Af Martin Wolsgaard

I Jean-Pierre Jeunets (Den Fabelagtige Amelie fra Montmartre, Delicatessen) nyeste film kunne han have ramt en skæg og skæv nerve hos os alle med en livsbekræftende historie. Men han formår ikke at skabe den balance, der er så velfungerende i eksempelvis Amelie, og han lader fjollerierne kamme fuldstændigt over. Micmacs er et overdrevet miskmask af tosser, der spiller fandango.

Først er det en landmine, der eksploderer midt i en marokkansk ørken. Derefter, år senere, er det en vildfaren kugle fra en frithoppende pistol, der sætter sig fast i vores helts hoved… Bazil (Dany Boon) har tydeligvis ikke meget held med våben. Disse to freak-tilfælde kommer til at betyde alverden for den godmodige og velmenende Bazil: det første tilfælde gør ham praktisk talt forældreløs, det andet tilfælde sætter ham på kanten af pludselig og øjeblikkelig død.

Udskrevet fra hospitalet, hvor lægen har ladet kuglen sidde i Bazils hjerne, er han pludselig hjemløs og arbejdsløs. Det lover altså ikke godt, men vores nu drømmende ”karpe diem” inspirerede helt ”adopteres” af et rakkerpak af secondhand skråtsamlere, der bor i en veritabel Ali Baba-hule. Disses talenter og aspirationer er lige så overraskende som de er forskellige: Remington (der skriver på en Remington skrivemaskine, og plaprer løs), Calculator, Buster, Slammer, Elastic Girl, Tiny Pete og Mama Chow. En skæg og skæv samling misfits, der forsøger at kombinerer Toy Story-karaktererne med en Snehvide og de syv små dværge-fortælling, burde egentlig bidrage med humor til en på papiret spændende fortælling, men gør desværre blot Micmacs fraværende og irriterende at følge på grund af deres overdrevne fjollethed. Netop dette er problemet med Jeunets nyeste skud på stammen; den virker for selvtilfreds med dens finurligheder og for ligeglad med egentlig at skulle nå ud over første række.

Men historien fortsætter og en dag genkender Bazil logoer for to våbenproducenter på to store bygninger, der er skyld i hans ulykkelige fortid. Med hjælp fra hans aparte nye familie sætter Bazil sig for at få hævn. En gruppe underdogs imod hjerteløse industrigiganter – David mod Goliat med en løjerlig fantasi, der får en til at tænke på Buster Keaton. Igen lyder det godt på papiret, men Micmacs er i sidste ende en lang udstilling af fine illusioner, der dog bliver forudsigelige og gennemført uinteressante at betragte. Der er ingen tvivl om at Jeunet har en sympatisk vision med denne fortælling, men den mangler følelse og varme til at give den mening som en film, der faktisk betyder noget for en.

2 af 6 stjerner.