Den fjerde ’John Wick’-film bringer mere sjæl til filmseriens sprudlende univers og karakterer end nogensinde før, hvilket sætter mere på spil i filmens fænomenale actionscener.

Når Keanu Reeves trækker i det sorte jakkesæt og bevæbner sig til tænderne, kommer hoveder med garanti til at rulle i brutale actionscener planlagt og eksekveret med fantastisk elegance. I hans fjerde ’John Wick’-optræden får vi næsten tre timers vidunderlig episk action-ekstravaganza.

I rollen som John Wick, den ekstremt effektive lejemorder på hævntogt, giver Reeves alt, hvad han har i actionscener, som han selv træner op til og udfører det meste af. Om det er diverse kampsportssekvenser eller skudvekslinger, der skal i hus, så mestrer skuespilleren det med ”focus, commitment and sheer will” som hans rolle ofte anerkendes for at besidde (der skal lyde en hyldest til hans stuntdouble, Vincent Bouillon, der også tager masser af skrub, bla. når karakteren skal køres ned, hvilket er overraskende tit).

Ligesom i filmseriens første tre skud på stammen instrueres filmen formidabelt af Reeves tidligere stuntdouble fra ’The Matrix’ (1999) og stuntkoordinator fra ’Matrix’ 2 og 3 (begge fra 2003), Chad Stahelski. Sammen med resten af det forrygende filmhold udretter de to venner eminent stuntarbejde koordineret med sublim præcision og kreativitet, filmet i lange indstillinger (af danske Dan Laustsen), hvor alt er i perfekt fokus.

Om det er pansrede franske lejesoldater eller øksesvingende tyske gangstere, så er John Wick parat til at nedlægge dem med pistoler, knive, nunchucks, og hvad hjertet ellers kan begære. Midt i fine japanske udstillinger, pakkede tyske natklubber og trafikerede parisiske kæmperundkørsler. Manden i sort byder sine fjender op til blodig ballet hvor som helst.

Det gør i øvrigt den ellers umenneskeligt effektive lejemorder mere menneskelig, når han som i de foregående film også selv tager en masse tæsk i actionscenerne og tydeligt mærkes af det. Ligeledes får det ham til at fremstå endnu mere rå når han overkommer, og kæmper sig igennem alt den skade som fjenderne volder ham.

Et episk opgør med underverden

Filmserien har bygget et underholdende, dystopisk, tegneserieagtigt univers og en samlet fortælling, der har fungeret som den perfekte arena for den fænomenale action. Fra John Wicks vendetta for sin dræbte hund i 1’eren (2014) til hans modvillige professionelle comeback i 2’eren (2017) og hans hektiske kamp for overlevelse i 3’eren (2019).

Den nye film bygger videre på universet og gør det endnu vildere. Den sætter samtidigt mere på spil end nogensinde før, hvilket giver filmen en emotionel kerne, man ikke har mærket siden 1’eren.

Efter med nød og næppe at have overlevet en hæsblæsende menneskejagt i 3’eren, orkestreret af underverdens mest magtfulde ledere, er Wick ude efter hævn ved 4’erens start. ’The High Table’, kommissionen af farverige gangsterbosser der ønsker ham død, må bøde. Derfor begynder vores yndlingslejemorder filmen med at angribe dem på et ekstremt ømt punkt, hvilket kun får dem til at sende flere, større, stærkere folk efter hovedpersonen.

Alt hvad den kan trække

En dejligt usympatisk Bill Skarsgård som fransk gangsterboss med sin egen private hær. En veloplagt Shamier Anderson i rollen som mystisk navnløs mestersnigskytte med en sød, men farlig hund (flere interessante paralleller til Wick). Kung fu-filmlegenden Donnie Yen i topform som blind, men stadig ekstremt dødbringende, lejemorder, der er tvunget til at se bort fra sit gamle venskab med Wick og i stedet må jage ham. Disse tilføjelser er blandt de mest fremtrædende af nye, større trusler for Wick, end hvad vi tidligere har set i filmserien.

Trods nye spændende ansigter, på begge sider af konflikten, sætter man stadig pris på gensyn med velkendte fanfavoritter som lejemorderhotelejeren Winston (Ian McShane) og hans højrehånd Charon. Sidstnævnte spilles karismatisk af Lance Reddick, der desværre gik bort for få dage siden, og som Keanu Reeves efterfølgende har dedikeret filmen til.

Baba Yaga (russisk folkemyte), som Wick også kaldes, vil dræbe alle overhoveder af den verden, han ikke kan undslippe såvel som alle, der må komme imellem ham og dem. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre? Om der kan findes et kompromis? Og hvem Wick kan stole på, til at hjælpe ham?

Det er svært at komme udenom at visse aspekter af fortællingen virker som lidt nemme løsninger på at få historien til at skride frem. Winston har blandt andet en tendens til pludselig at komme i tanke om meget belejlige regler i den kriminelle underverden, som kan bruges til at løse problemer i fortællingen.

Enhver svaghed i historien blegner dog fuldstændig overfor fortællingens sjæl og især filmens stilistiske kraftpræstation.

Actiongenrens creme de la creme

Noget som altid har været helt vidunderligt ved ’John Wick’-filmene er samspillet mellem action, udbygning af det over-the-top univers, og den sprudlende præsentation. Alle aspekter styrker hinanden, og det knivskarpe stilistiske udtryk har sjældent været skarpere end i ’John Wick 4’.

Alt går op i en højere enhed, når Wick side om side med frygtløse moderne samuraier (heriblandt den sindssygt seje Hiroyuki Sanada), tæsker, hugger og skyder sig igennem elitesoldater pansret fra top til tå. Imens smelter vibrerende neonfarver ned over karaktererne i fantastiske indstillinger, der suppleres af buldrende technomusik, lige så rytmisk som Wick blander kampsport med våbenkunstskaber. Kun en af mange sekvenser hvor den stilistiske John Wick-identitet skinner igennem med absolut bravur.

At den samlede fortælling for alvor spidser til med effektiv spænding og emotionel slagkraft i denne omgang, gør dertil at der aldrig har været mere på spil i actionscenerne end der er nu.

’John Wick 4’ bringer ikke kun mere sjæl til den samlede fortælling end nogensinde før. Den cementerer filmserien som den, der har bragt stærkest kunstnerisk udtryk til nyere tids mainstream actionfilm. En stilistisk og teknisk superbedrift, der fortjener at blive hædret som filmkunst af ekstremt høj kaliber.