Nicolas Cage-renæssancen har nået sit højdepunkt med en selvironisk og selvrefererende film, hvor skuespilleren spiller sig selv. Desværre sidder man tilbage og kan ikke sige meget andet end ”nå… det var da fint.”

Han er en del af den velkendte Coppola-familie, er fortsat nok en de skuespillere, der har inspireret flest memes (se f.eks. Not The Bees!) og har endda en filmbegivenhed dedikeret til sig i form af Age of Cage på det sociale medie Letterboxd.

Skaberne bag ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ er i den grad fans af skuespilleren, som er blevet kaldt både vor tids bedste og værste skuespiller alt efter, hvem man spørger. Og med et brev fra instruktøren gik det til, at Cage spiller rollen som sig selv i en film om sig selv.

Den fiktionelle version af Nic Cage er i dyb gæld (som han også på et tidspunkt var i det rigtige liv) og grundet det og sit svære forhold til sin datter og ekskone, tager han et usædvanligt job, hvor han betales en million dollars for at deltage i en superfans fødselsdag.

Hurtigt bliver filmen en typisk action buddy-komedie og ender desværre mere klassisk, end man kunne ønske sig.

Spiller på samme tangent

Filmen giver genlyd af de utallige film med midaldrende mænd i hovedrollen, der skal finde sig selv igen efter en lang række nedture.

Fiktionens Nic Cage har tænkt sig at gå på pension, hvis han da ellers ikke skyldte alt for mange penge væk. På samme tid har han en teenagedatter, han ikke kan gøre sig klog på, og så mister han en filmrolle, som skulle have givet ham et stort comeback.

’The Unbearable Weight of Massive Talent’ skriger af overgange på overgange. Faktisk så meget at filmen aldrig rigtig bliver mere end en actionflick.

Cage er en oplagt person at have i sådan en film, netop fordi han har lige dele karisma og mystik, og fordi få har et ambivalent forhold til ham – man enten elsker eller hader ham.

Derfor kunne man godt ønske sig, at sådan en film var så syret som overhovedet muligt.

Der er spande af selvironi, og der refereres til mange af Cages tidligere værker, samtidig med at han spiller over for en yngre og mere arrogant fantasiversion af sig selv. 

Det bliver dog ikke vildere, end at han kører bil, mens han er på LSD i et par scener, og den vilde fortidsversion af hovedrollen skal med sand Hollywood-manér levere en peptalk i den tredje akt, for at Cage tager sig sammen og redder dagen.

Intet som kærlighed mellem bros

Jeg må erklære mig skyldig i på forhånd at have en bias. Jeg er stor fan af den mandlige birolle, Pedro Pascal (som de fleste nok kender fra Star Wars-serien ’The Mandalorian’), og derfor lagde jeg selvfølgelig meget mærke til ham i rollen som Cages hysteriske fan, Javi.

Mange gange stjæler han helt scenen fra hovedrolleindehaveren, og langt hen ad vejen kommer kemien i venskabet fra Pascals naturlige karisma.

Derudover kan man se folk som Tiffany Haddish og Ike Barinholtz som CIA-agenter, og Neil Patrick Harris som Cages manager – alle dygtige komikere, der dog desværre må nøjes med relativt tamme roller i et plot, der er så selvsatirisk, at det ender med at blive lidt øjenrullende.

Hvad kan man ellers sige om ’The Unbearable Weight of Massive Talent’? Memeability var der ikke helt nok af, men Cage, der snaver med sig selv, var rimelig fedt. Cage der går undercover i noget, der mistænkeligt meget ligner et forsøg på at slippe af sted med brownface, er knap så fedt.

Selvom filmen ikke helt lever op til så stor en skuespillers ry, er den dog stadig langt hen ad vejen det værd – om ikke andet så i hvert fald for det sympatiske venskab mellem de to mandlige roller, der kan stjæle hjerter til højre og venstre.