Darren Aaronofsky hædres for at medvirke til et comeback for vores allesammens darling, Brendan Fraser. Men hans skuespilpræstation fortjener dybde og sympati, noget som instruktøren tydeligvis ikke har sans for.

’The Whale’ har inden sin danske biografpremiere høstet sig flere nomineringer og priser, inklusiv en nominering for bedste skuespiller til dette års Oscars. Og der er ingen tvivl om at Brendan Fraser fortjener alle disse priser og mere til.

Men jeg, og nok de fleste andre der har bare lidt kendskab til ham, har allerede vidst hvor fænomenal han er i sit arbejde. Det er denne film ikke et eksempel på.

’The Whale’ og Samuel D. Hunters teaterstykke som filmen er baseret på af samme navn, fortæller historien om Charlie, en engelsklærer som lever i isolation fra verden og sin familie, kun med kontakt til hans eneste ven, sygeplejersken Liz (Hong Chau).

Charlie er overvægtig, og kæmper med depression og tabet af sin partner, men nægter at søge hjælp. Publikum møder ham på et tidspunkt hvor han beslutter sig for at genoptage kontakten til sin mere hidsige datter Ellie (Sadie Sink), som han ikke har set siden hun var helt lille.

Trods hendes had for ham indgår de en form for samarbejde, hvor Charlie desperat prøver på at snakke med hende og bryde de mure hun har bygget omkring sig ned, også selvom Liz er noget skeptisk overfor ideen.

Når Oscar-bait bliver til torturporno

Brendan Frasers rolle som Charlie er sympatisk, omsorgsfuld, vemodig og elskværdig; det er nemt når han er hvem han er, men instruktøren og de andre karakterer har ikke megen venlighed tilovers for ham.

Ellies had til sin far stikker dybt efter han forlod familien, men man ser sjældent andre facetter af hendes karakter, hvilket er utroligt ærgerligt, når vi også ved hvor imponerende Sadie Sink er i sit arbejde på ’Stranger Things’.

Hun får ikke meget andet at lave end at råbe og skrige og smadre ting, og det bliver svært at tro på at der burde være mere til hende som person, når karakteren er så utroligt flad.

Liz, der ellers skulle være hovedpersonens ven, behandler ham umiddelbart heller ikke specielt pænt, når hvert eneste rørende øjeblik mellem dem hurtigt bliver fulgt af en fedme-joke, og Hong Chau får heller ikke lov til at spille på andre falsetter end at råbe af Fraser. Selv pizzabuddet får ham til at føle sig ubehageligt i sit eget hjem. 

Så hvad er egentlig pointen i den her film? Hvorfor skal vi se en mand blive mishandlet og ydmyget? Er det torturporno eller er det bare dårligt skrevet?

Endnu en gang er den tykke person til grin for det tynde publikum

Den smukke kulisse der danner Charlies hjem, isolationen vi føler sammen med ham af at blive indelukket på én lokation, med flappen af fuglevinger og regnen der høres på vinduerne sent om aftenen, bliver tragisk nok overdøvet af et usmageligt, decideret skræmmende motiv i Aaronofskys instruktion.

Hver gang hovedpersonen spiser, eller blot rejser sig op for at gå på toilettet, bliver scenen ledsaget af en underlig, dyster lydside, med bas og toner man næsten kunne forveksle med ’Jaws’ temamelodien.

Det går hurtigt op for mig, som en tyk person der skal se en film tydeligvis kreeret til tynde mennesker som den primære målgruppe, at Darren Aaronofsky har gået ind til denne historie med et had og en ondskab, jeg troede vi som samfund ellers var kommet videre fra.

Ubehaget spreder sig i hele min krop, når jeg tænker på Charlie, der filmes med flere montager af ham der spiser, som om det skulle være voldsomt.

Hvad vil han ellers have at han skal gøre? Sulte sig selv ihjel? Er det kun sådan, tykke individer kan vinde tynde folks venlighed og medmenneskelighed?

Der er en måde at sætte fokus på disse historier, uden at latterliggøre og fremmedgøre ham for seeren. Det er en mand som har det skrøbeligste og mest omsorgsfulde hjerte, men som bliver slået ned og fornærmet på det groveste af alle omkring ham, inklusiv forfatteren selv, blot på grund af hvordan han ser ud.

Det er utroligt gammeldags, og i min optik pinligt for både Aaronofsky og Hunter, at have et så snæversynet og nedladende syn på tykke individer, uanset om de kæmper med helbredsfarlig overvægt som Charlie, eller blot er en tyk person der prøver at leve sit liv.

Tyk er desuden heller ikke et grimt ord. Tyk er ikke en dårlig ting, eller noget at skamme sig over. Tyk er en beskrivelse af en krop, og ingen kroppe ser ens ud. 

Og et fatsuit, virkelig? Hvilket årti er det de lever i?

En skændsel for samtlige skuespillere

Brendan Fraser gør sit bedste for at bære ’The Whale’ på sine skuldre med sin emotionalitet, men han får ikke meget kærlighed tilbage.

Manuskriptet indeholder tydeligvis også spor af noget internaliseret homofobi fra Hunter selv, da denne snæversynethed også ledes videre til filmens syn på Charlies seksualitet, og kameraarbejdet er uimponerede, groft og lige så ydmygende som musikken.

Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan man kan lave en film som denne, med en så ondskabsfuld og nedladende tilgang, som instruktøren har taget til denne fortælling. Så hvor rørende Frasers performance er, og hvor velovervejet Charlies lejlighed er blevet skabt og udsmykket til den mindste detalje, så er der langt flere film og langt flere skuespilpræstationer han fortjener priser for mere end denne.

Jeg havde virkelig håbet, at filmindustrien var kommet længere end det her, men der er åbenbart ingen grænser for, hvad skaberne vil more sig over og hvem de vil hælde deres had på, for at få det bedre med sig selv. 

Få dog Brendan Fraser tilbage i nogle rom-coms, hvor han kan få den kærlighed han fortjener. Og Hong Chau, også.