Vi har på Nosferatu ikke kunne blive enige om hvad årets bedste film egentlig var, men vi giver gerne 5 bud på hvad det kunne være. Fra den fortsatte nyskabelse af gysergenren fra Jordan Peele over højtrækkende Schwarzenegger-sequel til antikrigsfilmen over dem alle, 2022 har budt på mange gode filmoplevelser.

’Nope’ minder os om at tage kontrollen over vores egen eksistens, og de konsekvenser der må følge

Jeg havde glædet mig som et lille barn til den nye gysermester Jordan Peeles næste film, en instruktør og komiker som jeg har fulgt siden hans spæde Youtube-dage.

Og som hans forrige værker formår ’Nope’ endnu engang at imponere med gruopvækkende og socialt satirisk gys, hvor intet er som det ser ud til, hvor dine ideer om genren bliver vendt på vrangen, og hvor du tvinges til at se din og menneskehedens ondskab og fejl i øjnene.

Hans nyeste film i rækken skiller sig dog ud fra ’Get Out’ og ’Us’ ved at være et slow burn, hvor Peele har uendelige tricks i ærmet, og leger med og piner vores følelser indtil allersidste sekund.

Med den ene stærke skuespilpræstation efter den anden, og med en perfekt blanding af sci-fi, horror, og familiedrama, beviser instruktøren at der ikke er det element han ikke kan mestre. Og at han langtfra er færdig endnu.

’Nope’ er en fortælling om kontrol, konsekvens, tilfældigheder og skæbne, hvor faren lurer højt oppe i himlen, og iblandt de omgivelser hvor du hører hjemme. Peele spørger om du tør tage kontrollen over din skæbne, og i så fald, om du tør leve med konsekvenserne af den.

Skrevet af Lennon Dikov. Du kan læse Nosferatus anmeldelse af ‘Nope’ her.

’Decision to Leave’ vikler elegant et romantisk drama ind i en mystisk thriller

Sidst i december sneg den sydkoreanske manuskriptforfatter/instruktør, Park Chan-wook, et mesterligt struktureret mysterie med i 2022’s filmkatalog.

’Decision to Leave’ drejer sig om en stolt og dekoreret, men ikke desto mindre udmattet og deprimeret politidetektiv, der efterforsker en mands død i en bjergklatringsulykke. Under sin efterforskning begynder detektiven at knytte et særligt bånd til den afdødes enigmatiske enke, hvilket vender op og ned på alt.

Der bygges et spændende sæt af komplicerede karakterer op, hvis relationer vækker stærke følelser. Det gælder især de to bærende roller (spillet eminent af Park Hae-il og Tang Wei) hvis scener sammen bringer en smukt realiseret poetisk dimension til fortællingen.

Karaktererne og deres historier bygges op omkring et nuanceret mysterie, som forbliver gribende hele vejen igennem og ovenikøbet suppleres af skarp humor i passende doser.

Lige så poetisk som Park Chan-wook er med sit manuskript, lige så artistisk er han bag kameraet. Med elegant kameraføring og velovervejet belysning skaber instruktøren nemlig den ene æstetisk vidunderlige og tematisk rige indstilling efter den anden.

Med sin vidunderlige sammensmeltning af rørende romantik og kompleks mystik, har Park Chan-wook gjort sit for at 2022, som film-år, rundes af med absolut bravur.

Skrevet af Alexander Bendtsen.

‘Prey’ påviser at fortsættelser ikke altid behøver at være større, for at være bedre

Hvis du ikke har hørt om ‘Prey’, så er det nok fordi den udkom direkte til streaming uden særlig ståhej. Instruktøren Dan Trachtenberg, som tidligere leverede en rå og intim lille thriller der hed ‘10 Cloverfield Lane’, fortjener ellers opmærksomhed for hvad han har opnået.

Det er det nyeste kapitel i ‘Predator’-franchisen, men modsat de tidligere fejlagtige forsøg på fortsættelser forstår ‘Prey’ hvad der gjorde Schwarzenegger-klassikeren fra ‘87 så god. En simpel fortælling om et underbevæbnet menneske mod en tre meter høj alien, i en æreskamp til døden.

Præmissen er rykket til 1700-tallet, og de indfødte amerikanere der overtager for Arnold og kompagni har hverken adgang til maskingeværer eller steroider. Derfor har man brug for en skuespiller som Amber Midthunder, der spiller hovedrollen Naru, der kan give den desperate kamp for overlevelse så meget troværdighed som den fortjener.

Det er en stærk anbefaling herfra, hvis man ellers er til stakåndet action uden dikkedarer. Den kan ses på Disney+, hvor man foruden har muligheden for at skifte det talte sprog om til autentisk comanche. De har godt nok gemt muligheden væk inde under “extras”, men det er værd at opsøge for det fordybelse det giver filmen.

Skrevet af Niels Otto Olsen Relsted.

‘Everything, Everywhere, All at Once’ er en forfriskende og fuldstændig fænomenal eksplosion af multiverser, pølsefingre og komplekse familierelationer

Jeg må erkende, at jeg var ret skeptisk, da jeg satte mig ned for at se ‘Everything Everywhere All at Once’. Jeg havde efterhånden hørt meget om dens univers af snakkende sten og dildoslåskampe og tænkte, at det ville blive en tand for gakket et trip for mig. Jeg tog komplet fejl.

Vi taler her om en multivers-film, der på alle måder får Marvels syndflod til at bøje sig i støvet. I ‘Everything Everywhere All at Once’ møder vi den midaldrende kvinde Evelyn, eminent spillet af Michelle Yeoh. Evelyn bliver smidt hovedkulds ind i en mission om at redde hele multiverset, hvilket kun kan indfries gennem de mindst forventelige og mest absurde handlinger. Disse er ledsaget af en varm kerne af familiekærlighed, som tillader at vi som publikum er fuldstændig med på legen og kan nyde den vanvittige oplevelse filmen er.

Det er intet under, at dette er produktionsselskabet A24’s bedst sælgende film til dato og at instruktørerne bag, kendt som Daniels, efterfølgende har fået lov at underskrive et fem år langt samarbejde med Universal Pictures. Filmen er og bliver nemlig et gennemført mesterværk og MÅ kategoriseres som et “must watch”.

Skrevet af Nadia Brümmer.

‘Im Westen nichts Neues’ er sandsynligvis den bedste krigsfilm nogensinde lavet

Det er utroligt at der skulle gå så lang tid før Erich Maria Remarques antikrigsroman ‘Intet nyt fra vestfronten’ fra 1929 fik en filmatisering på originalsproget tysk. Det blev til to amerikanske filmatiseringer, og en af disse vandt endda en Oscar.

Filmen følger en ung dreng der sammen med sine venner opildnes af en propagandistisk brandtale til at melde sig til den tyske hær i midten af 1. verdenskrig. Deres kampgejst falmer dog hurtigt idet de nærmer sig fronten og krigens egentlige rædsel begynder at vise sig.

‘Im Westen nichts Neues’ er langt fra en nem film at se, dens scener tilnærmer sig horror og gys, som kun forværres af, at det meste nok skete i virkeligheden.

Alle krigsfilm er antikrigsfilm, men den sukkersøde amerikanske patriotisme bedst kendt i Spielbergs håbefulde krigsfilm som ‘Warhorse’ eller ‘Saving Private Ryan’ får krig til at ligne en hyggelig picnic sammenlignet med ‘Im Westen nichts Neues’.

Sandheden er at intet godt kommer fra den absolutte død og ødelæggelse som krig medfører. ‘Im Westen nichts Neues’ viser hvordan det ødelægger ungdommen, mens de ældre generationer prædiker om en ærefuld død siddende i deres villaer hvor dødstallene henslængt nævnes i de hundrede af tusinder.

Skrevet af Jonas Ernst Monty.