Den sande historie om sygeplejersken dømt for fire drabsforsøg i Nykøbing-Falster er blevet filmatiseret i en mini-serie på Netflix, der er ligeså langtrukken og antiklimatisk som livet på Lolland.

I 2015 blev Christina Aistrup Hansen anholdt for tre mord og ét drabsforsøg på Nykøbing-Falster Hospital, hvor hun arbejdede som sygeplejerske – deraf titlen på den nye Netflix-serie.

’Sygeplejersken’ viser hvordan Christina, spillet af Netflix’ egen Josephine Park kendt fra ’Skruk’ (2022), bliver afsløret af sin kollega Pernille, der er nytilflytter til Lolland sammen med sin datter og er en helt grøn sygeplejerske.

Pernille bliver taget under vingerne af Christina, der starter ud med at være sej og dygtig, men langsomt begynder der at vise sig nye sider ved hende, som Pernille ikke føler sig tryg ved.

Fordi det er en sand historie, kommer der her en ironisk spoiler alert: Det er mord.

Bare læs Wiki-siden

Mini-serien består af fire episoder på omkring 44 minutter hver, hvilket er omtrent 132 minutter for meget.

Det er hurtigt tydeligt, at skaberne prøver at bygge et karakterforløb op, hvor man ser Pernilles udvikling efter hendes flytning til Lolland, men det ender som en unødvendig sidehandling, der kun fungerer som tidsfordriv.

Handlingen er ikke kompliceret nok til, at man behøver se hendes personlige udfordringer og overvejelser, og slet ikke når det også indebærer kemi-løs dialog med hendes ekskæreste.

Så kunne man lige så godt have fortalt Pernilles historie i en dokumentar og ladt det være det.

Hvis det kun er for at fylde minutterne ud, ville det have været mere interessant at følge Christinas baghistorie – til gengæld er det også forståeligt hvorfor man ikke vil menneskeliggøre en vaskeægte skurk.

Meg Ryan-efterligner og dårlige extensions

Den grønne sygeplejerske Pernille bliver også spillet af en grøn, eller i hvert fald forholdvist ukendt, skuespiller Fanny Louise Bernth.

Med sit korte blonde hår og runde øjne ligner hun en ren Meg Ryan, dog med et mindre følelsesregister og knapt så spændende skuespil (der skal alligevel lidt til her).

Mange af hendes dialoger i løbet af serien virker tvungne og akavede, og det når punktet hvor må man revurdere hvorvidt det er alle andre eller bare hende, som er årsagen – der mangler simpelthen bare noget.

Josephine Parks portrættering af Christina prøver derimod at gøre hende mystisk og spændende, men det falder lidt fladt til jorden, sammen med Christinas sort-farvede hår og dårlige extensions.

Det er dog ikke Josephines skyld, fordi man kan godt mærke at talentet og viljen er der – hun prøver virkelig – hun føles bare ikke som den rigtige til rollen, og man kan ikke undgå at ærgre sig.

Er skurken i sandhed bare Lolland?

For at sige det helt kort, giver serien bare ikke mening. Jo, historien er spændende, og ja, den ville være spændende at se filmatiseret. Måden, de har gjort det på i ’Sygeplejersken’, var bare ikke det rigtige valg.

Hvordan kunne Christina gøre de ting, hun gjorde, uden at blive opdaget langt før? Hvorfor bliver Lollands-livstilen brugt som undskyldning for flere dødsfald? Hvem står rent faktisk til ansvar for at Christina ikke blev stoppet før og hvorfor er der ikke blevet sat større spørgsmålstegn ved det danske sygehusvæsen?

Det er spørgsmål, som skaberne bag ’Sygeplejersken’ blandt andet kunne have brugt mindst tre ud af fire afsnit på at besvare, i stedet for at vise Pernille og hendes datter til ridning.