Udover at være en narcissistisk diktator er James Cameron en af de mest geniale og visionære levende filmskabere, som man aldrig bør dømme ude. Men trods et underskønt ydre er manden, der altid skubber til grænserne, denne gange svømmet hovedkulds ind i en malstrøm af klichéer, forudsigelighed og ulidelig selvhøjtidelighed.
Jeg var 10 år gammel, da jeg forventningsfuldt sad i biografmørket en kold december aften i 2009, for at se ‘Avatar’ for første gang. Jeg husker tydeligt, hvordan min hjerne var fuldsætning nedsmeltet af ren eufori over, hvad jeg lige havde overværet, da jeg forlod biografsalen og tog 3D-brillerne af.
Det var med samme høje forventninger, at jeg her 13 år efter vendte tilbage til Pandora. Der skulle dog ikke gå længe, før forventningen blev til skuffelse, da gode gamle Cameron tydeligvis har brugt mere energi på at lave en prædikende tech-demo end en ny original opfindsom historie.
Keeping up with the Sullys
Da vi så Jake Sully (Sam Worthington) sidst, havde han besluttet at ændre side og leve i sin Avatar-krop permanent. Siden da har han og Neytiri (Zoe Saldana) levet lykkeligt i skoven på Pandora, hvor de har startet deres egen lille, moderne familie, komplet med tre af deres eget afkom samt to adoptivbørn.
På bedste Fast & Furious-manér handler denne film om familie, men selvom vi tilbringer 190 minutter i deres selskab, føler man ikke, at man har fået et specielt nært forhold til dem.
Jake og Neytiri får ikke den store udvikling, fordi deres cirkel var nogenlunde sluttet i den forrige film. Jake indtager nu rollen som den strenge men retfærdige far, mens Neytiri bliver reduceret til den hysteriske mor.
Af deres egne børn, får storebroren ikke meget karakteristik, andet at han bare er storebroren, og det samme gælder lillesøsteren, der heller aldrig bliver mere end bare ”den yngste”. Midterbarnet er den eneste af dem, der faktisk får en personlighed.
Det ene af de to adoptivbarn er Kiri, der er Sigourney Weavers karakter fra etterens teenage-datter – også spillet af 73-årige Sigourney Weaver – hvis eksistens er et mysterie, som filmen ikke giver et klart svar på (måske kommer det i Avatar 7?).
Den anden er mennesket Spider, der er søn af skurken fra den første film Oberst Quaritch. Det viser sig, at han åbenbart havde en baby, som nu er blevet ældre og ligner en surfer-dude fra Australien, der skal forestille at være i konflikt med sig selv omkring, hvilken side han er på. Skurkene i filmen er dog generelt så usympatiske, at man på intet tidspunkt køber denne svingende loyalitet.
Mange af hovedpersonerne er dermed forholdsvis unge, og 67-årige James Cameron har naturligvis skrevet replikker til sine unge aliens, der inkluderer hippe slang-gloser som “cuz” og “bro”, der kan få en til at rulle sine øjne helt op i indersiden af kraniet.
En dreng og hans rum-hval
Der sker selvfølgelig det uundgåelige, at de onde mennesker vender tilbage til Pandora og dræber så meget flora og fauna, som de kan. De vil gøre alt for at slå Jake ihjel, og derfor tager han sin familie under armen og flygter til en anden del af planeten for at redde sin egen blå mås.
Her bliver de en del af en hel ny klan af Na’vi, som har fiskehaler og hudfarver i en anelse lysere nuance af blå end dem.
Miljøaktivist Cameron gjorde i den originale film et stort nummer ud af, at man skulle redde træerne i skovene fra at blive fældet. I denne film er det så blevet fiskenes tur.
Den nye klan har nemlig et tæt forhold til de hvallignende dyr kaldet tulkuns, som har noget meget dyrebart hjernemasse, hvilket selvfølgelig gør, at de bliver attraktive at jage for de grådige mennesker. Man skal ikke have den store analysehat på, før man ved, hvad det er, Cameron vil sige.
Det er også i denne del af filmen, at den overordnede konflikt kommer lidt i baggrunden, mens vi hænger ud i bølgen blå. Det er som om, at Cameron sætter en stor stopklods for fremdriften i dramaet for lige at demonstrere sine flotte effekter. Og de er flotte!
(Na’)vi har set det før
Cameron har øjentydeligt brugt de sidste 13 år på primært at perfektionere filmens look, hvilket kan mærkes på den haltende historie. Historien følger en meget ensformig struktur, hvor de uartige børn kommer i fare, og Jake kommer til undsætning for at redde dem. Rinse and repeat.
Hovedkonflikten ligner samtidig uhyggeligt meget den første film, bare med mindre på spil og større forudsigelighed.
Men skal man absolut se forbi det og fokusere på det visuelle, kan man naturligvis ikke komme udenom, at næsten hvert eneste skud i filmen er et kunstværk i sig selv, og man kan kun beundre Cameron for at holde sig til sin kompromisløse visuelle vision.
Samtidig er det også en selvfølge, at Cameron er utroligt dygtig til at filme højintens action, der kan tage pusten fra publikum.
Alligevel sidder man ikke tilbage med samme wow-faktor, som man gjorde i 2009. Dengang tog Avatar et kæmpe skridt op i forhold til, hvad man kunne med visuelle effekter, men siden har man set en så stor mængde af CGI-tunge fantasy-film, at man kan føle sig helt mæt.
Hvis Cameron havde været i stand til at bakke sine visuelle vidundere op med et nyskabende plot og nogle interessante karakterer, kunne vi godt have haft et nyt fænomen på hænderne. Filmen fanger dog aldrig sin forgængers magi, og for min skyld behøver Cameron ikke åbne Pandoras æske igen.
