksterne undertrykkelse, der følger af monarkiets idiotiske traditioner, og hendes interne ønske om frihed. En frihed, hun føler, at hun opnår mere af ved hver forfærdelig, selvstraffende handling. Stewart gør alle tidligere og alle kommende udlægninger af Diana irrelevante.

Larraíns nøje instruktion hjælper også Stewart mod en helstøbt præstation. Selv scener uden dialog udtrykker mesterligt Dianas frustrationer. Et pragteksempel er ved julemiddagen.

Et orkester spiller musik i spisesalen, da forretten bliver serveret. Stemningen er i forvejen trykket, da Diana må iføre sig en stor perlehalskæde, velvidende at hun ikke er den eneste kvinde, Charles har foræret smykket. Elizabeths tilstedeværelse hjælper ikke på stemningen, og en stirrekonkurrence mellem Diana, Charles og Elizabeth udvikler sig. De ellers fredelige strygere bliver mere og mere aggressive, og perlehalskæden føles snart mere som et elitært halsbånd end et smykke. 

Der er gode chancer for, at filmens score ender med at skaffe Jonny Greenwood (’The Master’, ’We Need To Talk About Kevin’) sin første Oscar. Selvom strygere er en klassisk genganger i film, må man ikke ledes til at tro, at filmmusikken er uoriginal. Tværtimod. Strygere og klaver akkompagneres ofte af en jazzet trompet, hvilken giver udvalgte øjeblikke en harmonisk dissonans, og den skæve musik matcher Dianas mest magtesløse øjeblikke.

Mod solnedgangen?

Dog er alt billedsprog ikke lige så veludført som julemiddagsscenen. Til tider er billedsproget decideret hårdhændet.  Diana erindrer barndommen og den frihed, der var i leg på markerne. Det vises i en montage af hende, der løber i hvert stadie af sin opvækst. Uheldigvis virker det vældig amerikansk for en film, som er så forankret i netop det engelske kongehus’ historie.

Mod filmens slutning bliver der også brugt ”All I Need is A Miracle” som et symbol på Dianas nyfundne frihed, men behovet for en ”feel-good”-slutning gør filmen en bjørnetjeneste.

Trods disse (få) amerikanske virkemidler har Larraín igen formået at lave en af de bedste biografier i nyere tid, og det ville være en skam, hvis ikke ’Spencer’ vinder et par statuetter ved dette års prisuddelinger.