David Cronenberg er tilbage med en film, der bringer kongen af body-horror tilbage til sin tematiske kerne i en kvalmende udforskning af menneskehedens sammenstød med teknologien.

Crimes of the Future er en grænsesøgende thriller om menneskets tilpasning til et syntetisk miljø, der forårsager uforklarlige mutationer i mennesker og dermed udfordrer hele menneskehedens lovmæssigheder. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor smerte ikke længere er noget man frygter, men noget man drømmer om. Der opstår en umættelig fascination af, hvad der gemmer sig under huden, som driver folk til at operere hinanden i kunstens navn.

Der vokser en subkultur, som ønsker at undersøge og udvide den hurtigt udviklende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. I spidsen af denne subkultur står den berygtede performancekunster Saul Tenser (Viggo Mortensen) og hans partner Caprice (Léa Seydoux). Saul er offer for disse mystiske mutationer, som Caprice tatoverer og opererer foran et hungrende publikum.

Surgery is the new sex, right?

I en verden, hvor smerte er et fjernt minde og kroppens sammensætning er i konstant forandring, opstår der et nyt forhold til kroppen og ikke mindst til sex; menneskets mørkeste drifter er ikke længere seksuelle, men kirurgiske. Grafiske sexscener erstattes med scener, hvori Saul og Caprice i ekstase skærer i hinandens nøgne kroppe.

Crimes of the Future er uden tvivl en unik transhumanistisk undersøgelse, der giver anledning til bred fortolkning og ikke mindst diskussion. Men hvis man ikke er en tykhudet body-horror entusiast, kan man sidde tilbage med en følelse af filmisk meningsløshed. En følelse jeg tit genkender i forbindelse med film, der vægter voldsomme indtryk højere end mening og relaterbarhed. 

Det er ikke for at sige, at der ikke er en mening med Cronenbergs galskab, den er bare ikke altid lige nem at finde. Hvad er meningen eksempelvis, når Caprice stikker tungen ind i Sauls opskårne mave som en seksuel akt? Det kan de rutinerede body-horror connaisseurs få lov til at svare på.

Body-horror kender ingen grænser

Der er tale om en genre, der ofte skiller vandene og lægger op til uendelige diskussioner. Det vil Crimes of the Future uden tvivl også gøre. I sin udforskning af, hvad det vil sige at være et naturligt menneske i unaturlige omgivelser, er filmens grænsesøgning ikke ladet være op til tilfældigheden. 

Filmens tematikker faciliteres blandt andet af skuespilpræstationer, der flugter grænsen mellem overspil og overbevisning. Mortensen spiller et konstant ubehag og mystik, der er tåkrummende at se på, men som man næppe kigger væk fra. Samme er tilfældet for Kristen Stewart, der i sin portrættering Timlin, er akavet og overspillet. Dog på en måde, der komplimenterer filmens tone lige så vellykket som Seydoux, der, gennem sin elegante spillestil, stiller en tiltrængt kontrast til filmens generelle brutalitet.

Mange af filmens scener vover seeren at kigge væk; eksempelvis når to mænd står i en mørk gyde og skærer i en kvindes krop for seksuel nydelse. I en film der udfordrer forståelsen af, hvad det vil sige at være et menneske, er det altså ikke uhørt at udfordre seerens sanseværktøj på samme tid.

Uanset om du er body-horror entusiast eller ej, bliver det en mindeværdig biografoplevelse. Og hvis du ikke er helt nem at skræmme væk, er der gode chancer for, at det også bliver en god biografoplevelse.