Af Dorte Winkler
Sidste sommer kunne publikum til den franske film Jeg har elsket dig så længe fryde sig over sublimt skuespil af engelske Kristin Scott Thomas i et dystert, men gribende drama. Denne sommer er der igen mulighed for at fange Scott Thomas i en hovedrolle, og endda i endnu en fransk film, denne gang af Catherine Corsini, som både har skrevet manuskript og instrueret. Corsini er ikke særlig kendt i Danmark, trods en nominering til Guldpalmen i Cannes 2001 for La Répétition.
Lykken er lunefuld (org. titel Partir) er intet mindre end et kærlighedsdrama, et klassedrama og en kvinde-eksistentiel historie. Den engelske Suzanne (Scott Thomas) bor i Sydfrankrig med sin lægemand, Samuel (Yvan Attal) og to teenagebørn. Livet som overklassefrue er for overfladisk og lidenskabsløst for Suzanne, som, med mandens penge i ryggen, har besluttet sig for at genoptage en karriere som kinesiolog, og er i den forbindelse ved af få bygget sin klinik som tilbygning til huset. Her møder Suzanne den spanske immigrant og håndværker Ivan (Sergi López), og de indleder en lidenskabelig affære, som starter en lavine af passion, jalousi, desperation, hævn og afmagt.
Lykken er lunefuld skildrer den voksne lidenskabelige kærlighed, som kommer som en overraskelse og en voldsom omvæltning af det etablerede liv. Filmen er fuld af intense, nærværende og smukke kærlighedsscener mellem de elskende – ingen retouchering her og det trods at de elskende er godt på den anden side af de 40. Det skal man glæde sig over. Men udover skildringen af denne kærlighed, er filmen også et foruroligende billede af gifte kvinders situation, når de ønsker sig ud af det ægteskab hvor de har givet deres tid til hjem og børn, men ingen selvstændig indkomst haft. Om det er helt så grelt i Danmark vides ikke, men kvindens afmagt og afhængighed af manden bliver sat på spidsen her hvor en smuk, kompetent og intelligent kvinde står til at miste alt, da hun ikke vil som sin mand længere. Via kærlighedshistorien berører filmen samtidig klasseskellet – skellet mellem de rige/magten, og immigranterne, kvinderne, de ufaglærte og afmagten, og bliver derved både politisk og feministisk uden at være bombastisk eller usaglig. Det smukke og luksuriøse Sydfrankrig, som ånder af lethed og sanselighed, er både en skøn kulisse og en skærende kontrast til handlingen.
Lykken er lunefuld emmer af autenticitet i både manuskript og skuespil. Der er noget på hjerte her! Kristin Scott Thomas, hvis ansigt uden et ord kan gennemleve følelser der rammer publikum lige i mellemgulvet, leverer endnu engang skuespil af meget høj kaliber. Sergi López’ Ivan rammer plet, som den desillusionerede immigrant og altmuligmand, der kender den plads han er tildelt og som han ved han ikke kan komme væk fra, og Yvan Attal som den forsmåede ægtemand, der kun kan håndtere jalousien og smerten ved magtmisbrug og besiddertrang.
Lykken er lunefuld er en af den slags film der hænger i kroppen og sindet længe efter lærredet er blevet mørkt. Så hvis man kan tåle den slags, er det bare om at få købt billet.
4 ud af 6 stjerner