Kejserinden af Østrig kæmper mod både patriarkatet og sin egen familie. Desværre byder denne feministiske periodefilm ikke på hverken dybde, spænding eller opbrud med overfladens glansbillede.

’Corsage’ er navngivet efter korsettet; et klædestykke der undertiden er blevet mindre et stykke tøj og mere en metafor for patriarkatet, kønsroller og samfundets urealistiske kropsidealer.

Metaforen bruges også i høj grad i dette periodedrama, hvor Vicky Krieps har indtaget rollen som Kejserinde Elisabeth af Østrig. 

Det er dog ikke første gang at denne historiske kvinde er blevet sat på film: tværtimod er hun udødeliggjort i en trilogi af film fra 1950’erne, hvor publikum ser Elisabeth, bedre kendt som Sisi, vokse op glad og ubekymret i det royale liv. Hun er en barnlig sjæl, i et livligt palads med sine syv søskende, som alle må forstå deres fremtidige kongelige opgaver.

Den Elisabeth vi møder i ’Corsage’ kunne ikke være en større kontrast til de polerede ungdomshistorier. Krieps spiller kejserinden der lige har ramt de 40 år, en tid hvor samfundets tro på en kvindes skønhed, intelligens og alle andre menneskelige kvaliteter forsvinder.

Hendes ægteskab er langt fra lykkeligt, hendes børn glider fra hende, og hun vil langt hellere bruge sin tid hos sin fætter, som skaber en stor jalousi fra kejserens side.

Den feministiske vinkel på en ældre historie er tydelig. Desværre kommer den Østrigske instruktør Marie Kreutzer ikke langt med hverken feminismen eller det visuelle udtryk af sin atypiske periodefilm.

Metaforens dybe hav

Lad os få det sagt nu hellere end senere: at putte et feministisk perspektiv på historiske figurer er langt fra nyskabende, og det virker heller ikke som om det er noget instruktøren prøver at bevise.

Man kan forsøge og fejle i at tælle korset-metaforerne i filmhistorien på to hænder. Og de mange scener af Elisabeth der vejer sig og stønner i smerte mens hendes tjenerinde binder hendes tøj, slår en tand for mange metaforiske søm ind i pointen.

Der er snarere flere af disse metaforer end der er noget plot. Og for at være helt ærlig, så havde jeg svært ved at finde ud af om der overhovedet var en stringent, hovedhandling i filmen.

Krieps flyver igennem lokationer og personer og formår desværre hverken at sætte meget præg eller skabe bølger i vandet hos publikum. Det er også svært at vide om Elisabeth bevæger sig med plottet overhovedet, da hendes følelser er stort set ulæselige.

Kejserinden kun på overfladen

Filmen og hovedpersonen er beskrevet som historiens første feminist. For at have sex med sin fætter er åbenbart feministisk?

At sammenligne ’Corsage’ med Sofia Coppolas ikoniske ’Marie Antoinette’ er uundgåeligt; her spilles den omdiskuterede figur af Kirsten Dunst, med spænding, humor, overflod, og en atypisk liderlighed og utilfredshed med tilværelsen, som mange periodefilm skyr langt fra.

Jeg tvivler ikke på Vicky Krieps skuespilevner, men filmen begår ingen opbrud med sin porcelæn-glatte overflade. Krieps ser ud som om hun keder sig størstedelen af tiden, og de små spor af plot og modstand løber ud i sandet så hurtigt og ubemærket, at publikum knap fornemmer nogen revner i maleriet.

’Corsage’ mangler dybden af fortællingen, der får os til at lide og heppe sammen med Elisabeth. 

I stedet er jeg træt af den samme metafor der overbruges til ukendelighed, og skønheden af filmens penselstrøg og frodige omgivelser er næppe nok til at gøre op med en atmosfære af ligegyldighed og monotoni.

’Corsage’ spiller på de samme ældgamle toner, og skaber i sidste ende mere forvirring end følelser. Publikum ved ikke hvor eller hvem de skal sætte sympati til, og forståelsen for vores hovedpersonen tabes og knuses flere gange på gulvet, indtil man sidder tilbage med en Elisabeth der danser over rulleteksterne.

Hendes skønhed, ynde og skarphed er foreviget, men hendes personlighed og personlighed går fortabt.