Haunted Mansion-konceptet er tilbage med fuld schwung i denne cinematiske levendegørelse af forlystelsen af samme navn i Disneyland, og den er måske endda bedre end sin 2003 forgænger. Omend det måske ikke siger meget.

Denne anmeldelse er skrevet under WGA og SAG-AFTRA strejkerne i 2023. Filmmagasinet Nosferatu støtter alle forfattere, skuespillere og kunstnere, der strejker for bedre arbejdsvilkår i branchen. Uden forfatternes og skuespillernes hårde arbejde ville denne film ikke eksistere.

Man skal nok være lidt af en Disneynørd her i Danmark for at vide, at Haunted Mansion-filmene er inspireret af en forlystelse i Disneyland. Og man skal måske også være lidt af en Disney-connaisseur for at vide, at denne film ikke er den første af navnet, som Disney har produceret. Den har nemlig en forgænger fra 2003 med ingen ringere end selveste Eddie Murphy i hovedrollen. Så man kan fristes til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor den skal laves igen i stedet for noget helt originalt?

Vi befinder os i New Orleans. Her finder vi Ben Matthias (LaKeith Stanfield), en sorgfuld og livssur professor med ekspertise i det usete. Sideløbende flytter Gabbie (Rosario Dawson) og hendes søn Travis (Chase Dillon) ind i et forladt hus. Hurtigt finder de dog ud af, at huset allerede er beboet – af dybt problematiske spøgelser. Vores protagonist, Gabbie, samler derfor et hold af hvad man kan kalde “ghostbusters”.

Dette “dreamteam” består af en række skæve karakterer spillet med skøn humor af en stjerneregn af Hollywood-royalty. Heriblandt findes bl.a. den besynderlige præst, Father Kent (Owen Wilson), outsider-spåkonen, Harriet (Tiffany Haddish) og den stædige universitetslærer, Bruce Davis (Danny DeVito). Derudover er der også charmerende præstationer at finde i mindre roller, hvor blandt andre Jamie Lee Curtis, Winona Ryder og Dan Levy brillierer.

Med døden i førersædet

Instruktør Justin Simien (‘Dear White People’) og manusforfatter Katie Dippold (‘Ghostbusters’) formår at lege med det mystiske og makabre på en måde som lokker én ind og spiller på manges fascination af det gotiske og det overnaturlige.

Derudover formår de også at fremstille døden som et lige så nuanceret “sted at være” som det at leve. Så lige så vel som der kan være pinsel, kan der også være ynde. Derudover er filmens hjerte at finde i det følelsesmæssige dilemma af det endegyldige farvel og accepten af dette, hvilket binder vores hovedkarakterer sammen på en meget rørende og investerende måde for seeren. 

Det onde mod det gode

‘Haunted Mansion’s start er et dvask forsøg på en introduktion af vores plot og fodrede fuldstændig ind i mit remake-burnout. Stanfields karakter fremstår tom med kedelige replikker og overbrugte problematikker, og det føles derfor svært at engagere sig i en karakter, man ikke finder interessant.

Derudover er hele dilemmaet og håndteringen af dette i starten så uopfindsom, at det føles helt mekanisk. Det er, indtil vores hold af skuespillere samles og historien både bliver utroligt medrivende, underholdende og rørende. Og pludseligt var jeg investeret i både historie og karakterer. 

Desværre kunne ‘Haunted Mansion’ godt klare en større mængde finpudsning, og den ender en smule ubalanceret. Med en spilletid på to timer, som kunne have været mindre, og en følelse af at være blevet introduceret til sidehistorier og karakterer, der ikke er blevet fulgt til døren, sidder man tilbage med en smule ærgrelse oven på den ellers gode oplevelse. 

‘Haunted Mansion’ er hvad du gør den til 

Det her er en film, man skal forventningsafstemme med sig selv, før man ser. Hvis man lever og ånder for socialrealistiske dramaer, bliver det en smule op ad bakke. Hvis du til gengæld er med på, at det her er en familiebasker med letfordøjeligt gys, kække one liners og en eksplosion af CGI, så er du lovet en skøn oplevelse. Eller hvis man for den sags skyld bare har en hang til det mystiske, til forladte huse, tykt edderkoppespind og hemmelige rum bag biblioteker, så får du altså også dén kløe stillet.