Den første live action Asterix-film, som ikke er baseret på nogle af tegneserierne, begår bekendte fejl fra forgængerne, og bliver endnu en usjov falde-på-halen komedie, der mangler universets drilske satire.

Hvorfor er det egentlig, at vi bliver ved med at forbinde Asterix med det barnlige? Modsat Marvel og DC’s tegneserier er Asterix-universet baseret på en brutal krig fra jernalderen. Hele Gallien, dagens Frankrig og Belgien, endte med at blive overtaget og udraderet af romerne, som kun invaderede området for at underbygge Cæsars politiske position.

Forfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo tog denne blodige plet i Frankrigs historie og gjorde det til et folkekært eventyr om en utæmmelig lille gallisk landsby, der konstant møder modstand fra det ustandselige Romerrige. Men den lille mand overgiver sig aldrig, og uanset hvor hårdt Cæsar presser Asterix og Obelix, forløses alle deres eventyr altid i en genkendelig omgang bøllebank til romerne. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede krigens stilstand, så gallerne endnu engang kan holde et festmåltid uden ende, for at fejre, at romerne ikke har fået ram på dem endnu.

De storslåede, men fjollede slag har dog aldrig været det, som gjorde tegneserieuniverset fabelagtix. Store dele af Asterix tager direkte udgangspunkt i vores fælleseuropæiske historie, om end fakta ofte er forskruet i humorens tjeneste. De bedste Asterix-historier blander de primitive slagsmål med en hær af rappe replikker og iagttagelser, som rummer mange fine, satiriske pointer om forskellige kulturer og vores verden i dag.

Et højdepunkt er når Asterix og Obelix’ største test ikke er en stærk fjende, men en forrykt jagt på ”attest nr. 117” i Roms bureaukrati, hvor de gennem elendig kundeservice bliver sendt fra skranke til skranke i den labyrint, vi til daglig kalder det offentlige. På en rejse til England fatter makkerparret heller ikke briternes mærkelige vane med at bede om ”en kop varmt vand med en lille bid af mælk” ud på eftermiddagen.

Denne positive drilske tone er det, som har gjort Asterix til en del af Europas kulturarv i over 60 år. Og jeg minder jer om alt dette, fordi det gør denne film sandelig ikke. Den er faktisk bare ganske middelmådig.

Slag uden slagkraft

Inden Goscinny pludselig døde af hjertestop i 1977 nåede han at bemærke, at tegneserieuniverset aldrig ville fungere med rigtige skuespillere; de anatomiske forskelle mellem figurerne ville simpelthen være for distraherende. Det forhindrede dog ikke Uderzo i at sælge rettighederne til filmstudier og tjene millioner af franske franc. For selvom virkelige Asterix og Obelix aldrig har været i nærheden af at have deres reelle højde, har realfilmene faktisk været blandt de største billetbaskere i Fransk filmhistorie.

Den første i rækken udkom i 1999, og på trods af at være rimelig elendix, har den en vis charme som et 90’er-vanvidsprojekt. Det var den tids dyreste europæiske filmproduktion, var baseret på 5 forskellige Asterix historier og anede ikke om den ville være en fjollekomedie for børn, eller en historisk krigsfilm for voksne.

Fire film senere og nu er vi nået til ”Asterix & Obelix – I Dragens Rige”. Den er knap så dyr, er ikke baseret på nogen tegneserie, og har ingen identitetskrise, men er tænkt som en hyggelig familiefilm. Historien er som man forventer fra Asterix-universet, men denne gang går turen til Kina. Det forhindrer dog ikke, at der bliver begået de samme fejl som tidligere live action-film.

Når Asterix overvejer, om trylledrikken nu er en god ide, for man ved jo ikke hvilke bivirkninger sådan et kemikalie kan have på længere sigt, føles det som et påtvunget forsøg på at genskabe en af Goscinnys skarpe, satiriske kommentarer. Og når de romerske soldater står med helt almindelige menneskeansigter og ser bange ud for at få øretæver, er det stadigvæk ikke morsomt og karikeret som i tegneserien, men bare underligt at se på.

Det trættende gallermatias

Som familiefilm skal de mindste nok blive underholdt af masser af slåen på tæven, barnlige voksne og almindelig falde-på-halen komik. Som voksen vil man nok kede sig over manglende grin, og undre sig over, hvorfor ”Kung Fu Fighting” stadig bliver afspillet, når asiatiske krigere duellerer.

Universets urokkelige charme er stadig at finde i enkle sekvenser, som når Obelix finder ægte kærlighed. Men det bliver aldrig sjovt, og det originale manus gør kun tingene værre, når Asterix fremstår som en upassende teenager, når han forelsker sig håbløst i Kinas prinsesse. Sådan vil han aldrig være i Goscinnys univers, og det får endnu engang uvidende til at tro, at Asterix altid har henvendt sig udelukkende til børn.

Generelt understreger denne seneste live action-film endnu engang, hvor svært det kan være at overføre visse tegneserier fra papir til lærred. For når gallerduoen er i gode hænder, er de stadig et uopslideligt charmerende bekendtskab. Så måske er det bare på tide at stoppe live action-filmsproduktionen, før det udvikler sig til en regulær katastrofix.