Baz Luhrmans biopic ‘ELVIS’ følger Elvis Presleys liv og karriere. Det er en klassisk fortælling om berømmelsens pris, som bæres hjem af Austin Butlers overbevisende personalisering af kongen af Rock and Roll.

På en scene står en ung gut i et stort, pink jakkesæt. Med eyeliner om de isblå øjne ser sangeren lidt nervøst ud på det afventende publikum, der ikke ved, at de om lidt bliver vidner til en artist, der bliver en af verdens største. Men da Elvis spiller, synger og vrikker sig gennem det første nummer, forplanter hans dans sig til spontane, ekstatiske skrig blandt publikum. En stjerne er født.

Instruktør Baz Luhrmann undersøger i ‘ELVIS’, hvordan den lidt generte countrysanger blev til ikonet Elvis. Set gennem den kontroversielle manager Tom Parkers øjne følger filmen stjernens fødsel og død. 

Men hvem var Elvis Presley egentlig? I et interview fortæller hovedrolleindehaveren Austin Butler, hvordan Elvis Presley er så stort et fænomen, at manden selv er svær at få hold om. Fra de farverige, flamboyante kostumer, den dybe, lidt snøvlende stemme og ikke mindst de forbudte vrik med hofterne er myten om Elvis blevet mere end summen af delene.  

Ved at tage udgangspunkt i Presleys kærlighed til familien og ikke mindst sorgen over at miste sin mor har Butler fundet en måde at menneskeliggøre ikonet. Og Austin Butler er vitterligt en fantastisk Elvis Presley. Han leverer en performance, så man føler, man ser på et menneske, og ikke en skuespiller, der spiller et menneske. 

Butler får det forførende og farlige frem i Presley, der gjorde ham kontroversiel i karrierens begyndelse i 1950’erne. På samme tid portrætteres sangeren i høj grad også som en følsom drømmer, der elsker musikken, men egentlig er for naiv til livet i showbizz. Derfor falder Elvis også i kløerne på manageren Oberst Tom Parker, spillet af Tom Hanks, der udnytter sangerens talent og ambition til at tjene en formue til sig selv.  

Snemænd og stjerner

Filmen begynder med Parkers indlæggelse mange år efter Elvis’ død. Fra sygesengen fortæller Parker direkte til seeren historien om Elvis Presley og sin egen rolle som manager og slavepisker i det cirkus, der var Elvis liv. 

Filmen undersøger forholdet mellem de to, hvor Parker udfylder rollen som Presleys fortrolige efter morens død. Men Parker er en såkaldt ’snemand,’ der tjener penge på spektakulær underholdning på bekostning af de involverede. Desværre bliver Parker aldrig lige så overbevisende som ikonet Elvis. For mig er Parker stadig Tom Hanks, der spiller Tom Parker.

Selvom der er en pointe i at lade en anden fortælle om myten Elvis’ biografi, er Parkers ydre blik på stjernen filmens svageste greb, fordi det opretholder en distance til manden med den store stemme og de berømte dansetrin. For mig fremstår Parker som en ubetinget skurk, og derfor køber jeg ikke den del af filmen, der handler om Parkers nære relation til Presley. 

Larger than life-instruktør
Det er oplagt, at Baz Luhrman instruerer filmen, fordi Luhrmans stil, ligesom Elvis Presleys, er larger than life. Fra instruktørens debut i 1992 med ’Strictly Ballroom’, over ’ROMEO + JULIET’ med Leonardo DiCaprio og ikke mindst ’Moulin Rouge!’ med Nicole Kidman er instruktørens stil kendetegnet ved store, visuelle og musikalske spektakler, hvor forfaldet altid lurer lige under den dekadente overflade. 

’ELVIS’ skriver sig ind i instruktørens tradition. Fra første scene er ’ELVIS’ nemlig et festfyrværkeri af monterede elementer, musik, dans og flash-forwards. For eksempel er Elvis’ opvækst forklaret med tegneserier, hans tidlige karriere visualiseret gennem TV-indslag og avisudklip, hans optrædener ofte gengivet i minutlange sekvenser. Det er som en teaterkoncert, én lang musikvideo. Der går nok ikke mere end 10 minutter mellem hvert nummer, men det fungerer, ikke mindst fordi Butler er så god som Elvis. 

De første 20 minutter er en rutsjebane af visuelle påhit, mens særligt anden halvdel af filmen, hvor Elvis vikles uigenkaldeligt ind i Parkers spind, er lidt for lang. Der er for mange op- og nedture i Elvis’ mere end 20 år lange karriere, til at jeg var følelsesmæssigt involveret i hvert enkelt dyk. Men det var visuelt interessant hele vejen igennem.

Elvis has left the building
Et spørgsmål, jeg sad med undervejs, er, hvem filmen er lavet til. Den er klart en hyldest til en eminent performer, men for nybegynderen undrer jeg mig over, om Elvis ikke portrætteres lige vel positivt. Og bringer filmen nyt til bordet for den inkarnerede fan?

Jeg tror stadig ikke helt, jeg forstår, hvem Elvis var, men måske er det fordi, at ingen nogensinde kommer til at finde ud af det. Men jeg forstår nu, hvorfor så mange var så fascinerede af ham.

Ultimativt sidder jeg tilbage med følelsen af musikken og Austin Butlers fremstilling af ikonet selv. ’ELVIS’ er en sprudlende hyldest til kongen af rock and roll, helt i Baz Luhrmanns ånd. Men hvem, Elvis egentlig var, er stadig en myte.