Den japanske Best Picture-nominerede film fortæller en historie om sorg, jalousi og skyldfølelse – alt sammen set fra en chauffør og en passagers øjne.
Den Oscarnominerede instruktør Ryusuke Hamaguchi leverede allerede sidste år en magisk historie i form af ’Wheel of Fortune and Fantasy’, og nu kommer han med endnu en.
’Drive My Car’ er en fortælling om en skuespiller og instruktør, Yusuke Kafuko (Hidetoshi Nishijima), der efter en omvæltende livsbegivenhed beslutter sig for at opføre sit eget teaterstykke på en festival i Hiroshima.
Filmens hovedperson er en mand, hvis liv er defineret af hans køretøj, hvor han øver sine replikker til lyden af sin kones stemme på den gamle båndoptager.
Det stilfærdige roadtrip bliver til en rejse gennem sorgens grundvold og glemte minder, og så bliver det en start på et venskab, der aldrig har givet mere mening end nu.
Rejsen mod de skrå brædder
Et afskrækkende element ved ’Drive My Car’ kan være, at den er tre timer lang. Heldigvis udnytter instruktøren hvert minut og trækker øjeblikkene i langdrag for at vise deres skønhed på den mest sandfærdige vis.
Det er for eksempel derfor, at titlen på filmen ikke dukker op på lærredet, før vi er godt og vel 40 minutter inde i handlingen – men samtidig er alt før det et forspil, men ét vi hengivent vender tilbage til ved flere lejligheder, hvor følelserne bliver sat på prøve, og et simpelt træk om mundvigen siger mere, end man kan forestille sig.
Filmen udnytter derved også skuespillet: den opstiller en historie inde i en historie og spejler hver karakter i deres rolle i stykket med selvsikkerhed og gennemsigtighed.
Onkel Vanja er Yusukes egen rolle, men en han har fraskrevet sig grundet en traumatisk oplevelse, der har skræmt ham væk fra scenen. En anden rolle minder ham forfærdelig meget om sin kone, mens han videregiver sin egen rolle til en ung mand, der træder ind i hans liv på det værst tænkelige tidspunkt.
’Drive My Car’ funderer over sin eksistens uden at virke prætentiøs og får det at skabe et dragende univers til at se legende let ud.
Fortidens jerngreb
Hjertet af filmen findes dog ikke kun hos hovedpersonen, men også hos hans nye bekendtskab – en ung kvinde ved navn Misaki (Toko Miura), der har til arbejde at være hans chauffør, mens han bor i Hiroshima.
De to forskellige figurer synes ikke at have nogen form for fælles holdepunkt eller forbindelse, og det dømmer dem til lange, akavede stilheder, når arbejdet går i gang.
Men i takt med at publikum kommer med på hver køretur, får vi indblik i karakterernes følelser, hemmeligheder og det desperate behov for en ny relation.
Begge karakterer har én fod i fortiden og én i nutiden og vha. intense blikke, en mand, der overkommer sit eget ego, og en kvinde, der overkommer sin egen indelukkethed, skaber Hamaguchi et tidsløst venskab.
Et venskab bygget på åbenhed, sårbarhed, en plettet fortid og en usikker fremtid.
’Drive My Car’ er et karakterstudie af realistiske og ukomplette mennesker, der sammen bliver herrer over deres skæbne, og instruktøren forstår at håndtere de største traumer som ingen anden.
I sorgens grundvold finder to modsætninger trøst i at åbne sig op for et andet menneske, og Hamaguchi spinder magiske tråde både på teaterscenen og bag kameraet. Der er ikke tale om andet end komplet perfektion.
