Greta Gerwigs nye fantasy blockbuster viser at livet i plastik virkelig er og bliver fantastisk, og er et poppet og pink stjerneskud på Hollywoods nattehimmel.

Denne anmeldelse er skrevet under WGA og SAG-AFTRA strejkerne i 2023. Filmmagasinet Nosferatu støtter alle forfattere, skuespillere og kunstnere, der strejker for bedre arbejdsvilkår i branchen. Uden forfatternes og skuespillernes hårde arbejde ville denne film ikke eksistere.

Jeg voksede op med at se animerede genfortællinger af ‘Nøddeknækkeren’ og ‘Svanesøen’ med Barbie i hovedrollen, genså dem i mængder der nok var usunde, og drømte om at eje hver eneste af de smukke, syngende dukker på legetøjshylderne.

Som voksen har jeg ventet på Greta Gerwigs filmatisering af ’Barbie’ lige siden den først blev annonceret.

Ligeså jublede jeg da castingen af Margot Robbie var annonceret, og jeg forsvarede castingen af Ryan Gosling da alle andre sagde at han var for gammel til at spille Barbies kæreste og/eller yndlingstilbehør, Ken.

For at gøre en lang historie kort, så har jeg et forhold med den blonde plastikdukke, der stort set har været der gennem hele mit liv. Barbie var med mig til de store prinsessedrømme, og hun var med mig, da hele min idé om min identitet blev vendt på hovedet.

Siden da har jeg omfavnet min kærlighed til pink og glimmer og alt andet som teenagepiger blev bedt om at vokse fra, selv da jeg voksede fra at tro at jeg overhovedet var en pige.

Og i dag er vi i år 2023, hvor live-action-filmen baseret på denne dukke har premiere. Er det farligt at glæde sig så meget til en film, som jeg har? Måske. Men ’Barbie’ har efterladt mig alt andet end skuffet.

Barbiepigen i den rigtige verden

Tilbage i 2001 udgav Mattel for første gang ’Barbie i Nøddeknækkeren,’ i et forsøg på at konkurrere med Bratz-dukkerne, og genvinde deres succes, som ellers faldt drastisk med udviklingen af internettet og digitale medier.

Her var den blonde dukke med den urealistiske krop en skuespiller i sit eget univers, hvis mål er at lære unge piger om mod, styrke og venskab mellem kvinder, og vise at alle kvinder kan være lige hvad de vil, uanset om det er en superhelt, prinsesse, softwareudvikler eller havfrue.

Gerwig tager ideen videre til det store lærred, og den nye film beviser kun, at jeg havde god grund til altid at tro på hendes selvsikre og gudesmukke vision.

I ’Barbie’ lever Margot Robbie i det fiktive Barbieland, som en version af Barbie der pludselig indser, at hun ikke helt føler sig så perfekt som hun ellers altid gør.

Hver dag er en fest med de mange forskellige Barbier, og deres Kens, der nyder hvert øjeblik de kan få af Barbies opmærksomhed. Men vores hovedrolle har dårlig ånde og flade fødder, og hendes skræmmende uvante tanker om døden og meningen med livet sender hende på en rejse til den virkelige verden.

Denne rejse vil ændre både hende og Barbieland for evigt – og Ken, selvfølgelig, som altid følger i Barbies glitrende hæle.

Et cast til at dø for

Greta Gerwig og hendes egen Ken, Noah Baumbach, har sammen skrevet denne film med den lange, historiske kritik af Barbiedukken for øje, og med en passion for at genopleve hendes ligeså uudtømmelige potentiale.

Der er nok snart ikke nogen der ikke har set den opsigtsvækkende teaser trailer, hvor Gerwig direkte refererer til Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey,’ med små piger der smadrer deres gamle babydukker til fordel for den ikoniske karrierekvinde i den zebrastribede badedragt.

Og som lovet forstår ’Barbie’ præcis hvordan man appellerer til både livslange fans som mig selv, og de mange Barbiehadere i verden, som også direkte adresseres af plottet.

Mødet mellem Barbieland og os almindelige mennesker byder på diskussioner om identitetskrise og feminisme, og Gerwig mestrer hver eneste aspekt af, hvad der gør denne film til en funklende pink juvel.

Humoren er fantasifuld og selvsikker, manuskriptet er skarpt og legende skrevet, og alt dette løftes af uforglemmelige skuespilpræstationer fra ikke blot Robbie og Gosling, men også America Ferrera der leverer en vidunderlig monolog, Michael Cera som aldrig har været mere elskværdig, og et utal af unge stjerner fra Netflix’ ’Sex Education.’

Særligt sidstnævnte viser hvor meget unge talenter fortjener at få en chance i spotlyset, og hvordan instruktøren fremhæver alle disse skuespilleres styrker er en fryd og en kunst, som man sjældent ser så fuldendt som her.

Der er selvfølgelig heller ingen tvivl om, at Robbie, Gosling og Ferrera fortjener hver deres kommende Oscar-nominering, og det ville være en skændsel, hvis de blev overset.

Deres arbejde er både komisk og romantisk og dramatisk og alt derimellem, og Ryan Gosling lykkes med at få alle til at tænke på Ken-dukken mere, end jeg tror nogen nogensinde har tænkt eller bekymret sig for Ken før.

Han har tydeligvis taget en tilgang som metodeskuespiller, denne gang som en mand der ikke bruger det som en undskyldning for at være et røvhul. Hans Ken er til at dåne for, og Gerwig er et geni for at give ham sit helt eget musicalnummer, hvor hun kan tage alle de ideer vi har om de ikoniske dukker og skabe et stykke filmkunst der emmer af kærlighed og eventyrlyst.

Legetøjsboksen har aldrig set bedre ud

Billedsiden af ’Barbie’ fuldender hele magien og legelysten, der gør, at jeg allerede nu tør sige at denne film er en af de bedste film vi kommer til at se i dette århundrede.

Greta Gerwig afslørede sin inspiration til sin nye film i et interview med Letterboxd sidste uge, hvor hun har set til værker som ’Singin’ in the Rain’ og ’The Wizard of Oz,’ men også film der skiller sig mere ud fra den maleriske kulisse hun udnytter, som ’Close Encounters of the Third Kind,’ og ’Rear Window.’

Filmen er pink på pink på pink, og instruktøren har skabt en verden, der giver mig lyst til at række ud og røre ved alle de små detaljer, der arbejder sammen for at skabe Barbieland.

Fra Barbies hus med skinnende falsk vand, hvor hun hopper fra etage til etage, til den malede himmel og bygninger, der klikker åben præcis ligesom legetøjet gjorde, da man selv var barn.

Hver eneste scene er billedskøn og uforglemmelig, og fik mig til at sidde tilbage med en utrolig trang til at løbe ned i den nærmeste BR, og skaffe mig en dukke med det velkendte knitrende glimmertøj og de store legehuse jeg slet ikke har plads til i min lejlighed.

Så hvad, er ’Barbie’ bare et kapitalistisk produkt? 

Det giver jo sig selv, den er trods alt lavet i samarbejde med Mattel. Men al kunst er kapitalistisk efterhånden. Vi kan ikke leve med kapitalismen og vi kan ikke leve uden den, og jeg er den sidste person til at sige at kapitalisme er en god ting.

Så skræmmende som det aspekt er, så er jeg lykkelig over hvordan Greta Gerwig genopliver mine Barbie prinsessedrømme, og hvordan hendes kærlighed til dukken og hendes skaber præsenteres på lige fod med hendes overvejelser omkring sig selv som kvinde, og hendes spørgsmål til Barbie som den uregerlige kreation hun er: ”Hvad blev hun skabt for, og hvad gør vi med hende?”

Jeg elsker ’Barbie,’ og jeg elsker at verden elsker Barbie. Jeg elsker at en af årets mest ventede film er den mest pink film der nogensinde er produceret, og jeg elsker at en kvindelig instruktør står bag en (a)typisk blockbuster-guldklump så massiv som denne.

Mest af alt, så elsker jeg hvordan publikum af alle køn vil kunne forelske sig i ’Barbie’ og hendes vidunderlige verden, og at filmkunsten tillader os at være barnlige, nysgerrige og følelsesladede, at være selvsikre og modige og tvivle på os selv, alt på samme tid.

’Barbie’ er et universelt mesterværk, og Greta Gerwig har tydeligvis en magi, som ikke mange instruktører har med så få film på bæltet. Jeg glæder mig allerede til at se den her film igen (og igen, og igen).