Den næste fortælling om den pessimistiske bjørn og den kærlige mus har premiere, og deres venskab spreder hjertevarme som aldrig før.

Det var i 2012 publikum først blev introduceret til den franske animationsfilm om Ernest og Celestine, et umage par af småkriminelle, der danner et vidunderligt og omsorgsfuldt venskab som ingen anden.

Den originale film vandt priser og blev sågar Oscar-nomineret, og det er nemt at forstå hvorfor, med sine legende penselstrøg og kærlige humor, og en rammefortælling der bygger på hovedkarakterernes fejl og de styrker, de finder med hinanden.

I år får vi opfølgeren ’Ernest og Celestine – Rejsen til Vrøvlistan’, og den er lige så billedskøn og euforisk som sin forgænger.

Musikalske narrestreger

Efter 2012-filmen bor bjørnen Ernest (dansk stemme af Lars Brygmann) og musen Celestine (Sophia Viktoria Teves Kjellerup) sammen, og finder fællesskab i deres kærlighed for musik.

Vi møder dem når Ernest netop er vågnet fra sit vinterhi, og hans bedste ven kan knap nok vente med at gå på nye eventyr sammen.

Men disse dyrevenner kender også til kapitalisme og er løbet tør for mad og penge over den lange vintersæson – og for at det ikke skulle være nok problemer at vågne op til, så taber Celestine i sin spænding bjørnens elskede, sjældne violin, der smadres ud over gulvet.

Der udspiller sig en lignende konflikt som den første film; på trods af hvor meget det umage par holder af hinanden, så er de også så forskellige at de nogle gange går på tværs af hinanden. Bjørnen har en kort lunte og musen kan aldrig sidde stille nok til at have en samtale, begge egenskaber der også får dem på kanten med loven.

I 2’eren får den ødelagte violin dem til at rejse til Ernests fiktive hjemland for bjørne, Vrøvlistan, udbredt som en unik rejsedestination for alle der elsker musik.

Men naturligvis kommer de på kant med loven, igen. For mens Ernest har været borte, er loven blevet strengere i Vrøvlistan, og al musik er blevet forbudt.

Et jordnært eventyr

Venskabet mellem de to vidt forskellige dyr er vidunderligt, netop på grund af hvor nede på jorden det er.

De to karakterer skændes og irriterer hinanden, men som den første film etablerede, så fungerer de sammen netop på grund af deres forskelligheder. Hvad der forbinder dem, er musikken, eventyrlysten, og en snedighed, der både får dem ind og ud af problemer ret så ofte.

Men de har en kærlighed for hinanden, der fik mig til at knibe en tåre tilbage i 2012. Deres løsning på alle deres problemer var at løbe væk sammen og bo sammen resten af livet.

Heldigvis er deres venskab lige så omsorgsfuldt og stjerneklart som før, når de konstant redder hinanden ud af problemerne (som de som regel selv kreerer).

I dette eventyr spiller musikken en endnu større rolle, og vores venner kæmper mod loven ved brug af harmonikaer og gyldne toner over søen. Det er en enkel idé, som udspiller sig spektakulært på lærredet.

Kærlighed i et koldt samfund

Animationen er ligesom venskabet en velsignelse, hvis man nogensinde (som jeg selv) bliver træt af Disneys seneste 3D-animerede produktioner.

Den franske film udviser smuk håndtegnet animation, med flittig brug af pastelfarver og finurlige motiver. Vores hovedpersoner flyver højt i vinterlandskabet og løber rundt i farverige gader, mens de skaber kaos overalt omkring sig.

Plottet er ikke i sig selv specielt nyskabende; den centrale konflikt kan endda ses helt tilbage i Disneys ’Den lille havfrue’, men eventyret er aldrig kedeligt. I stedet går den i dybden med samfundsrevolution og familietraumer, og forstår hvor vigtige de venskaber vi finder er – præcis lige så vigtige som de familiære bånd, vi har ved fødslen.

’Ernest og Celestine – Rejsen til Vrøvlistan’ sætter endnu en gang det usandsynlige venskab på kanten, men bjørnen og musen er sammentømret af kærlighed og respekt, og viger aldrig fra hinandens side uanset hvad der må komme i vejen.

Den nye film spreder varmen i hele kroppen og får latteren over dine læber, som et velkomment, savnet kram i filmform. Det er den magi animation har, som jeg sjældent har set andre steder.