Guldpalme-instruktøren Kore-eda fortæller en kompleks historie om en mor, der ikke kan tage sig af sit barn, og to mænd, der sælger babyer videre, for at give dem en bedre tilværelse.

Den sydkoreanske filmindustri har leveret ‘Parasite’, der vandt Oscar-statuetten for Bedste film i 2020, samt ‘Squid Game’, som blev Netflix’s mest streamede serie året efter. 

Nu udkommer endnu et sydkoreansk drama, instrueret af japanske Hirokazu Kore-eda, der især er blevet anerkendt ved Cannes Filmfestival. I 2022 blev ‘Regnen skyller alt bort’ hans sjette Guldpalme-nominering, og vandt derudover Bedste mandlige skuespiller samt Juryens uafhængige pris. Derfor var forventningerne tårnhøje, da jeg satte mig tilrette i biografsædet.

Filmen starter en regnfuld nat, hvor den unge mor So-young (Lee Ji-eun) afleverer sin baby i en luge ude foran en kirke. Den lille dreng afhentes af den rare midaldrende mand Sang-hyeon (Song Kang-ho) og den yngre Dong-soo (Gang Dong-won).

Normalt ser de aldrig skyggen af mødrene igen, og videresælger derfor babyerne på det sorte adoptionsmarked, i stedet for at sende dem på børnehjem. I dette usædvanlige tilfælde vender So-young dog tilbage, og opdager hvad der foregår. Alligevel vælger hun at hjælpe i søgen efter nye, velegnede forældre til sin søn. Samtidig overvåges de af politiet, som vil tage dem på fersk gerning under en menneskehandel.

Hvad er retfærdighed?

Sang-hyeon driver egentlig et renseri, men er konstant i gæld. Dong-soo arbejder for kirken og fungerer som den stille, hjælpsomme samarbejdspartner. Vi får ingen baggrundshistorie før langt inde i filmen, og møder derfor karaktererne i en ærlig fremstilling af deres livs udfordringer.

Tonen bliver sat fra starten med et lyst klaverspil, bløde farver og en bemærkelsesværdig stilhed fra det lille barn. Stilen er mere “show, don’t tell”, så de individuelle personligheder skabes ved hjælp af nærbilleder og diskrete ansigtudtryk.

So-young virker umiddelbart mere interesseret i pengene end sin søn, men det går hurtigt op for os, at hun ikke bare lader hvem som helst købe sit barn. Man undres over hendes modstridende adfærd, men tingene falder på plads, da vi finder ud af, at hun er involveret i en mordsag. Mere vil jeg ikke sige, men der sker dog et interessant skift i filmens tema og spørgsmålet om, hvorvidt karakterernes handlinger kan retfærdiggøres.

Partneren Sang-hyeon har også et ønske om en lysere fremtid for børnene, men især for hans datter, som han brændende ønsker et tættere forhold til. Han er dermed den mest nærværende og godhjertede mægler, jeg er stødt på.

Det uddybes blandt andet i en scene, hvor So-young kritiserer mændenes arbejde, og Dong-soo kaster den tilbage i hovedet på hende, da hun jo efterlod barnet til at starte med. Det er et fint øjeblik, der senere ændrer forholdet mellem dem. Dong-soo er nemlig selv blevet afleveret i en baby-luge som spæd og vil nu give børn som So-youngs søn det liv, han aldrig fik. 

Skulle det være sjovt?

Trods filmens barske udgangspunkt, forsøger den sig også med sjove indslag og kække bemærkninger. Det lykkedes dog ikke helt hos den erfarne politibetjent Su-jin (Bae Doona) og hendes yngre, mere uerfarne kollega. Deres jokes og kommentarer til hinandens privatliv falder lidt til jorden, og generelt er deres historie bare ikke så interessant for plottet. For mig, minimeres de til en udelukkende praktisk funktion, der overvåger karaktererne og grovæder take-away.

Det eneste interessante ved deres scener er, at de udelukkende foregår inde i bilen. Det giver god mulighed for at lege med dybdekomposition, fokusskift og linjer i billedet. Alt sammen noget, der får filmen til at virke mere levende. Nå ja, og så får de mere arbejde, når So-young bliver hovedmistænkt i mordsagen.

Den mest vellykkede humor, sker i form af den tidligere nævnte forældreløse dreng. Han er sneget sig ind i Sang-hyeon og Dong-soos bil, efter de har besøgt et børnehjem. Han kræver på sjov og overlegen vis, at han skal med dem, da han har hørt deres planer om at sælge babyen. Med dét ultimatum bliver fire lige pludselig til fem; en ekstraordinær familie, skabt af livets omstændigheder.

I bund og grund er filmen bare enormt vellykket. Selvom det ikke er alle sjove elementer, der fungerer, er der en virkelig god fortællestil. Det er spændende at følge de fem forskellige liv, der flettes sammen på tilfældig vis. Trods det barske plot, føles det alligevel som en feel-good film, der ikke alene kan ses flere gange, men gør mig nysgerrig på Kore-edas andre værker.