Når David O. Russell ikke angriber sine skuespillere eller tager på sine familiemedlemmer, finder han nogle gange tid til at lave en ny film.
O. Russell er kendt for en stribe af Oscar-favoritter, herunder. ’The Fighter’, ’American Hustle’ og ’Silver Linings Playbook’ og i ’Amsterdam’ ses et par af hans yndlingssamarbejdspartnere b.la. Robert DeNiro og Christian Bale. Det sidste vi så fra O. Russell var dog 2017s ‘Joy’, som vi (nu) ved var begyndelsen på en stribe af meh-film.
”Mr. O. Russell, I’m ready for my closeup”
’Amsterdam’ har en Wes Andersoniansk mængde stjerner på rollelisten. Der er ingen tvivl om at der her er tale om 2022s mest spækkede rolleliste. Alle som er noget ved musikken – og deres mor, er med. Dette er dog ikke gået O. Russell forbi, som flittigt benytter sig af nærbilleder med en lille fremadrettet bevægelse, når et nyt stort navn bliver introduceret.
Vi møder hovedrollerne, spillet af Christian Bale & John David Washington på denne måde. Det er fint, deres navn står øverst på spisesedlen? Men efter vi har rundet både Taylor Swift, Chris Rock, Zoe Saldana, Mike Myers, Michael Shannon, såvel som Anya Taylor-Joy, Rami Malek med flere, er nærbillede-påfundet en smule kørt ud. Publikum er klar over, at alle disse mennesker er stjerner, men hvis O. Russell giver sin caster flere skulderklap, risikerer hun at få dårlige knæ.
Der er dog kun et antal karakterer en film kan jonglere med, inden publikum taber sutten og alle stjernerne må deles om spilletiden. Derfor virker nogle af skuespilspræstationerne, trods deres kvalitet, at føles som cameos, da flere af dem kun dukker op én eller to gange.
Spændende mordmysterium
Efter et noget så forhastet anslag, går filmen i gang, da vi får historien om hvordan hovedrollerne stiftede bekendtskab. Bales Burt Berendsen bliver sendt til Argonne under 1. verdenskrig, da hans svigerfamilie gerne vil af med ham.
Her møder han andre uønskede tropper, det afroamerikanske regiment, som er tvunget til at kæmpe i franske uniformer, da USA ikke vil kendes ved dem. Washingtons Harold Woodman er stationeret heri, under en antiracistisk general. Sammen drager de i krig, men ‘Amsterdam’ begynder først rigtigt, da de møder Margot Robbies karakter Valerie.
Et tidspring senere, og vi befinder os i New York. Burt er blevet selv-medicinerende læge og Harold er blevet advokat. Generalen for Burt og Harolds regiment er død, måske endda myrdet og ’Amsterdam’s svar på Dupond og Dupont er i hælene på Burt og Harold. Men hvem står egentlig bag attentatet? Og hvordan er Valerie involveret?
Siden ’Amsterdam’ er en neo-noir, vil jeg ikke gå mere i dybden med detaljerne. Det er sjovt for seeren at forsøge at rede ud i alle trådene. Især oven på Soderberghs kedelige neo-noir ‘No Sudden Move’ fra 2021, er det rart at se at Hollywood (stadig) kan bakse et udmærket mysterium sammen. Det hjælper måske, at der er tale om ægte hændelser, men jeg vil ikke underkende Russells evne, til i det mindste at fortælle disse hændelser i en spændende rækkefølge.
Højt at flyve, dybt at falde
Men der er ikke givet meget tid til at seeren kan få sine egne idéer om hvem står bag mysteriet. Bale dukker fra tid til anden op i en dødirriterende, ’Blade Runner theatrical cut’-agtig voice-over for at sikre sig, at selv dem der sover på bagerste række, er med på vognen. Dette gælder både for hvor i plottet karaktererne er, men også for Burts følelser.
I de samme uinspirerede voice-overs giver Bale monolog efter monolog om hvordan kærlighed ikke er noget man vælger, men noget man behøver. Gentagelser gør ikke ordene visere, tværtimod giver det en bedre chance for at vise seeren, netop hvor lommefilosofisk en replik det egentlig er. Jeg spiller verdens mindste violin for dig Burt Berendsen, men du er en langt bedre læge end du er poet.
Det er ikke et tilfælde at jeg referer til politi-duoen som de højtelskede Tintin-karakterer, ’Amsterdam’s tone er mildt sagt useriøs. Men trods et par sjove one-liners, når filmen aldrig komediestatus. Værst er det med Alessandro Nivolas karakter Hiltz, som tydeligvis er skrevet som værende ”sjov”, men aldrig er det. Dette kan undre en, især når man ved hvor voldeligt insisterende O. Russell er, når det kommer til antal takes. Dog er der glimt af humor – ikke ulig starten af ’Joy’ eller ’Synechdoche, New York’ hvor karaktererne snakker i munden på hinanden og kommer med aggressive baghåndede bemærkninger.
Sidst er det vigtigt at sige, udover anmeldelsen: Hvor meget man nyder eller ikke nyder ’Amsterdam’ er stærkt afhængigt af, hvor man står i debatten om adskillelse af kunst og kunstner. O. Russell er berygtet for at skabe giftige arbejdsmiljøer og har mere end en gang opført sig usmageligt og decideret ulovligt – hvilket er værd at have i mente, inden man støtter op om hans film.
